Er Gud farlig for samfundet?

"Love og regler i det danske samfund skal være hævet over religion." Sådan sagde vores statsminister i et interview for et halvt år siden, og sådan har mange sagt med ham både før og siden.

At pointen er blevet gentaget så ofte, skyldes mest islam. Muslimerne er kommet med sharia - en guddommelig lov - og mange muslimer har et anderledes syn på religionens ideelle plads i samfundet end det fremherskende i Danmark.

Omvendt har vi kristne travlt med at understrege, at sådan er det ikke inden for kristendommen, for der giver vi kejseren, hvad kejserens er, eller vi siger med Paulus: "Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud."

Den krampagtige holden fast ved Grundlovens overhøjhed vidner om en sund frygt for anarki. For i takt med at samfundet bliver mere og mere pluralistisk, bliver der også flere og flere normer og værdisæt, der kæmper om førstepladsen i menneskers liv og i samfundslivet. Samfundets sammenhængskraft er i fare!

Frygten er forståelig, men at gøre den danske lovgivning absolut er blot en anden udgave af fundamentalisme. For kigger vi til andre lande og bagud i historien, vil vi næppe hævde, at det nødvendigvis er det etisk rigtige at være lydige borgere. Var det mon ikke rigtigt at gå imod slaveri, jødeudryddelse og apartheid, selvom disse politikker blev bakket op af landets love?

Naturligvis, og det er der næppe mange, der ikke vil mene.

Tidligere var det ikke problematisk at sætte Gud højere end Grundloven, fordi vi forstod, at de to arbejdede sammen om det gode samfund, og at troen på Gud kunne hjælpe en til at opfylde sine pligter i relation til næsten og øvrigheden.

Men i dag gøres religiøst begrundet etik suspekt:

Ifølge Henrik Nordbrandt "er det kun afstumpede personer, der har behov for en religion til at fortælle dem, hvad der er godt og ondt." Han følges op af en række andre, der under sidste uges konference om religionskritik bl.a. slog et slag for, at der ikke er behov for religion til at underbygge et samfunds moral.

Humanismen træder her i stedet for religionen. Mennesket ved, hvad der er godt for andre mennesker, og derfor indretter vi os, så alle får det godt. Problemet er blot, at denne tanke - hvor fin den end er - kan kamme over og blive til egoisme: Jeg ved, hvad der er godt for mig - derfor indretter jeg min verden, så jeg har det godt.

I et samfund, der trækker i den retning, kan det være et plus at lytte til de radikale bud, der eksempelvis leveres i Bjergprædikenen, og som går direkte imod vores egoistiske impulser: "Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer" - for blot at tage ét eksempel.

At borgere har Gud som øverste instans er ikke i sig selv en fare for samfundet. Religion og gudstro kan underbygge samfundet. Gudstro kan naturligvis også være farligt for samfundet - på godt og ondt. Religion er både blevet brugt til at sabotere menneskenedbrydende regimer, men også til selv at legitimere død og ødelæggelse.

Derfor er det hverken godt blindt at følge en religion eller blindt at følge landets love. Handler vi blindt, handler vi uetisk.

fischer@religion.dk