Menneskets gradvise tilblivelse, som er en biologisk kendsgerning, har vi mennesker altid haft svært ved at få passet ind i vore retssystemer, og derfor også svært ved at håndtere, sådan rent tankemæssigt.

Når Erik Bjergager i sin leder den 31-10 i Kristeligt Dagblad (lagt på religion.dk samme dag) gør opmærksom på, at "menneskelivet begynder i befrugtningsøjeblikket," så har han jo indlysende ret. Problemet er bare, at den oplysning er ganske uinteressant, medmindre man vil drage etiske konsekvenser af det. Og det vil Bjergager.

Men han får ikke noget særlig fornuftigt ud af sine anstrengelser. Snarere får han rodet tingene mere sammen, end de var i forvejen. Og man sidder tilbage med en sær fornemmelse af, at han da vist ikke selv er klar over, hvor han vil hen.

Han vil vistnok udnytte den for tiden store forargelse over de spanske læger, der udfører meget sene aborter, til at sige, at egentlig er det lige så forargeligt med de aborter, vi her i landet foretager en 15.000 stykker af om året før 12. svangerskabsuge.

Jo, for allerede på det tidspunkt er barnet fuldt udviklet, det mangler kun at vokse op til normal fosterstørrelse. Og hvad er så forskellen på de fødeklare fostre, der slås ihjel i Spanien, og de noget mindre børn, der slås ihjel i Danmark?

Og bevares, det kan der vel være noget om.

Men når han så umiddelbart derefter siger, at det eneste etisk holdbare er at sige, som før citeret, at menneskelivet begynder i befrugtningsøjeblikket, så er al tale om, hvor veludviklet et foster er i 12. svangerskabsuge, gjort ligegyldig.

Det betyder i den overvejelse intetsomhelst, om fostret er mere eller mindre udviklet. Den befrugtede celle er et menneske, og som sådant skal man tage hånd om den. Og i forbindelse med abortdiskussionen, vil han nok mene, at denne celle, som det menneske, den er, egentlig skulle være omfattet af det drabsforbud, der gælder ethvert menneske.

Men han vil vel trods alt ikke mene, at den skulle være omfattet af arveregler eller begravelsespligt. Så det synspunkt, at den befrugtede celle er et menneske (og det er jo blot en mere direkte måde at sige tingene på, end når man siger, at menneskelivet begynder ved undfangelsen), er ret svært at gennemføre.

Men hvis ikke det er etisk holdbart at tænke ud fra, at menneskelivet begynder i befrugtningsøjeblikket, hvad er så etisk holdbart?

Ja, det kunne f.eks. være, at man i sine etiske overvejelser i højere grad skulle være opmærksom på væksten som et biologisk grundfænomen. Mennesket er som alle andre biologisk væsener et væsen, der bliver til efterhånden. Det kommer ikke dalende ned fra himlen fikst og færdigt.

Det udvikler sig fra et éncellet væsen til et væsen, der kan tale og tænke, få ansvar og kræves til ansvar, osv. Og vi lader sproget snyde os, hvis vi tror, vi kan fæste én og kun én betegnelse på dette væsen. Skal vi være tro mod virkeligheden, må vi nuancere vor sprogbrug.

Det gør forresten også Bjergager, når han netop ikke siger som jeg sagde lige ovenfor, at det éncellede befrugtede æg er et menneske, men kun, at menneskelivet begynder i befrugtningsøjeblikket.

En sådan mere realistisk opfattelse af mennesket har også Det gamle Testamente. I 2 Mos 21,22-25 står der:

"Når mænd kommer op at slås og kommer til at skubbe til en gravid kvinde, så hun aborterer, men der ikke støder anden ulykke til, skal den skyldige bøde med så meget, som kvindens mand pålægger ham. Boden skal han betale hos dommerne. Men støder der en ulykke til, skal du betale med liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod, brandsår for brandsår, flænge for flænge, skramme for skramme."

Her skelner lovgiveren mellem dette, at den gravide kvinde aborterer, og dette, at der støder en ulykke til, dvs at kvinden dør. Og kun i det sidste tilfælde skal der betales med "liv for liv, øje for øje, osv". Det vil sige:

Lovgiveren takserer ikke i sin straffastsættelse fosterets liv på linje med den gravide kvindes liv. Meget realistisk.

Har man således, med eller uden Det gamle Testamentes hjælp, fået blik for, at noget afgørende i menneskets tilværelse netop er væksten, så bliver der god mening i at være mere forargede over en abort af et fødeklart foster end over en abort før 12. uge. Og så falder Bjergagers argumentation bort.

Men gør det så meget? Man kan for mig at se godt på samme tid fastholde den frie abort og mene, at de 15.000 årlige aborter i Danmark er 15.000 for mange, eller at de må føre til selvransagelse: Gør vi det godt nok?

Desværre får Bjergagers argumentation ham til at slutte med følgende svada: "Et samfund, der accepterer abort på sunde, levedygtige fostre, risikerer at udvikle en brutalitetskultur, der heller ikke på andre områder værner om menneskelivet."

Her er han for langt ude. Vi har haft den frie abort igennem mere end et kvart århundrede. Hvis en brutalitetskultur udvikler sig i kraft af fri abort, ville det have vist sig allerede nu. Men det har den ikke. Vi har ganske vist masser af brutalitet i samfundet. Men det skyldes alle mulige andre faktorer end den frie abort.

Men altså: Sagen, han vil argumentere for: at vi har for mange aborter herhjemme, er god nok. Men argumenterne er elendige.

Ricardt Riis
Cand.theol.