Paven ønskede en åben diskussion

Hvad gør man ikke for sin kone?

Forleden var jeg sat til at slå græs. Mens jeg slog, gik livets mest basale kendsgerning op for mig.

Der var en stor plet på græsplænen, hvor mosset tog fat og slog græsset ihjel.

Det slog mig, at behovene er forskellige for græs og mos, græsset kræver mere lys og gødning, mens mos kun kræver kølig stagnerende atmosfære.

Når det gælder religiøs opfattelse, forståelse og dyrkelse, begynder den verden, vi oplever nu, at ligne en børnehave, hvor vi alle som små børn begynder at skændes med/mod hinanden: "Du er dum, du har rødt hår" - "nej, det er dig, der er dum, du har ingen fortænder, du kan ikke smile."

Mange føler sig stødte over Pavens udtalelser om Islams udbredelse. Det var ikke hans udtalelse, men Paven Bennedikt XVI gensagde bare det, der blev sagt af en byzantinsk kejser i 1391 om Muhammed, at han kun har frembragt "onde og umenneskelige ting," og at han ville udbrede troen "ved hjælp af sværdet."

Han kaster bare en tanke ud for diskussion. Lige med et overfalder hele verden Paven og truer med blodbad.

Bortset fra imamer, er der tydelige tendenser i den muslimske befolkning til, at de ikke gider al den "religionssnak" mere. Takket være Al-Qeada, kender vi alle efterhånden islam som voldelig, og islam er ved at miste respekt som fredelig religion.

En flok af halvhellige tanketomme kumpaner forlanger Pavens undskyldning. Man graver de gamle kristne historier frem og viser, hvor blodige de har været. Stiller spørgsmål om Inkaerne i Sydamerika og Indianerne i USA. Hvor blodig var inkvisitionen og heksebrændingerne og de kristne korstog ikke?

Man nævner alle de kristne ugerninger i tidens løb, som om det vil retfærdiggøre islamiske ugerninger.

Men desværre siver det ikke ind i deres hoveder, at man frit kan kritisere kristendommen. Det medfører ingen flag- eller ambassadeafbrænding. Moskeerne er intakte, ingen skudt, modsat hvad der skete som følge af Pavens udtalelser, hvor en katolsk nonne blev skudt.

Spørgsmålet er ikke, hvad islam eller kristendommen har gjort, men for vores børns og børnebørns skyld skal vi skabe en atmosfære, hvor man kan snakke om tingene, uden at det bliver opfattet som forhånelser og mudderkastning.

Man kan ikke føre en samtale, en dialog, hvis man, hver gang man siger noget, bliver truet med brand og bål.

Det var engang i England et firma, der producerede sandaler med en hindugudinde. Hindugudinder er meget smukke damer og afbildes som spektakulære figurer med mange arme, dog kun med to bryster, til gengæld altid flotte. En reklame som fanger folkets opmærksomhed.

Der var protester fra hinduer. Efter en civiliseret dialog blev de taget ud uden vold og flagbrænding, og der var heller ingen sygelig afpresning om undskyldning.

Der var også et par sager i Danmark om Jesus-sandaler og t-shirts med Jomfru Maria. Men alt endte jo fredeligt.

Det er da indlysende, at terror ikke udføres af normale sunde mennesker, men af syge, afstumpede personer. Politikere, imamer og andre af os, skal ikke være fanebærere for terrorister med lallende attituder.

Det ville have været på sin plads, hvis der var flere protester og fordømmelser mod ugerningerne i Somalia, hvor en nonne blev skudt, og da man afbrændte pavedukker i Pakistan og kirker i Palæstina. Det er bydende nødvendigt at vise sin foragt for hysteriet og de grusomme bagmænd.

Jeg var til et møde hos nogle muslimer i Indien, da jeg påpegede, at Muhammed giftede sig med sin kone Aisha, da hun kun var 6 år og gik i seng med hende, da hun bare var 9 år.

Mange unge muslimer afviste det som vestlig propaganda mod islam, men der var en ældre muslim, som har forklaret mig, at Muhammed fik en åbenbaring fra Gud, om at hun kom til at spille en rolle i islams udbredelse, og den eneste måde man kunne tage vare på piger på den gang, var ved at gifte sig med dem.

At gå i seng med hende var nødvendigt for at stadfæste sin status over hende for omverdenen, ellers mistede man sin autoritet.

Meget muligt, men da jeg sagde, at den slags åbenbaringer ligger langt uden for mine gudsbilleder, blev han fornærmet. Så var der ikke mere en dialog. Blot et slagsmål.

Det var netop det, Paven ville: en platform, hvor man kan sige ting til hinanden om hinanden. Det drejer sig ikke om "at kaste den første sten," som de halvhellige kumpaner med misforstået attitude fremhæver, men det var en invitation til åben diskussion.

Hvordan Pavens resterende tale hængte sammen med citatet, var der ingen, der interesserede sig for.

Mos og græs kan gro side om side og kan være lige blødt og grønt. Hvis man ikke luger lidt hist og pist, vil de slå hinanden ihjel.

I gamle dage var religiøs lugning at slå hinanden ihjel, men nu om dage skal vi leve side om side med forskellig religiøs opfattelse, forståelse og dyrkelse.

Dhamu Chodavarapu
Hindu, skribent og debattør