Indiens apartheid lever videre

Hver morgen følges gymnasieeleven Mamata Nayah til skole af politiet. Kun på den måde kan hun gennemføre sin uddannelse. I seks måneder har lokale beboere i en lille landsby i delstaten Orissa protesteret mod, at Mamata cykler gennem landsbyen. De vil ikke acceptere, at en pige fra en kasteløs familie tager en uddannelse.

I januar blev en skolelærer i en landsby i delstaten Bihar overfaldet, fordi forældrene ikke ville være med til, at deres børn undervises af en kasteløs. Det er blot to eksempler på, at diskriminationen af Indiens kasteløse stadig lever i bedste velgående, selvom den indiske regering officielt har forbudt kastesystemet og siden 1948 har indført love, der reserverer studiepladser og offentlige job til de kasteløse eller dalitterne, som de kaldes.

Indiens 170 millioner kasteløse indere lever for 90 procents vedkommende på bunden af samfundet, og undersøgelser viser, at op mod 70 procent af de kasteløse har så lidt mad, at de må gå sultne i seng. Størstedelen af ofrene for tsunamien var også dalitter eller stammefolk.

Det fortæller Paul Divarkar, der er leder af dalitternes menneskerettighedsorganisation, "Dalit Human Rights". Bevægelsen har de seneste år arbejdet aktivt på at få undertrykkelsen af dalitterne anerkendt som diskrimination, og derfor var det en stor sejr, da der i 2005 blev udpeget to FN-rapportører, som skal holde øje med de kasteløses forhold.

Kastesystemet i Indien har eksisteret i 3000 år. Højkastefolk som brahminer står øverst i systemet.

Nederst i hierarkiet er de kasteløse, og ifølge hinduismen kan de intet gøre for at ændre deres situation. Hinduismen betragter deres status som et udtryk for, at de har gjort noget forkert i et tidligere liv og nu straffes for det. De diskrimineres derfor systematisk. Mange dalit-familier er gennem årene konverteret til kristendommen eller buddhismen i et forsøg på at komme ud af deres fastlåste sociale situation, men ofte oplever de alligevel diskrimination.

I en konferencesal i New Delhi fortæller Paul Divarkar på formfuldendt engelsk om de kasteløses forhold i Indien anno 2006. Den 48-årige mørklødede langskæggede mand, der er iført hvid kjortel, ligner til forveksling en indisk udgave af en hippie. Men den socialarbejderuddannede Paul Divarkar er en af de kasteløses mest fremtrædende fortalere. Paul Divarkar voksede selv op i en veluddannet, kasteløs familie.

Familiens vej ud af paria-rollen startede allerede i midten af 1800-tallet, da en tipoldemor fik tilbudt en uddannelse af den familie, hun arbejdede for. Men trods sin veluddannede baggrund har Paul Divarker også mærket, hvad det vil sige at blive diskrimineret.

- Jeg kan for eksempel huske, at jeg engang som ung studerende i 1980'erne søgte værelse i New Delhi. Ingen ville leje ud til mig. De afviste mig med den begrundelse, at jeg var ikke-vegetar. Men den egentlige grund var min kastestatus, som de havde fået nys om.

Paul Divarkar betegner kastesystemet som en social struktur, der påvirker inderne psykologisk lige fra barnsben:

- De kasteløse børn får fra starten indpodet, at de er ringeagtede. Hvis der er en flue på væggen, er det automatisk op til dem at fjerne den. De får tilbudt de mest beskidte job. Vi kender eksempler på små børn, der sendes ned i kloakkerne for at rense slammet væk med de bare næver. Nogle gange er det endog deres egne forældre, der fortæller dem, at de er urørlige. De skal sidde i et hjørne i skoleklassen og må ikke hilse på børn fra andre kaster eller spise sammen med dem. Disse børn vokser op med en bevidsthed om, at de er uønskede. De har heller ikke adgang til templerne. De kommer ind i et mønster af selvundertrykkelse og mindreværd, som de har meget svært ved at bryde senere i livet, fortæller Paul Divarkar.

Han mener, at kastesystemet er en af de vigtigste årsager til, at store dele af middelklassen i Indien accepterer den kolossale ulighed i et samfund, hvor en femtedel af befolkningen har gavn af landets fremstormende økonomi, mens fire femtedele står udenfor og må leve for under 14 kroner om dagen.

Et af det moderne Indiens paradokser er ifølge Paul Divarkar, at væksten af toptunede IT-virksomheder tilsyneladende ikke har påvirket kastesystemet nævneværdigt.

- Der er nogle få dalitter, som har undsluppet det sociale net, vi er fanget i. Ingeniører i IT-branchen eller sygeplejersker på hospitalerne, men det er en meget lille procentdel. Og ser vi på, hvem inderne gifter sig med, så søger de fleste stadig ægtefæller fra deres egen kaste, forklarer Paul Divarkar og henviser til, at weekendudgaven af en stor indisk avis som the Hindu Times bugner med med ægteskabsannoncer, hvor veluddannede indere søger partnere "med respektabel status".

Alligevel mener Paul Divarkar, at der er en vis grund til optimisme. Det skyldes, at de kasteløse i dag er langt bedre organiserede end for 10 år siden. Samtidig betegner han det som en stor moralsk opbakning for de kasteløse, at Indiens præsident fra 1995 til 2002 var den kasteløse Raman Narayanan, som døde sidste år.

- De kasteløse har stadig meget få chancer for at forbedre deres situation ude i landområderne. Her er de sociale spændinger mellem kasteløse landarbejdere og jordbesiddere større end nogensinde. Men i byerne organiserer stadig flere dalitter sig i forskellige græsrodsorganisationer. Og der er for eksempel også oprettet en særlig avis, der dækker dalitternes situation, forklarer Paul Divarkar.

Han mener, at et af de store problemer i dagens Indien er, at indiske politikere lægger låg på debatten om de kasteløses vilkår.

- Vi er selvfølgelig tilhængere af de love, regeringen har gennemført. Men love og kvotesystemer for de kasteløse gør det ikke alene. Der har været en tendens til at benægte, at problemerne omkring kastesystemet overhovedet eksisterede. Trods den moderne udvikling lever kastesystemet videre i indernes hoveder, og det er også her, at regeringen må sætte ind, siger Paul Divarkar.

Han efterlyser, at regeringen tager fat om ondets rod og begynder at undervise i konsekvenserne af kastesystemet i skolerne og på universiteterne for på den måde at bearbejde fremtidige generationers holdninger.

- Men vi må erkende, at det har meget lange udsigter at forestille sig et Indien uden kaster, fordi der eksisterer en benægtelse af problemet overalt i det indiske samfund.

soendergaard@kristeligt-dagblad.dk

Det indiske kastesystem

Det indiske kastesystem har eksisteret gennem 3000 år. Hindusamfundet er rangordnet i fire hovedklasser (varnaer): Øverst finder man brahminer-præsterne. Dernæst følger kshatriyaer (krigere), vaishyaer (agerbrugere, handlende og håndværkere og så shudraer (slaver og tjenestefolk). De enkelte varnaer er delt op delt op i et væld af undergrupperinger (jatier - de egentlige kaster). Antallet af kaster i Indien er opgjort til cirka 3000. Nederst i systemet findes de "kasteløse". Den officielle betegnelse er Scheduled Castes, men selv kalder de sig ofte dalits, hvilket betyder "de undertrykte" eller det ødelagte folk. Et sted mellem 15 og 25 procent af befolkningen er dalitter.

Kilde: Ulandsforeningen Svalerne og Den Store Danske Encyklopædi.