Torah - jødernes hellige lovbog

Jøderne har siden vor tidsregnings begyndelse været spredt udover Europa og en række afrikanske og asiatiske lande, samt Amerika. Det jødiske folk har altså igennem de sidste par tusinde år ikke været et forenet folk på ét geografisk sted. Til gengæld har loven, Torahen været det samlende. Man studerede og diskuterede loven for at blive en del af det jødiske folk. Samlingen om loven gav identitet som jøde.

Ifølge jødisk tradition blev Torahen givet af Gud til Moses på Sinai bjerg. Det vil sige at Torahen er en åbenbaring af Guds vilje til mennesker. De gamle jødiske lærde sagde, at verden hviler på tre søjler: Studium, gudsdyrkelse og gode gerninger. Det vigtigste var naturligvis studiet af loven, for gudsdyrkelsen og de gode gerninger var så resultatet af lovstudiet.

En lang historie

Torahen er en del af det, vi kalder Det gamle Testemente. Når man i kristendommen kalder denne del af bibelen for gammel, så er det fordi den er forudsætningen for det andet testamente, som så kaldes Det nye Testamente.

I jødedommen har bogen i sig selv ikke noget rigtigt navn, men her hedder Det gamle Testamente Tanakh (TaNaK). Denne betegnelse angiver begyndelsesbogstaverne i de tre dele, som man deler hele skriftsamlingen i Det gamle Testamente op i: Torah, Nebiim og Ketubim, dvs. Loven, Profeterne og Skrifterne. Men ofte kalder man hele skriftsamlingen for Torah. Sproget er hebraisk.

De forskellige skrifter er blevet til i løbet af det israelitisk-jødiske folks ca. 1000-årige historie i Palæstinaområdet. Og derfor må de enkelte skrifter eller skriftgrupper naturligvis forstås ud fra den historiske sammenhæng, hvori de er blevet til. Hertil kommer at skrifterne er blevet bearbejdet gentagne gange inden den endelige redigering har fundet sted.

Den helt afgørende periode for overleveringen af torahen var landflygtighedsperioden i Babylon fra 587 til 539 f. Kr. de var først og fremmest præsterne fra Jerusalems tempel, der efter babylonernes erobringstogt ind i Israel, blev først i landflygtighed i Babylon. Her havde de tilsyneladende et mildt fangenskab. I alt fald kan vi konstatere, at de udfoldede en stor aktivitet for at få samlet og redigeret og også nedskrevet de traditioner, som de medbragte. En fornyelse og ændring af den gamle israelitiske offerreligion til en lovreligion blev resultatet af præsternes indsats.

Den første hele samling af den jødiske bibel blev til omkring år 150 f. Kr., da det blev påtrængende nødvendigt at få en græsk oversættelse af de jødiske skrifter. Mange jøder var i de foregående par århundreder udvandret til de græsk-romerske byer i den østlige del af Middelhavsområdet. De havde glemt deres hebraiske modersmål, men ikke deres tro på torahen som Guds vejledning til mennesker. Græsk var nu blevet deres omgangsprog, og derfor måtte der en oversættelse af skrifterne til. Oversættelsen til græsk fik betegnelsen Septuaginta og var først og fremmest bestemt for de græsktalende jøder i Aleksandra. Septuaginta betyder 70 (LXX), fordi en legende fortæller, at 70 jødiske lærde med virkede ved oversættelsen. Og da de sammenlignede deres oversættelser var der fuldstændig overensstemmelse. I Septuagintem medtog man i øvrigt en række skrifter, som ikke er med i den hebraiske Bibel.