Hellige skrifter i kristendommen

Det gamle Testamente (GT) er oprindeligt skrevet på hebraisk og Det nye Testamente (NT) på græsk. Men ingen bog er oversat til så mange sprog som netop bibelen. Og nye oversættelser kommer til, dels fordi et nationalsprog ændrer sig, dels fordi bibelvidenskaben, sprogvidenskaben og historievidenskaben udvikler sig og gør nye opdagelser. Den danske bibel er i sin seneste oversættelse fra 1992.

Det Gamle Testamente

Ordet bibel kommer af det græske biblia, der betyder små bøger. Og det gælder for det første GT. Den består af 39 skrifter. Disse skrifter udgør langt fra en helhed, men er blevet til over en lang periode, måske på 700-800 år. GT består af vidt forskellige former for litteratur. Fortællinger, lovtekster, profetord, digte. Bag flere af disse tekster ligger der mundtlige traditioner, der er blevet nedskrevet lidt efter lidt. Nogle af skrifterne har undervejs op igennem århundrederne undergået redigeringer og tilføjelser og er så endelig blevet til det samlede værk, som vi i dag kalder Det Gamle Testamente.

Den vigtigste periode i de GT-lige skrifters tilblivelse er de cirka 40 år, hvor præsterne fra Jerusalems tempel var i eksil i Babylon fra 587-539f.v.t. Netop herovre i landflygtigheden har det været nødvendigt for præsteskabet af finde tilbage til sin religiøse identitet og man har forsøgt at samle alt det, som hidtil havde været kilder til den israelitiske religion. Men GT har først fundet sin nuværende form i det første århundrede f.v.t.

Med betegnelse Det Gamle Testamente er signaleret, at der følger noget efter, nemlig Det Nye Testamente. Og det er da også kirkens forståelse, at fortællingerne om skabelsen, profeternes syner og Moseloven er forudsætningen for Det Nye Testamentes forkyndelse af Jesus som Guds søn. Men samtidig er GT også jødedommens hellige bog. Eftersom jødedommen ikke anerkender NT som et hellig skrift, har man her en anden betegnelse.

Tanak kalder jøderne GT. Det er forbogstaverne i den hebraiske betegnelse for henholdsvis loven (toraen) og den hebraiske betegnelse for profeterne (naviim) og skrifterne (ketuvim).

Hvad står der i Det Gamle Testamente?

Vi kan bedst betegne GT som en antologi, der både afspejler den israelitisk-jødiske religions historie og selve det jødiske folks historie frem til omkring 300 år f.v.t.

Forrest har man i redigeringsarbejdet sat urhistorien, det vil sige fortællingerne om skabelsen, den første menneskehed og dens undergang i syndfloden. Dernæst fortællingerne om det israelitiske folks stamfædre, Abraham, Isak og Jakob.

Videre fortælles om det israelitiske folks slaveri og udfrielse fra Egypten og vandring tilbage til det forjættede land, Kanaan. Fortællingen fra indvandringen og etableringen af kongedømmet får sin kulmination med David. Herefter kommer nedturen gennem kongetiden, hvor det samlede kongedømme for det første deles i to og dernæst besættes af de mellemøstlige stormagter.

Hele denne fortællesamling afspejler dels en urtid i folkets historie, som vi ikke har en historisk viden om, dels perioden fra omkring år 1000 f.v.t. og frem til år 300 f.v.t.

Skrifterne, der afspejler fortællesamlingen, er de fem Mosebøger, Josvabogen, Dommerbogen, de to Samuelsbøger og Kongebøger, samt de to Krønikebøger. Hertil kommer, at profetbøgerne også indeholder historiske efterretninger.

Men der er også skrifter af anden karakter, end dem, der fortæller om folkets historie. Det gælder for eksempel den store samling på 150 digte, Salmernes Bog. Det er først og fremmest lyrik, der er blevet brugt ved gudstjenesterne ved Jerusalems tempel. Endelig er der visdomslitteratur som for ekesempel Jobs bog, Ordsprogenes bog. Skrifterne Højsangen og Prædikerens Bog behandler eksistentielle spørgsmål som lidelsen, livets mening og kærligheden.

Det siger sig selv, at en bog (eller snarere en antologi), som blevet til over så lang en tidsperiode, ikke har en entydig opfattelse af Gud og verden. Derfor har den kristne kirke også lagt mere vægt på visse temaer i GT. Skabelsen, loven og profeternes udsagn om en kommende frelser (Messias) repræsenterer her centrum af disse temaer.

Det Nye Testamente

De 27 skrifter i NT består af forskellige genrer. Den første hovedgrupper er de fire evangelier, der fortæller om Jesu liv, hans forkyndelse, hans død og opstandelse. De fire evangelieer er opkaldt efter de formodede forfattere og hedder: Mattæus-, Markus-, Lukas-, og Johannesevangliet. De tre første kaldes også de synoptiske evangelier, fordi de kan ses sammen (græsk: synopse). Det vil sige de følger i store træk hinanden i fremstillingen af Jesu forkyndelse og livsskæbne.

Markusevangeliet regnes for at være det ældste af de tre, idet næsten alt, hvad Markus skriver er indeholdt i de to andre evangelier. Johannesevangeliet afviger fra de andre tre ved at fortælle om Jesu liv i en anden rækkefølge og i øvrigt ved at bruge andre begreber og en anden sproglig stil.

Evangelierne er skrevet mellem år 70 og 100. Det betyder, at der forud for evangelierne er gået en mundtlig overlevering af fortællingerne om Jesus inden den skriftlige udformning. Det kan naturligvis undre os, at man først 40 år efter Jesu død og opstandelse nedskriver beretninger om ham. Forklaringen er, at de første generationer af kristne levede i forventning om Jesu nære genkomst. Denne forventning opgives, da Jerusalem i år 70 bliver ødelagt af den romerske besættelsesmagt. Begivenheden gør, at de kristne menigheder begynder at nedskive, hvad man havde overleveret om Jesus.

I NT følger så endnu et fortællende skrift efter evangelierne, nemlig Apostlenes Gerninger, som handler om de første kristnes liv og vilkår, missionen ud i det øvrige Palæstina og videre ud i den græsk-romerske verden. Dette skrift har uden tvivl samme forfatter som Lukasevangeliet. Hovedpersonen bliver i Apostlenes Gerninger Paulus, der har skrevet en lang række breve til de menigheder, som han enten selv har grundlagt eller har tilsyn med. I sine breve fremlægger Paulus sit kristendomssyn, rådgiver menighederne, griber ind i og indskærper, hvad der er ret kristen tro og livsførelse.

Til Paulus' breve slutter sig en gruppe breve, som tillægges henholdsvis Johannes, Peter og Jakob. Og endelig har vi et af biblens mærkværdigste skrifter anbragt til sidst i NT. Det er Johannes' Åbenbaring, som består af breve til syv menigheder i Lilleasien og hvor forfatteren opfordrer de kristne til at holde ud i forfølgelserne. For den sidste kamp mellem Gud og Satan er begyndt, og den vil med sikkerhed ende med Guds sejr og hans riges komme i form af det nye Jerusalem. Det er visioner af verdens undergang, dommedag og den nye skabelse, som har haft afgørende betydning for kirkens tolkning af de sidste tider. NT munder altså ud i en vision om verdens afslutning. Og med dem ender altså den hele kristne bibel.

Der skulle imidlertid gå et par århundreder, inden man i kirken fastholdt, at det netop var disse 27 skrifter, der skulle udgøre NT. I det 2. århundrede dukker der andre evangelier skrifter op, men de bliver ikke regnet for at være autentiske vidnesbyrd om Jesu liv og forkyndelse og kommer derfor ikke med i NT. Men det, at NT på dette tidspunkt er en realitet, ændrer også de kristnes syn på GT. Vi må forestille os, at de kristne hidtil har regnet GT for et vidnesbyrd om Jesus Kristus. Men nu bliver Det Gamle Testamente tolket som forberedelsen til Jesu komme.

Med samlingen af den hele bibel bliver kristendommen også en skriftreligion, det vil sige en religion, der finder åbenbaringen af det guddommelige i en bog. Der er blot det problem ved denne bog, at den er blevet til over så lang en tidsperiode og derfor heller ikke er entydig i sit budskab.

Bibelforskning

Der er det særlige ved Bibelen, at dens indhold er blevet til i løbet af en historisk proces og dens skrifter i øvrigt er knyttet til historiske begivenheder. Derfor er Bibelen også genstand for en historisk-kritisk forskning. Det samme gælder indenfor jødedommen, hvor man også forsker i GT. Derimod kender man ikke til en historisk forskning af de hellige skrifter indenfor islam, buddhisme og hinduisme.

Den historisk-kritisk forskning arbejder således med forholdet mellem teksterne og den historie, de beretter om. I hvilken situation er teksten blevet til? Hvad har været forfatterens anliggende i forhold til skriftetets affattelsestid? Hvad er tekstens teologi? Man undersøger endvidere, hvad der kan være sket med teksten undervejs fra dens tilblivelse til den fandt sin plads i GT eller NT. Er der redigeret i teksten?

Som eksempel på forskningens arbejde kan nævnes den såkaldte formhistoriske metode. Man undersøger altså, om teksten er blevet formet af den brug, man gjorde af den. Det er især tydeligt, når vi taler om evangelierne i NT. Her er der gået en lang mundtlig tradition forud for den skriftlige udformning af evangelierne. En nærlæsning af evangelierne viser, at de første kristne generationer har formet eller sat deres fingeraftryk på evangelierne. Og det ganske enkelt fordi Jesu ord, fortællingerne om hans liv og skæbne, hans død og opstandelse netop blev brugt som svar på de problemer og forventninger, som de kristne stod i.

Endelig arbejder man i den historisk-kritiske forskning med spørgsmålet om forholdet mellem den historiske Jesus og den forkyndte Kristus. Og her rejser spørgsmålet sig, om det overhovedet er muligt at komme bagom evangelierne og finde frem til den autentiske Jesus.

De fleste kristne kirker støtter denne videnskabelige forskning, fordi man finder det væsentligt at kunne skelne mellem, hvad der er skrifternes rent historiske forudsætninger og tolkningen af skrifternes indhold. Og netop tolkningen af skrifternes forkyndelse (deres teologi) må kirken arbejde med for at kunne formulere kristendommens indhold her og nu.