Med et slag så jeg Guds storhed

I sommerens skrivekonkurrence spurgte vi: Hvad var din største religiøse oplevelse? Mange har indsendt et indlæg, og i de kommende dage bringer religion.dk vinderindlæggene. Muslimske Helen Latifi fik en delt femteplads for denne beretning.

I Gud den mest barmhjertiges navn:

Jeg stod op til en dag fyldt med lektier og stress. Var glad fordi jeg var kommet ind på medicinstudiet og tænkte, at intet kunne gøre mig mere lykkelig nu. Tog hen til endnu en langtrukken forelæsning.

Tiden gik meget hurtigt de første par måneder. Den stod på fester i stribevis. Jeg lærte mange ting efterhånden, efter at være flyttet for mig selv. En ting gjorde meget indtryk på mig, og det var, at man rent faktisk blev meget afhængig af sit netværk, både studiemæssigt og følelsesmæssigt.

Netværket aflastede en for diverse ydre problemer, men det indre havde mange svært ved at nå ind til. Men ensomheden gnavede løs i mig.

Hvad var det, tænkte jeg tit, og prøvede at dulme smerten ved at knytte tættere bånd til mine veninder - men forgæves.

En verden fyldt med mennesker omkring mig og så stadig have en ulidelig følelse af at være alene, det var ikke til at forstå.

Jeg kommer fra Iran og har derfor en kulturbaggrund, som jeg skulle værne om. Kulturelle værdier der lå dybt i mig, og som jeg ikke bare kunne smide væk, for det var den sidste rest af et svar på min anderledes hudfarve.

Jeg drak ikke alkohol eller spiste svinekød, da jeg var blevet fortalt hjemmefra, at det burde man ikke som muslim. Mærkeligt nok så stillede jeg aldrig spørgsmål ved min tro, og jeg havde påført mig den mærkat at være muslim uden at vide, hvad det indebar.

Spørgsmålene, jeg fik fra min omverden angående min tro, lå ubesvarede hen.

Længsel efter svar

Endnu en sjov dag i byen, hvor det bare handlede om at glemme den evige indre rastløshed, som rasede i sjælen.

En verden, hvor man kunne flygte hen, lytte til musikken og få hjernen rystet løs af rytmen. Det kraftige beat overdøvede tankerne, og man levede sig ind i en kunstig verden.

Det gik hen og blev en form for rus, man skulle have, når verdslige stressende problemer blev for presserende.

Min interesse for religion i al almindelighed begyndte langsom at tage en drejning. Jeg begyndte at diskutere med forskellige trosretninger i universitetets afkroge og fandt ud af, at min viden om islam var mere minimal, end jeg selv havde troet.

Jeg undrede mig over, hvordan jeg kunne gå ind for en livsanskuelse uden at kende ret meget til den. Begyndelsen på min private udforskning af livets mysterium var startet.

Jeg filosoferede i timevis over fortidige hændelser i mit liv og prøvede at trække en rød tråd igennem det hele. Jeg kunne ikke. Jeg var rastløs over den puslespilsbrik, som manglede for at få mine tanker renset, og for at jeg kunne finde ro.

Hvem var jeg, og hvad var mit mål her i livet? Var det målet at tilegne sig status som læge, eller var målet at stifte familie? Eller var målet at få accept fra omverdenen? Hvad var lykke? Det vat udefinerbart, og jeg kunne ikke forholde mig til det.

Mit indre skrig efter en større mening med livet overdøvede tit mine tanker. Hvorfor var jeg ikke glad, når jeg havde alt? Hvad var det, jeg søgte efter? Alle disse spørgsmål ville jeg have svar på.

En skelsættende nattevagt

Min vagt på intensivafdelingen skulle ændre min livsfilosofi den velsignede dag. Jeg skulle ind til en ung mand med akut koma pga. for højt alkoholindtag.

Jeg observerer patienten og tænker på, at de lige har hentet ham ind fra byen. Hvorfor, tænker jeg? Hvorfor lade sådan et ungt menneske dø pga. alkohol? Jeg får tårer i øjnene, men holder dem tilbage, da jeg må optræde professionelt.

Min hånd søgte mod hans hånd, og jeg holdt den fast i håbet om, at han ville vende tilbage til en bedre tilværelse, end den han havde haft. Hans sjæl ville væk fra kroppen og alligevel ikke. Han mumlede et eller andet til mig, og en tåre faldt fra hans øje.

Dette var ikke drengestreger. Han havde haft en mening med det, han foretog sig. Han ville drikke sig væk fra problemer. Kunne han ikke stoppe med indtagelsen pga. sin indre uro? Jeg strøg ham over hans fugtige pande og lukkede hans øjne. Han døde kl. 03 om natten.

Man fandt ud af, at han også havde indtaget større mængder paracetamol umiddelbart før hans overforbrug af alkohol. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle føle. Den indre knugende uro bredte sig og overtog mit hjerte.

Jeg skulle hjemad, og på vejen til bussen tænkte jeg endnu dybere over meningen med dette liv. Den unge mands smerte var for hård at bære oven i den smerte, jeg selv følte. Frygten for det flygtige liv, som kunne tages væk på få sekunder, gav mig kuldegysninger.

Erkendelse af Guds storhed

Midt under min undren over livets sorg, døden, som man ikke kunne flygte fra, fik jeg øje på et blad. Jeg plukkede det og så indædt på dets flotte struktur. Så smukt formet.

Der gik noget op for mig. Sandheden stod krystalklar foran mig. Denne skabelse, bladet, kunne umulig være til stede og derefter visne bort. Jeg kiggede mig omkring og så den smukke natur.

Mit hjerte pumpede hurtigere og hurtigere. Med et slag så jeg Guds storhed. Min indre skælven over denne erkendelse begyndte at nå nye højder. Jeg kunne se Guds tegn i alle træerne, fuglene og skyerne.

Jeg så, at mennesket kunne skabe store teknologiske ting, men en simpel blomst kunne intet levende væsen skabe.

Den dag gik det op for mig, at verden var et mysterium, jeg skulle løse. Der måtte være et
budskab med denne ubeskrivelige flotte skulpturverden.

Alle malerier har en historie og et budskab bag farverne og linjerne. Et simpelt grønt blad var årsagen til min alvorlige opvågnen.

Mit indre fandt fred

Jeg undersøgte dernæst alle de monoteistiske religioner og kunne se en rød linje i dem alle.

For mig var det mest naturligt at starte med Guds sidste testamente - Koranen - da det var den sidste åbenbaring. Hvad indeholdt denne så omtalte bog, og hvorfor var den så omstridt?

Jeg fandt de smukkeste videnskabelige mirakler i den, som stadig i dag kan ryste mit indre, når jeg hører om dem.

Islam handlede dybest set om fred og om at rense sit indre for verdslige skadelige elementer og nyde livet med måde med det in mente, at det evige liv er efter dette.

Jeg havde tabt min sjæl et ukendt sted i dette verdslige virvar af midlertidige menneskeskabte nydelser. Jeg prøvede før min erkendelse inderligt at fastholde verden i mit hjerte.

Et hjerte kunne ikke rumme den. Verden var for storslået til denne lille plads, man havde i sit hjerte. Det er denne smerte af for lidt plads, som havde givet mig al den indre uro.

Nu har jeg verden serveret foran mig og kan ændre den til et bedre sted med mit legeme.

Mit indre fandt fred. Jeg fandt min menneskelige identitet. Endelig efter så mange år med splittelse og en indædt jagt efter verdslig lykke fandt jeg et formål med mit liv. En smerte og byrde er fjernet fra mit hjerte.

Mit formål i livet er nu at konkurrere med mig selv om at udføre barmhjertige og ydmyge gerninger, der kan bringe mig nærmere til Guds paradis og takke universets Skaber for denne opvågnen og fra indre destruktion.

Angsten for at være alene med sin sjæl forsvandt med et slag. Mit liv har fået essens, som når en rose blomstrer og spreder sin behagelige duft omkring sig.

Mennesker besidder en sjæl, og det er denne, man skal give næring til ved hjælp af gode gerninger og ved at bede til vores allesammens gud.

Åndelig fred ønsker jeg til alle læserne. Amin!

Helen Latifi
Bøgeparken 244, 3. tv.
Odense NØ

Læs torsdag Elisabeth Schachts beretning om en åndelig rejse til Rom - og videre til Konstantinopel. Elisabeth Schacht deler femtepladsen med Helen Latifi i sommerkonkurrencen "Min største religiøse oplevelse."