Pinse

Det lille barn i krybben og manden på korset er stærke markører, som gør indtryk på barn og voksen. Der er håndgribelige billeder knyttet til både jul og påske, men når det gælder pinse, er der ikke rigtigt noget billede at hæfte på højtiden. Der er noget med ildtunger, men ingen ved, hvordan sådan nogle ser ud. Vi får i pinsen ikke noget foræret på billedsiden, og det er der en pointe i, mener præst ved Skæring og Vejlby Kirker ved Århus Lena Kjems.

Helligånden

? Helligånden er Guds ånd, og hvis vi fra vores eget liv kunne hente alle de billeder, der skulle til for at forklare den, så var det ikke længere Guds ånd. For Helligånden er Gud selv, og Han er jo større end vores forestillinger om Ham. Vi kan ikke sætte billeder på Helligånden. Vi skal have fat i hjertet, og i grunden er det jo pinsen, der er hjerternes fest.

Lena Kjems sidder i huset i Risskov ved Århus, og selvom hun selv mener at have fået "ammehjerne" efter en nyligt overstået barselsorlov, og derfor ikke har de nødvendige citater så present som tidligere, så ved hun på hvilken tankehylde, hun skal lede efter præsten og digteren Jakob Knudsens ord: "Det gælder om ikke at træde ordstier uden om hjertet."

Hjerte og Helligånd

? Det gør vi ved alle de små spil, vi har for med hinanden ? med ironi, distancering og strategier, som vi tyr til, når det bliver lidt for personligt det hele. Helligånden sigter efter hjertet uden svinkeærinder, og hvor Helligånden virkelig rammer plet, bliver der pinse. Pinsen er jo et svar på, hvad jul og påske kommer os ved i dag. Hvad Jesus udrettede, da han gik på jorden, kom jo dengang nogle mennesker til gode, men for os er det en fortælling om nogle, der var engang. Pinsen føjer det til, at den historie kommer os ved, fordi Helligånden taler til os ganske personligt. Og der, hvor vi tager det personligt, bliver der pinse, siger Lena Kjems.

På spørgsmålet om hvorvidt det betyder, at vi selv kan gøre en indsats for at mærke Helligånden, kommer svaret prompte samtidig med, at hun slår en knyttet hånd ned i den bløde sofa:

? Nej, Vorherrebevares! Det projekt er dødsdømt. Helligånden er ikke en følelse. Helligånden vederfares én, mens man er blottet for præstation og kontrol. Helligånden er noget, der er i spil mellem mennesker. Mange mennesker går hver deres vej og søger en form for åndelighed, hvor de kan have sig selv med, men Helligånden er fællesskabets ånd, siger Lena Kjems og finder et ny citat frem.

? Jeg tror, det er digteren Søren Ulrik Thomsen, der har sagt, at han går i kirke for at afvikle sig selv. Man er jo gladest, når man glemmer sig selv. Jeg møder i stigende grad mennesker, som er ude af sig selv i forsøget på at finde sig selv. Hvad sker der, når den selvudvikling ender i mørke, tomhed og angst? Hvad gør man så? Den kristne forkyndelse siger, at meningen med livet ligger lige præcis foran én, og alt, hvad der skal gøres, har Jesus gjort, og hvad han ikke nåede, det gør Helligånden ? når og hvis den vil, siger Lena Kjems.

Så selv at søge en fornemmelse for Helligåndens sus ved gudstjenester i bøgeskoven eller ved pilgrimsvandringer er ikke vejen frem, mener hun.

Helligånden og kirken

? Evangeliet er et evangelium til trøst. Selvom det er godt vejr hele pinsen, og vi kan tænde op i Webergrillen og gå til friluftsgudstjeneste, så er der ikke nogen trøst i det, for trøsten er knyttet til ordet. Hvis jeg er angst og ked af det, forstenet, nytter det jo ikke, at én siger til mig, at himlen er blå. Der er ikke trøst i naturen. Den oplader, stemmer sindet og gør meget godt, men du får ingen trøst af, at himlen er blå. Faktisk gør det nogle gange det hele meget værre. Der er en grund til, at vi holder gudstjenesten i kirken, for Helligånden er i den protestantisk lutherske kirke knyttet til forkyndelsen af evangeliet, sakramenterne og fællesskabet, siger Lena Kjems og mener, at der i dag mere end nogensinde er grund til at understrege det, på grund af det hun kalder en "diffus åndelighed".

? Jeg tror, at vi alle har åndelige længsler, og det er de færreste, der i dag siger, at de ikke tror på det, der ikke kan ses. Men vi kommer nogle gange til at projicere vores længsler ind i åndeligheden, så den bare bliver os selv, som vi gerne vil se os selv. Og her er det en vigtig pointe, at Helligånden også fortæller os det om os selv, som vi ikke bryder os om at høre. Grundtvig har faktisk skrevet Helligåndens arbejdsbeskrivelse i "Talsmand som på jorderige": "Væk de dorske, styrk de svage, tugt de trygge, trøst de spage, gør os daglig husbesøg." Helligånden kan ramme os alle sammen, enten i vores sorg eller i vores overmod. Intet kan vi gøre selv, siger Lena Kjems og understreger sine ord med endnu et citat.

? "Thi findes noget godt i mig, det alt jo virket er af dig," siger Brorson. Og det er nok den største anfægtelse for folk i dag ? tanken om, at man har brug for syndernes forladelse. Det kristne evangelium vil aldrig blive stuerent.

Selvom kirken i pinsetiden er oppe imod, hvad Lena Kjems kalder vor tids katedraler, nemlig plantecentrene, og selvom man kunne kalde pinsedag for store trailerdag, er det ikke noget, hun begræder.

? Jeg har da også stået i kø i Netto en søndag morgen for at få en bagemaskine til 499 kroner, siger hun og vil ikke være med til, at kirken skal appellere til potentielle kirkegængere med gode oplevelser.

Kirken og hjertet

? Jeg synes, mange former for kirkelighed har det som Fakta-reklamen, hvor de siger. "Det tager kun fem minutter, men vi vil så gerne have, du bliver lidt længere." "Vil I ikke nok komme? Det kan godt være, det lyder lidt dumt i begyndelsen, men bare hæng på, for det bliver rigtig godt til sidst." Den appel bryder jeg mig ikke om. Det bliver lidt ynkeligt, og sådan kan man ikke bevæge hjertet.

? Skal hjertet bevæges, går man ind i det som i et forpligtende kærlighedsforhold, hvor man ikke bare er tilskuer og sidder og vurderer, om man nu har fået en ordentlig én på opleveren. Vi er vilde efter at få gode oplevelser, men det er faktisk ikke kirkens opgave at give os dem.

? Det er da fint, hvis vi får dem, men det, vi kommer i kirke for, er først og sidst at få vore synders nådige forladelse. Der starter det, og der slutter det. Hvor man vil omgås det, hvor man i sin åndelighed vil lave en anden sandhed, er man på vildveje. Der har man taget motorvejen rundt omkring hjertet, for det, der bevæger os, er noget uden for os selv, siger Lena Kjems.

Og hun mener ikke, at man ved forskellige tiltag kan hente folk i kirke, som ikke af sig selv ønsker at komme for at høre evangeliet om Jesus, der i pinsen sender sin ånd.

? Selv i inderkredsen af kirken er der folk, som er lidt flove over det, som er kernen i kristendommen, nemlig evangeliet, og som kirken skal være en ramme for. Som om det ikke er godt nok. Det er det, vi har, og det mindste, man kan gøre, er da at prøve ikke at stå i vejen for det. Det er jeg bange for, at man kommer til med alle de tiltag, den geskæftighed og præstationstrang. Evangeliet siger det modsatte, nemlig at vi ikke skal præstere noget. Og derfor skal vi gå i kirke om søndagen for at få at vide, at vi ikke er summen af vore præstationer, og at Helligånden tilskriver dig en merværdi, som du slet ikke fortjener, siger Lena Kjems.

Det Gamle Testamente

Den gammeltestamentlige pinsefest markerer, at Moses får stentavlerne med De Ti Bud. Han får loven, en sten, der er til at tage og føle på. Men ifølge Lena Kjems handler pinsen om, at denne sten og apostlenes følelse af forstening bliver forvandlet til liv.

? I pinseunderet bliver loven skrevet i hjerterne i stedet for. Jesus har godt nok vist sig inden pinse, men apostlene er alligevel som forstenede, for hvad betyder det for dem? Men det hjerte, der var forstenet, bliver vakt til live. Grundtvig får det sagt genialt i salmen "I al sin glans nu stråler solen", som giver hele svaret på, hvad der sker i pinsen: "Thi du for hjertet, vi gav dig, gav os med ham dit himmerig." Der finder et bytte sted ? vi taber vores hjerte til Gud og får det evige liv i stedet. Det er ikke noget for noget, for vi får jo meget mere, end vi giver, så det er et livsaligt bytte, hvis man er ramt i hjertet af den sandhed. De, for hvem det bliver pinser, kan se det forunderlige i det, der sker. Andre synes bare, det er for underligt. Der sætter troen skel.

Lena Kjems

Født 1964 i Ulstrup. Teologisk kandidat 1991, derefter ansat ved Aarhus Universitet. Ph.d. i 1997 på en afhandling om forplantningsteknologi og etik. Ansat som hjælpepræst i henholdsvis Vejlby og Skæring Kirke ved Århus. Mor til tre, gift med professor Jørgen Kjems.

PINSE KORT FORTALT

Pinsen var oprindeligt en jødisk fest, hvor jøderne mindedes Guds pagt med Moses på Sinaibjerget, da han fik lovens tavler. Den kristne pinse opstod, da disciplene ? efter Jesus var faret til himmelen ? var samlede i Jerusalem og mærkede et pust og begyndte at tale og profetere på fremmede sprog med ildtunger over deres hoveder. Den hændelse, Helligåndens komme, bliver betegnet som pinseunderet. I forbindelse med pinseunderet sluttede omkring 3000 mennesker sig ifølge Apostlenes Gerninger til den første kristne menighed. Pinsen bliver derfor også kaldt for kirkens fødselsdag.