Det har unægteligt vagt en hel del postyr, at den muslimske kvinde Asmaa Abdol-Hamid ønsker at stille op som folketingskandidat for Enhedslisten. Især det forhold, at hun går med tørklæde og ikke vil give mænd hånden, har skabt opmærksomhed, og debatten om hvorvidt det vil være acceptabelt, at et medlem af folketinget bærer det muslimske tørklæde, også når hun taler fra folketingets talerstol, har været ganske heftig.

Lad det være sagt med det samme: Søren Krarups (MF for Dansk Folkeparti) sammenligning af det muslimske tørklæde med hagekorset er absurd og krænkende for muslimer. Det er meget uheldigt, at Dansk Folkeparti og andre fra den mere eller mindre ydre højrefløj gang på gang sætter lighedstegn mellem islam og nazismen, for en sådan sammenligning forplumrer debatten og vanskeliggør dermed også en seriøs debat om islam herunder den nødvendige kritik af denne religion.

Vi har religionsfrihed i Danmark, og det medfører, at en demokratisk valgt folketingspolitiker naturligvis har lov til at være muslim, herunder klæde sig i henhold til islams normer, også når han eller hun optræder fra folketingets talerstol. Demokrati medfører, at vi må give plads til andre holdninger herunder andre religioner end vores egen, være det nu i vores dagligdag eller i vores parlament.

Når det så er sagt, kan man ikke andet end undre sig over, at Asmaa Abdol-Hamid vil stille op for Enhedslisten, og at det ser ud til, at de gerne vil have hende som folketingskandidat. Asmaa Abdol-Hamid signalerer nemlig med sin påklædning, at hun er en rettroende muslim, og det er noget vanskeligt at se, at en rettroende muslim kan føle sig hjemme i et så radikalt, sekulært socialistisk-revolutionært parti som Enhedslisten. Ligesom det også er bemærkelsesværdigt, at man hos Enhedslisten kan mene, at en rettroende muslim kan være en troværdig repræsentant for deres politik.

I virkeligheden passer den opdeling i højre- og venstrepartier som vi har i de vestlige demokratier, herunder her i Danmark, meget dårligt til rettroende muslimers behov og situation. De borgerlige partiers stramme indvandringspolitik og generelt kritiske holdning til islam gør det vanskeligt for en rettroende muslim at føle sig hjemme i disse partier og usandsynliggør, at de vil opstille en tørklædebærende muslimsk kvinde til byråd eller folketinget.

Det er derfor naturligt, at rettroende muslimer med politikerdrømme vender deres opmærksomhed mod de radikale og venstrefløjens partier, men her støder de på det problem, at disse partiers holdninger, for eksempel til homoseksuelle, er i stærk modstrid med deres værdier. Dette skaber en politisk hjemløshed hos de politisk ambitiøse rettroende muslimer, som blandt andet viser sig ved en tendens til partishopping. Man går tydeligvis efter et parti der vil opstille en, snarere end efter et, hvis holdninger man reelt set deler.

Det er således typisk, at Asmaa Abdol-Hamid før hun lagde billet ind hos Enhedslisten, i flere år havde været medlem af Socialdemokratiet, og der søgt at blive opstillet til Odense byråd, dog uden held, da man hos socialdemokraterne i Odense vurderede, at hun var for ekstrem med hensyn til hendes muslimske holdninger. Og ligesom andre rettroende muslimske kvinder med politikerdrømme har hun i første omgang svaret uklart og vævende på spørgsmål om, hvordan hun ser på dødsstraf og homoseksuelle, de typiske testspørgsmål, der skal afgøre hvor bundet en muslim føler sig af den muslimske religiøse lov, sharia.

De efterfølgende mere klare udtalelser må man, især set i lyset af, at hun for eksempel har benægtet, at hun har søgt opstilling hos socialdemokraterne, vurdere med en vis forsigtighed. Man fornemmer simpelthen en vis uærlighed med hensyn til de personlige standpunkter hos Asmaa Abdol-Hamid, hvad sådan set er forståelig i og med, at hun søger opstilling hos et parti, hvis holdninger hun næppe deler helhjertet.

Der kan næppe herske nogen tvivl om, at Asmaa Abdol-Hamid ønsker at demonstrere, at hun er en rettroende muslim. Det fremgår ikke blot af hendes påklædning, der lever op til Muhammeds krav om, at kvinder kun må vise deres ansigt, hænder og fødder, når der er mænd til stede, som ikke tilhører deres nærmeste familie. Det fremgår også af, at hun har meldt direkte ud, at hun ikke vil give mænd hånden, selvom der findes vidner på, at hun faktisk for få år siden gjorde lige netop det i forbindelse med en jobsamtale.

Hendes nuværende udmelding må derfor ses som et religiøst statement til de muslimske miljøer: Se jeg er en kvinde, der både underlægger mig og går i brechen for de muslimske normer med hensyn til omgangen mellem kønnene. Hendes tendens til vævende svar skal nok forstås på samme måde, hun vil ikke sige noget, der kan diskvalificere hende som rettroende muslim, men hun ved også, at hun skal være forsigtig, med hvad hun siger, hvis hun ikke skal diskvalificere sig som folketingskandidat for Enhedslisten.

Enhedslistens interesse for Asmaa Abdol-Hamid skal forstås på baggrund af dette partis ønske om at vinde vælgere blandt muslimerne og ikke mindst for at fremstå som progressiv. At kæmpe for muslimernes sag ses på den mere eller mindre ydre venstrefløj i dagens Danmark som et vartegn for dem, som vil ses som tolerante. Og Søren Krarups modbydelige udfald gør det i sig selv mere end vanskeligt for Enhedslisten at vrage Asmaa Abdol-Hamid. Det ændrer dog ikke ved, at et parti, der for eksempel ønsker, at homoseksuelle skal kunne adoptere børn, og at 15-17-årige piger skal kunne få en abort uden forældrenes samtykke, unægteligt kommer til at virke noget spaltet med sig selv, hvis det lader sig repræsentere af en rettroende muslim i folketinget. Om end det kunne være interessant at se Asmaa Abdol-Hamid argumentere for, at homoseksuelle skal kunne adoptere eller for den fri abort fra folketingets talerstol!

De venstreorienterede, der iler Asmaa Abdol-Hamid til hjælp, forsøger typisk at nedtone hendes tro. Hendes påklædning og hendes afvisning af at give mænd hånden udlægges som enten blot et kulturelt udtryk eller som en modig politisk demonstration rettet mod det islamofobiske og racistiske Danmark. Det er som om, at man slet ikke kan eller vil forholde sig til, at Asmaa Abdol-Hamid med sin påklædning tydeligvis vil vise, at hun er en rettroende muslim.

Og er det ikke i virkeligheden udtryk for en mangel på respekt for Asmaa Abdol-Hamids tro, at man ikke vil tage den alvorlig? Hvorfor lukke øjnene for, at hun tydeligvis vil signalere, at hun tror på Gud og på, at han har givet os nogle uforanderlige regler for vores opførsel, som vi skal holde, for at vi kan komme i paradis? Hvorfor benægte, at en sådan tro uundgåeligt vil påvirke hendes holdninger til familiepolitik, ligestilling og lignende?

Det er meget sandsynligt, at Asmaa Abdol-Hamid ikke ville kunne bestå Buttiglione testen. Den strengt katolske Rocco Buttiglione endte med at blive vraget som EU kommissær for indre anliggender, fordi et kommunistisk parlamentsmedlem stillede ham det spørgsmål, om han mente, at homoseksualitet var en synd, hvad Buttiglione som bekendt svarede ja til, om end han også understregede, at han mente, at homoseksualitet ikke skulle være ulovlig.

Jeg tolker Asmaa Abdol-Hamids svar vedrørende homoseksualitet, ?at det hører under den enkeltes frihed?, eller at hun vil stemme for det, som hendes parti siger som et udtryk for, at hun bevidst undviger at udtale sig om, hvorvidt homoseksualitet er moralsk rigtigt eller forkert. Formodentligt fordi hun som rettroende muslim opfatter homoseksuelle forhold som syndige.

Det er vel kun et spørgsmål om tid, før nogen laver Buttiglione testen på Asmaa Abdol-Hamid, og hvad gør man så hos Enhedslisten, hvis hun dumper ligesom ham? Hvem vil man så droppe? Kampen for de homoseksuelles rettigheder eller Asmaa Abdol-Hamid?

Karen M.Larsen, cand.mag.