“Næstekærlighed” i buddhismen

Næstekærlighed er naturligvis et kristent begreb, der ikke direkte kan overføres til andre religioner. Alligevel kan man sagtens sammenligne, da også andre religioner har ideer, der minder om en sådan kærlighed til næsten.

Kærlig omsorg og medfølelse

Ligesom en mor ville beskytte hendes eneste barn med risikoen for at miste sit eget liv, lad da også ham [der følger vejen] kultivere et ubegrænset hjerte til alle levende. Lad hans tanker om ubegrænset kærlig omsorg gennemtrænge hele verden; over, under og tværs over, uden forhindringer, uden had, uden nogen fjendskab. Om han står, går, sidder eller ligger ned, så længe han er vågen, bør han udvikle denne opmærksomhed? (Karaniya-metta Sutta)

Begreberne kærlig omsorg (metta) og medfølelse (karuna) er det tætteste, man kommer buddhistisk næstekærlighed. Den kærlige omsorg er den aktive impuls til at aspirere alle levende væsener til lykke, og står som begreb i modsætning til had og frygt. Medfølelsen er aspirationen til at bringe alle levende væsener ud af lidelsen, og står i modsætning til ondskab.

Sammen med medfølt glæde (mudita) og sindsligevægt (upekkha) er begreberne del af de fire umålelige eller guddommelige boliger, som er ideelle menneskelige dyder og egenskaber, som man bør stræbe efter at fuldkomme. Det gøres ved at følge Buddhas vej ved at studere lære, leve efter de etiske forskrifter og ved meditation.

Kærlighed som menneskeligt ideal

Til forskel fra kristendommen er kærlighed og medfølelse indenfor buddhismen ikke relateret til en almægtig guddoms nåde. Begreberne er humanistiske idealer for alle levende væsener ? og principielt derfor også guder ­­? og derfor noget, mennesker selv bør kultivere for at leve sammen med andre levende væsener på et højere eller dybere plan.

Den kraft, der sørger for at ophæve idealerne til faktisk realiserbare muligheder er karma-mekanikken. Det er den, der som guleroden lokker med religiøs fortjeneste ved ret handling og sindelag, og som derfor gør det fortjenstfuldt at være et godt og kærligt menneske ? ligesom Gud og paradis-ideer er det indenfor kristendom.

Det ligger i samme tankegang, at man ideelt ikke bare skal spekulere i at udøve gode gerninger og tænke næstekærlige tanker bare for at få en sådan fortjeneste. Selvisk kærlighed og hvad man kunne kalde buddhistisk gerningsretfærdighed fratrækkes nemlig på karma-kontoen, hvis kærlighed blot udøves af egoistiske motiver. Sand buddhistisk kærlighed og medfølelse skal ideelt set altså udøves af et oprigtigt hjerte.

Bodhisattva-idealet

En buddhistisk ideal-figur, der inkarnerer idealerne om kærlighed og medfølelse er bodhisattvaen. Indenfor mahayana-buddhismen blev denne den nye frelserskikkelse, der af medfølelse for alle levende væsener udsætter egen frelse og lader sig genføde igen og igen indtil alle er oplyste.

Bodhisattvaen står i modsætning til den, der kun tænker på egen oplysning, og som således i mahayana-optikken er egoistisk. Som almindeligt menneske kan man selv rituelt tage bodhisattva-løfterne, hvorved man lover at hjælpe alle væsener til frelse. En moderne fortaler for at realisere sådanne idealer er Dalai Lama, der selv sammenligner med det kristne næstekærlighedsbudskab, når han taler til vesterlændinge.

Buddhistisk næstekærlighed og socialt engagement

Ligesom kristne i gennem historien har udøvet forskellige former for social hjælp til fattige og udstødte, har også buddhismen kendt til altruisme baseret på idealer om kærlig omsorg og medfølelse. Klostersamfund har taget sig af syge og fattige, opfostret forældreløse, drevet hospitaler, skoler og alderdomshjem.

I moderne tid har rige buddhistiske lande som Japan og Taiwan ydet storstilet hjælp til internationale projekter i buddhismens navn. Det kan naturligvis altid diskuteres, om sådanne religiøse hjælpeprojekter er udført af oprigtigt hjerte, eller af missions-strategisk eller politiske bagtanker ? og om det overhovedet er muligt at skelne. På den facon er buddhisme ikke forskellig fra andre religioner.