Den mest hastigt voksende del af kristendommen i verden i dag har taget navn efter den netop overståede højtid, pinsen.

Det har den fordi den lægger stor vægt på åndens manifestationer, sådan som de kommer til udtryk i pinseberetningen.

I en verden, der igennem moderniteten er blevet stigende selvbevidst og fokuseret på det materielle, er pinsekirken og de karismatiske kirker og bevægelser et udtryk for en modreaktion, som skal gøre mennesket opmærksom på, at verden først og fremmest styres af ånd.

Ikke helt tilfældigt, så gør det samme sig gældende for den anden store religiøse vækkelse i nyere tid, nemlig new age, eller moderne individuel spiritualitet. Her er kodeordet nemlig spiritualitet - eller åndelighed.

Der er mange træk, som forener disse to strømninger, såsom fokus på personlig, åndelig erfaring, autenticitet, praksis over dogmatik, heling og helbredelse, styrkelse af den enkelte, tilbøjeligheden til konspirationsteorier, interessen for åndelige fænomener såsom engle og dæmoner, fokus på psykisk-åndelige evner såsom clairvoyance/profeti, kanalisering/tungetale. Ja, man kunne blive ved.

Fælles for de to strømninger er også, at de ikke bliver taget særlig seriøst af den traditionelle, institutionaliserede religion, som i Danmarks tilfælde, folkekirken.

Her opfattes de som en anelse primitive, uden større refleksionsniveau, med alt for anarkistisk praksis, der ikke sikrer kvalitet og ordentlighed.

Skepsissen er udbredt, og modsætningsforholdet finder ikke den store lindring her.

Pinsetiden kan derfor give anledning til at stille sig det spørgsmål, hvad man skal stille op med spændingen mellem det institutionelle og det spirituelle.

For det er helt oplagt, at de to ting jo må høre sammen. En institution uden ånd er et fængsel. Men hvad er ånd uden krop, eller i denne sammenhæng, institution?

Det er naturligvis ikke sådan, at folkekirken er uden ånd, og pinsekirken og moderne spiritualitet er uden institution.

Men det kan lade sig gøre at argumentere for, at folkekirkens fare er at stivne i strukturerne.

Mange mennesker giver således udtryk for, at de føler sig lukket inde og begrænset af den måde, som folkekirken formidler det kristne budskab på.

Faren for karismatik og spiritualitet er til gengæld at miste jordforbindelsen i lutter åndelig entusiasme. ?Hvor var omtanken, ansvaret og de holdbare rammer henne??, kan man høre mennesker give udtryk for efter erfaring med disse former for religiøsitet.

For det første skal man gøre sig klart, at institutioner er åndens værk.

Uden ånd var mennesket ikke i stand til at skabe institutioner, som kan danne ramme for mange menneskers fælles liv. Institutionen i sig selv er ikke ond, men måden den forvaltes på, kan ende med at undertrykke det, den skulle bygge op.

Omvendt skal man også gøre sig klart, at ingen åndelige erfaringer kommer ud af den blå luft.

De formidles gennem det sprog og de institutioner, som har formet os. Ånden stræber mod det uendelige og risikerer at sprænge menneskets sunde grænser, hvis den bruges til at flygte fra en besværlig verden.

Institutionen stræber mod at give tingene form og genkendelighed og risikerer at begrænse snarere end at muliggøre, at facilitere.

Det institutionelle og spirituelle kan med andre ord aldrig løsrives fra hinanden, men ånden kan tage form på mange måder.

Måske har det institutionelle og det spirituelle noget at sige hinanden, sådan som det udformes i dagens Danmark med folkekirken på den ene side og de karismatiske kirker og de spirituelle strømninger på den anden side?

Måske er det tid til at overveje, hvordan ånden, der i sin tid gav de første kristne mod til at danne menigheder med, også i dag holder de strukturer i live, der holder 85% af Danmarks befolkning indenfor folkekirkens rammer - og spørge sig selv, hvordan vi fortsat kan byde ånden velkommen, så den kan give liv og vækst til de mennesker, der benytter sig af den kirkelige institution.

Lars Buch Viftrup
Cand. Theol. og konsulent for IKON