? Men han må jo ligne en mand fra Mellemøsten på det tidspunkt, siger Thompson, der er professor i bibelsk arkæologi på Københavns Universitet.
Ikke desto mindre er Jesus siden omkring det 2. århundrede blevet malet igen og igen. For da Gud ifølge den kristne tro sendte sin søn til jorden som menneske, blev han også synlig for mennesker. Derfor er der i kristendommen nærmest en "billedpligt" modsat for eksempel billedforbuddet i islam.
Men kirkekunstnere ved lige så lidt som professoren, hvordan Jesus så ud. Hvis de leder efter en beskrivelse i kristendommens helligste skrift, Bibelen, er der ikke meget hjælp at hente. I
Esajas' gammeltestamentlige profeti om Jesus står: "Han skød op foran Herren som en spire, som et rodskud af den tørre jord. Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet."
Og i Johannes' Åbenbaring: "... en, der lignede en menneskesøn, iført en fodlang dragt og med et guldbælte om brystet. Hans hoved og hår var hvidt som den hvideste uld, som sne, og hans øjne var som luende ild, og hans fødder var ligesom skinnende malm, der gløder i ovnen, og hans røst var som lyden af vældige vande."
Den kunstnerisk anlagte retsmediciner Richard Neave har også forsøgt at finde ud af, hvordan Jesus så ud. Han har brugt et israelsk kranie fra 1. århundrede og fik hjælp fra antropologer og andre eksperter til at genskabe en typisk bonde fra Jesu tid. Resultatet er en mand med olivenfarvet hud, stor næse, bredt ansigt og kort, sort og krøllet hår. Hvis Jesus har set sådan ud, så var han ingen skønhedsåbenbaring.
Beskrivelserne af Jesus efterlader mildt sagt stor kunstnerisk frihed til de mennesker, som i tusinder og atter tusinder senere billeder af Jesus har skabt ham i deres eget kulturudtryk.
Kunstnere er kun blevet afbrudt under ikonoklasmen ? den såkaldte billedstorm ? mellem 726 og 843, hvor religiøse billeder blev fjernet og forbudt samt under reformationen i 1500-tallet, hvor en del af det protestantiske opgør med katolicismen var at overmale kalkmalerierne i kirkerne.
Det er ikke mange, der har malet Jesus efter Esajas' antagelser. "En skikkelse uden skønhed" er det sjældent, der pryder kirkerne verden over. Til gengæld har Johannes' Åbenbaringens "hvide uldhår" ført kristne afrikanere og sorte nordamerikanere til den tro, at Jesus havde afrikanske rødder. Og nøjagtig samme passus ligger bag hvide sydafrikaneres, hvide kolonimagters missionærer og mange hvide amerikaneres tro på, at Bibelen her sanktionerede apartheid, overherredømme, slaveri og diskrimination.
Jesu udseende er med andre ord op til den frie fantasi. Og det er der en grund til, siger missionsekspert og ph.d. Jørn Henrik Olsen, som er initiativtager til en udstilling om Kristus-billeder i Edinburgh i 2010 i forbindelse med 100-året for den moderne missionsbevægelses verdenskonference sammesteds.
? Kristendommen, måden man læser Bibelen på og Jesu funktion i den opleves forskelligt i forskellige kulturer. Hver kultur har sin tolkningsnøgle, siger han.
Forestillingen om, hvordan Jesus så ud, er altså forskellig afhængig af menneskers historie, religion, kultur, udvikling og hvilken sammenhæng de indgår i. Og derfor males han i det billede, der passer til den kultur, der maler ham.
? Kristendommen er en oversættelsesbevægelse. Jesus blev født ind i vores kår, uanset hvor i verden man er. Og det har betydet, at kristendommen er blevet meget lokal. Logisk nok er der forskel på, hvordan den opfattes i fredelige Danmark, i et krigshærget Congo eller blandt sorte sydafrikanere under apartheid, forklarer Jørn Henrik Olsen og tilføjer, at den hvide Jesus også er blevet brugt af missionærer i et mørkt kapitel i missionshistorien til at overbevise sorte om, hvem der havde magten.
Det er også forskelligt, hvilke "dele" af Bibelen og Jesus og dermed Jesus-billedet, man lægger vægt på.
Under slaveriet i USA var der enkelte slaveejere, som holdt slaverne væk fra kirken, for at de ikke skulle høre for meget om, hvordan Jesus stod på de svage og udstødtes side. Men de fleste slaver sad på balkonerne i slave-ejernes oftest protestantiske kirker og lyttede med. Og de hørte budskabet om de undertrykte, de udstødte og Jesu egne lidelser. Slaverne dannede efterhånden deres egne undergrundskirker og udviklede den gudstjenesteform, som den dag i dag betyder, at der er lysår imellem gudstjenesterne i sorte og hvide kirker i USA ? og Jesus portrætteres selvfølgelig som sort i de sorte kirker.
Under borgerrettighedsbevægelserne i 1950'erne og 60'erne hev baptistpræsten Martin Lu-ther King jr. næsten bogstaveligt Jesus ned af korset og ud på gaden og på frihedsmarcherne, talte med ham og dernæst til menigheden, som på den måde fik fortællingen om, hvordan Jesus stod side om side med dem i kampen for lige rettigheder.
? Fra Martin Luther King jr. går der en lige linje til Sydafrika, hvor de sortes oprør mod apartheid foregik efter samme revolutionære linjer. Andre dele af Afrika er mere i slægt med de befrielsesteologiske bevægelser i Latin-amerika fra 1970'erne, hvor præster gik direkte ind og deltog i erklæret revolutionære bevægelser. Det var så entydigt politisk, at flere præster og professorer i teologi blev ekskommunikeret af den katolske kirke, siger Jørn Henrik Olsen.
En af de mest spektakulære, ekskommunikerede præster var nicaraguanske Ernesto Cardenal. Han støttede oprøret ? også i den voldelige form ? mod det amerikansk-støttede Somoza-regime og blev senere kulturminister i den nye sandinistiske regering.
Jørn Henrik Olsen tilføjer, at der også er en tredje "Jesus-tendens" i Afrika. Jesus som healer (helbreder) møder man flere steder i Afrika, men den opfattelse har særlig godt fodfæste i den stadigt voksende pinsebevægelse.
? Det er tre tydelige eksempler på, at man bruger og maler Jesus på en bestemt måde og for at understøtte sine lokale livsvilkår.
Den tunge vægt på dogmatik og teologisk uddannelse er både historisk ? og delvist stadigt ? et europæisk fænomen, og har også betydning i de europæiske kirkesamfund, der etablerede sig i USA og andre steder. Og den vægtlægning giver sig også udtryk i billederne af Jesus.
I Europa havde Jesus i middelalderen samtidige klædedragter på, og på mange altertavler i Danmark er det i flere kirker medlemmer af menigheden, der har stået model til kunstnerens udfoldelser. Blandt andet optræder Lolland-Falsters Stifts tidligere biskop Thorkild Græsholt som hyrde på en altertavle i Maglebrænde Kirke på Falster. Og noget usædvanligt for en krybbescene har Jesus-barnet ble på. Uenigheden om den altertavle deler stadig menighedsrådet i to.
? Generelt er billeder af Jesus ikke historisk korrekte, siger teolog Lisbeth Smedegaard Andersen, hvis bog "Det åbenbarede ansigt" udkom dette efterår.
Hun forklarer, at det er almindeligt accepteret, at ingen ved, hvordan Jesus så ud.
? Og derfor har kunstnere også fået frihed til at male ham, som de finder det bedst. I vores vestlige tradition har han været smuk. Ingen har ønsket at male Esajas' uskønne Jesus. I det 20. århundrede blev han den lidende frelser, men billederne er stadig præget af vores eget skønhedsideal. Og samtidig med at han umisforståeligt skulle være et menneske, så skulle han også være et symbol på lidelse, siger hun.
I den ortodokse tradition, derimod, er Jesus altid portrætteret som den sejrende. Som den skandinaviske Jesus også var ved kristendommens indførelse for at overbevise skandinaverne om, at Jesus var stærk nok til at slå de nordiske krigerguder, således er den ortodokse Jesus også den sejrrige, som skal stå mål med Allah, hvis tilhængere har været tæt på de ortodokse grænser.
? Der er en legende fra det 6.-7. århundrede om, at man i den ortodokse kirke er i besiddelse af Jesu ansigtstræk i et klæde ? ligklædet fra Torino. Og i princippet er alle ikoner aftryk af det klæde. Det er baggrunden for, at man kun kan fremstille Kristus på én måde. I dag er ikoner mere stiliserede, så man godt er klar over, at det er et billede af billedet af Kristus og ikke ham selv, siger hun.
Lisbeth Smedegaard Andersen siger, at udover hvad Jesus har skullet bruges til at fortælle i den ortodokse verden, så har man også i den ortodokse kirke lagt mere vægt på Jesu åndelighed, mens man i de vestlige kirker har været mere fokuseret på den levende Jesus.
? Derfor har kirkekunstnere i Vesten friere hænder, så Jesus-barnet kan være et smukt spædbarn, og jomfru Maria afbilledet, så hun ligner kunstnerens elskede hustru. Så meget, at man i dag når man kommer sydpå ser så menneskelignende billeder af Jesus, at det for mig nærmest bliver grænseoverskridende. Det handler måske om, at de fleste protestanter i virkeligheden går rundt med et lille billedforbud i maven. Det må ikke være for realistisk, så kommer der til at mangle noget, siger hun.
Til gengæld er hun ikke i tvivl om, at det er meningen at Jesus kan portrætteres.
? For kristne har Gud åbenbaret sig for menneskene. Kristus er Guds synlige billede, og derfor må han også afbilledes. Der er dog en vis enighed om, at han ikke må være alt for grim, fordi vi i vores kultur forbinder skønhed med andre egenskaber som godhed, sandhed og andre tillægsord, som også bruges om Jesus.
Jesus kan også være en sort fange på en dødsgang i et amerikansk fængsel. Sådan har kunstneren Marylyn Felion, en tidligere nonne som nu maler og arbejder i et katolsk suppekøkken for hjemløse i staten Californien, portrætteret ham. Og fangen har et navn: Robert Edward Williams. Han blev henrettet i den elektriske stol i 1997 for 20 år tidligere at have dræbt tre hvide kvinder og voldtaget to af dem først.
Da Marylyn Felion blev hans åndelige vejleder i 1987 mødte hun en mand, som med hendes egne ord var mere fyldt af Gud end noget andet menneske, hun nogensinde havde mødt.
? Jeg fulgte ham til hans død. Mens de spændte ham fast i stolen blev han ved med at sige: "Herre, jeg kommer hjem. Herre jeg kommer hjem". Og det tror jeg, han gjorde. Dagen efter så jeg hans lig, og på hans læber var der det blideste smil. Retsmedicineren sagde, at smilet var en fysisk umulighed, grundet de frygtelige kramper man får i den elektriske stol, fortæller hun til Kristeligt Dagblad.
Fortællingen er baggrunden for billedet af Robert Edward Williams som Jesus.
? Jesus selv sad jo på dødsgangen. Inspireret af Matthæus-evangeliets ord: "Alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig", så er der ingen mere "mindste" en fangerne på dødsgangene i de amerikanske fængsler, siger Marylyn Felion, som er en aktiv modstander af dødsstraf, og ser sit Jesusbillede som et led i den kamp.
I 1999 blev billedet, som har titlen "Kristus som fattig, sort fange på dødsgangen" valgt som årets billede af Kristus af "National Catholic Reporter". Andetsteds på denne side er det gengivet fra Kirkernes Verdensråds bog "Christ for all people" fra 2001.
For moderne danske kirkekunstnere er Jesus ofte ansigtsløs.
? Jeg søger ikke en historisk Kristusskikkelse, men en troens, siger Maja Lisa Engelhardt, som er repræsenteret på Statens Museum for Kunst og har udført udsmykninger i blandt andet Holsted og Hylleholt kirker.
? Troens Kristus er ham som er opstanden og fremstår som den nye pagt efter den gammeltestamentlige usynlige Gud er synliggjort med Jesus som menneske.
Derfor maler Maja Lisa Engelhardt ikke Jesus som et menneske med genkendelige eller historiske træk.
? Maria kender ham jo ikke ved graven efter hans opstandelse, og det gør disciplene heller ikke. Så selv mennesker som før dage før har været sammen med ham som den levende Kristus, ved ikke mere, hvordan han ser ud. Hvordan skulle vi så kunne?
? Der eksisterer heller ingen samtidige portrætter af Kristus, selvom der findes mange samtidige, naturalistiske portrætbuster fra den tid. Så jeg tror, at Kristi gerninger, budskab og styrke i mange år overskyggede behovet for at opleve ham som billede.
Maja Lisa Engelhardts billeder af Jesus er inspireret af 1. Korintherbrev: "Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud".
? Mine billeder lever med den, der ser på dem. Hvis de tror, det er Kristus, så er det Kristus. Hvis man selv tror, lægger man det guddommelige ind i et billede, siger Maja Lisa Engelhardt.
Hun giver selv et bud på, at man sagtens kan portrættere Jesus med tydelige ansigtstræk, selvom hun aldrig gør det.
? Hvis man ser på Rembrandts billeder af Kristus, er man aldrig i tvivl om hvem det er. Der er simpelthen så meget ånd i hans Kristusbilleder.
En ting er, at det ifølge eksperterne ligger i kristendommens natur, at den tolkes og vægtes forskelligt lokalt, så også religiøse billeder ser helt forskellige ud. Men er det så den samme religion eller den samme Jesus kristne tror på?
? Kristusskikkelsen som forsoner samler, og den økumeniske samtale på tværs af kirkesamfund foregår på verdensplan mellem teologer og kirkeledere, siger Jørn Henrik Olsen.
? Men den lokale tolkning af kristendommen, som er en del af kristendommens iboende natur kan også splitte længere ud, hvis man ikke ser ud over sin egen næsetip, siger Jørn Henrik Olsen.
