Islam skal fordømmes

KOMMENTAR

Er kristendommen imod islam?

Det umiddelbare og indlysende svar på dette spørgsmål er naturligvis "ja". Ja, kristendommen vender sig imod islam, modsiger islam, fordømmer islam. Det kan ikke være anderledes.

Men noget i de sidste dages debat tyder på, at det kan det alligevel. En journalist har opdaget, at der i ét af den danske folkekirkes bekendelsesskrifter står, at man fordømmer muhammedanerne.

Og så har han spurgt et par kloge teologer, inklusive et par formentlig også kloge biskopper, og de har givet udtryk for, at det må man da også se at få lavet om på.

Kristeligt Dagblad har så den 13. juni forhørt sig hos endnu flere bisper og teologer og fået som svar, at de godt kan se problemet og gerne vil gøre noget ved det.

Besynderligt!

Skulle den religion, der hedder kristendommen, ikke vende sig imod og kraftigt modsige den religion, der hedder islam? Og skulle det være et problem for nogen overhovedet i det danske samfund, at folkekirken udtrykker denne modsigelse ved i ét af sine bekendelsesskrifter at hævde, at kirken fordømmer muhammedanerne?

Niels Henrik Arendt får da også indsparket den bemærkning, at den artikel i bekendelsen da vist ikke har forhindret nogen samtale mellem muslimer og kristne. Og Karsten Nissen indleder med den konstatering, at folkekirken selvfølgelig skal modsige islam som religion.

Og oven på den konstatering må man spørge, hvad da problemet er: Det er jo netop, hvad bekendelsen gør, den modsiger islam. Det eneste, man kan spørge om, er, hvorfor den nutidige folkekirke da ikke gør det.

Da jeg i sin tid udgav en lille pjece, der hed "Kristelige prædikener imod islam", blev jeg interviewet til Kristeligt Dagblad. Og jeg havde det største besvær med at overbevise journalisten om, at prædikenerne virkelig var imod islam. Ja, jeg tror næsten, at der i interviewet kom til at stå noget om, at de naturligvis ikke var imod islam.

Bagefter sad jeg med en sær fornemmelse i hovedet: Hvorfor er det ikke politisk korrekt at modsige islam? Hvorfor må man ikke komme med argumenter imod en religion, som man vitterlig mener har fået noget galt i halsen? Og så fra en journalist fra et blad, der kalder sig kristeligt!

Så det kan være, at det ikke er biskopperne og diverse teologer, jeg skal rette min undren imod, men journalisterne Øjvind Kyrø og Bente Clausen.

Jeg for min del anser muslimer for at være nogenlunde begavede mennesker. Og ethvert nogenlunde begavet menneske skulle ret let kunne forstå, at når man modsiger og fordømmer islam, så betyder det, at man retter en række argumenter imod den fremmede religions trossætninger og livsholdninger, ikke, at man fordømmer de mennesker, der er tilhængere af den religion.

Den skelnen kan vi jo gennemføre på alle mulige andre områder (jeg er bunduenig med dig i din politiske holdning, men kan godt lide dig som menneske), hvorfor skulle vi så ikke kunne det på det religiøse område?

Man undres!

Nå, for nu til sidst at vise, hvordan man som kristen kan og bør modsige islam, lad mig så fremføre to eksempler (jeg har jo tidligere her på religion.dk fremført nærmest et overflødighedshorn af argumenter mod islam).

Det ene går på stening for utroskab. Den straf er ikke hjemlet i koranen. Alligevel praktiseres den i en del muslimske lande. Og man kan naturligvis, som mange hjemlige muslimer, vende sig imod denne straf ud fra den kendsgerning, at den ikke står i koranen.

Men mere naturligt vil det dog være for en kristen at henvise til Joh 8,1-11, hvor der fortælles om en kvinde, som er grebet i utugt, og som farisæerne vil have stenet. Jesus svarer som man måske husker: "Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende." Og så gik de bort, og fortællingen slutter med, at Jesus siger til kvinden: "Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere."

Når denne fortælling er at foretrække, skyldes det, at den fører os ud over lovbetragtningen. Den får os til at se et menneske i synderen. Den får os til at forstå hende indefra og spørge efter, om steningsloven fra det gamle testamente er rimelig, og efter, om den praksis, visse muslimske lande har, er det.

Det andet sted, hvor jeg mener, islam skal modsiges, er med hensyn til kravet om, at tyven skal have hugget sin hånd af. Dette krav står i koranen, i sura 5,38. Her hedder det i en norsk oversættelse, jeg har fundet på nettet:

"Tyven, mann som kvinne, hugg av deres hender, som en gjengjeldelse de har fortjent, og som en preventiv straff fra Gud. Gud er mektig, vis."

Spørgsmålet er ikke, hvor ofte dette har været praktiseret. Jeg véd godt, at muslimske lærde har søgt, så godt de formåede, at reservere denne strenge straf for kun ganske få tilfælde. Spørgsmålet er, om man virkelig kan tro på, at en sådan straf er fra Gud.

Jeg kan ikke. Jeg kan derimod langt lettere se det guddommelige i den tilsvarende kristne formaning i Ef 4,28, hvor det hedder: "Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det."

Der er ikke tale om, at nogen hånd skal hugges af. Tværtimod skal hånden bruges til det, Gud har skabt den til: til at arbejde med, så den, der har forbrudt sig, ikke mere skal ligge nogen i samfundet til last.

Mange flere punkter kunne naturligvis nævnes, punkter, hvor islam så sandelig skal modsiges og fordømmes.

Og læg mærke til: Jeg siger ikke, at det må muslimerne sandelig finde sig i. Jeg siger: Det er den eneste måde, vi kan opføre os renfærdigt på overfor muslimerne; så véd de, hvor de har os.

Ricardt Riis
Cand.theol.