Kan det lade sig gøre at forene Islam og demokrati?

Denne betragtning har dog ikke kunnet feje den kritiske problematisering af islam og demokrati af bordet, og islam og muslimer været under stærk kritik siden 11/9, 2001.

To perspektiver: islamisk liberalisme og islamisk konservatisme
En opdeling af diskussionen omkring forholdet imellem de vestlige ideer om bl.a. demokrati og sekularisme på den ene side og islam på den anden side, kan for overskuelighedens skyld opdeles i to hovedstrømninger. I mangel af bedre kan de kaldes det liberale islamiske perspektiv og det konservative islamisk perspektiv.
Den førstnævnte karakteriseredes af åbenhed overfor vestlige tanker om sekularisme og repræsentativt demokrati, hvorimod den anden insisterede på at give islamisk lovgivning og islamiske institutioner forrang for vestligt inspireret tankegods.
For en ordens skyld skal jeg understrege at der historisk ikke er tale om at muslimske intellektuelle kan opdeles i to lejre. Jeg trækker blot nogle linjer op for at give en fornemmelse af nogle af de tydeligste forskelle i diskussionen om kompatibiliteten imellem islam og vestlige ideer, som eksempelvis demokrati

Islamisk liberalisme og modernisme
Den islamiske liberalisme har sin vugge i kolonitiden. Koloniseringen i 1800-tallet bragte nye tankeformer og nye teknologier til Mellemøsten og Sydasien. I mødet med de europæiske kolonisatorer blev lokale intellektuelle inspireret til at sammentænke visse elementer af det vesteuropæiske tankegods ind i en lokal sammenhæng. Man havde et ønske om at lade sig inspirere af Vesten når det gjaldt vesteuropæiske uddannelsessystemer og institutioner, retssystemer, industriel udvikling, politisk organisering m.m. ? uden samtidig at forkaste hverken islam som religion eller den islamiske civilisationshistorie.

I det liberale islamiske perspektiv eksisterer der ikke en konflikt imellem religion og sekularisme. De er to distinkte, men sameksisterende sfærer. Islams rolle er at primært at retlede den troende i spirituelle henseende, men at afholde sig fra at ledesnor i statslige anliggender. I disse anliggender skal borgene gøre brug af deres fornuft og den akkumulerede historiske menneskelige erfaring. Det er vigtigt at understrege at denne distinktion ikke er en adskillelse, men en sameksistens. Et vigtigt begreb i dette perspektiv er det arabiske ord shura, som betyder konsultation. Igennem fortolkning af bestemte koraniske vers som omhandler Allahs påbud til Muhammad om at konsultere sine rådgivere, er liberale teologer fremkommet til en forståelse af shura som et begreb der kan forstås som gensidig konsultation. Denne fortolkning åbner muligheder som kan pege i retning af valg af repræsentative ledere, dvs. repræsentativt demokrati.
Et eksempel på dette sammenløb af lokalt og kolonialistisk tankegods kropsliggøres i egyptiske muslimske reformator Muhammad Abduh (1848-1905). Abduh betegnes af nogle som arkitekten bag den islamiske modernisme, som er betegnelsen for en meget bred liberalistisk strømning som tog form i mødet med de europæiske kolonisatorer.
Islamisk modernisme handler om en løbende fortolkning og genfortolkning af islam, således at muslimer kan udvikle uddannelsesinstitutioner, lovgivning og politiske systemer som sigter efter anvendelse indenfor moderne samfund. Den islamiske modernisme fandt flest tilhængere blandt den muslimske intellektuelle elite, og tabte langsomt terræn til forskellige nationalistiske bevægelser i løbet af første halvdel af 1900-tallet.
Muhammad Abduh var overbevist om at menneskelig fornuft og guddommelig åbenbaring grundlæggende var i harmoni med hinanden. I Abduhs forståelse af islam var formålet med åbenbaringen essentielt religiøst, og Allah havde overladt visse ting i åbenbaringen til menneskets egen fornuft. Bl.a. mente Abduh at det var en synd ikke at anvende sin gudgivne fornuft når det gjaldt samfundsmæssige forhold og samfundets indretning.

Et andet eksempel på en tidlig muslimsk modernist er Sir Sayyid Ahmed Khan (1817-1898), som mere end nogen anden kom til at stå som eksponent for den islamiske modernismes i Sydasien. Ahmad Khan var meget kritisk indstillet overfor muslimsk ortodoksi og uddannelse. Inspireret af et længere ophold i England blev Ahmed Khan en stor fortaler for introduktion og styrkelse af moderne uddannelsessystemer. Ahmed Khan var deslige en af de første fortalere for en form for muslimsk nationalisme, som understregede muslimernes ret til selvbestemmelse, hvilket i sidste ende ledte til dannelsen af Pakistan i 1947.

Nationalisme og islam
Åbenheden overfor tanken om demokrati hang sammen med en voksende modstand over for kolonialiseringeren af mellemøsten og sydasien, og intellektuelle var tiltrukket af tanken om demokrati som en form for folkeligt selvstyre, hvorigennem de koloniserede kunne få ret til at regere. De voksende nationale frigørelsesbevægelser i mellemøsten og sydasien lagde vægt på en forståelse af demokrati som retten til selvbestemmelse som en første prioritet.
De fleste (men som sagt, ikke alle) modernister opfattede de muslimske befolkninger som værende ude af stand til at forvalte uafhængighed af kolonistyrerne, og placerede sig således for det meste i politisk favør for kolonimagterne.
I løbet af den første halvdel af 1900-tallet voksede der nationalistiske bevægelser frem i hele den muslimske verden, som i modsætning til modernismen havde bred folkelig appel pga. modstanden imod de europæiske kolonialistiske regimer. Indenfor disse nationalistiske bevægelser havde de vestlige ideer om demokrati som selvbestemmelse, men også islam spillede en stor rolle i de nationalistiske forestillinger og fik også efterfølgende central og kontroversiel ideologisk betydning i dannelsen af de nye stater i første halvdel af 1900-tallet.
Det klassiske eksempel på arabisk nationalisme er den tidligere egyptiske præsident Gamal Abdel Nasser (1918-1970). Nasser opstillede en plan for Egyptens fremtid i 1962, hvori islam tildeles plads som determinerende for Egyptens idehistorie og åndelige udvikling, samtidig med at han lagde afgørende vægt på socialisme. Nasser anså islam og socialisme som havende den samme målsætning: at opnå social retfærdighed, lighed, frihed og værdighed. Det var først efter nederlaget til Israel i 1967 at der spredte sig en følelse af at arabisk nationalisme og socialisme havde forfejlet deres visioner.

I modsætning til den liberale modernisme, som i det konservative og fundamentalistiske tankesæt blev opfattet som alt for eftergivende og passiv overfor vestlig indflydelse, lagde den islamiske fundamentalisme vægt på at de muslimske befolkninger kunne finde løsninger på alle samfundsmæssige problemer igennem Koranen og profeten Muhammads sædvane, Sunnah, i stedet for at finde løsninger igennem inspiration og efterligning af vestlige politiske systemer.
Krige og borgerkrige i den arabiske verden, fejlede og korrupte statmagter samt opbygningen af stadig større og mere uigennemsigtige bureaukratier i mere og mere magtfulde statsapparater medførte i anden halvdel af 1900-tallet til en gradvis disillusionering omkring tilliden til de modernistiske og nationalistisk tankesæt. Det skabte et ideologisk vakuum, som gav plads til en revitalisering af islam, hvor man søgte svar på sociale og politiske spørgsmål i de grundlæggende islamiske tekster, Quran og Sunnah.

Islamisk konservatisme og fundamentalisme
Efter at de tidligere koloniserede muslimske befolkninger havde opnået uafhængighed fik islamiske konservative strømning mere synlighed. Ligesom nationalismen havde fundamentalismen en bredere folkelig appel. Islamisk fundamentalismen var og er, ligesom den pan-arabiske nationalisme og den islamiske modernisme, en historisk og ideologisk strømning som har fundet mange og indenfor strømningen modsigende udtryk.
Den konservative strømning er nok bedst eksemplificeret ved egypteren Sayyid Qutb (1906-1966), som blev dømt til døden af Garmal Nasser for landsforræderi og hængt. Qutb opfattede de arabiske nationalstater som uislamiske, og de europæiske modernistiske tankesæt som havde vundet indpas i de staslige institutioner og i den arabiske dagligdag opfattede han som onde og i direkte modstrid med islam. For Qutb er islam et altomfattende politisk system, hvis primære formål var at etablere den islamiske stat. Islam er ifølge Qutbsom er alle andre systemer og tankesæt naturligt overlegent. Et retfærdigt politisk system var for Qutb baseret direkte på Quranen og Sunnah, hvilket automatisk ville lede til implementeringen af sharia.
Der findes ikke én fundamentalisme, men mange forskellige historiske udtryk for islamisk fundamentalistisk tankegang. Selvom man i løbet af den muslimske verdens historie kan finde bevægelser og teologer, som aktivistiske bevægelser, som ønskede at skærpe opmærksomheden omkring troens centrale tekster, så har islamisk fundamentalisme i vor tid fået en geografisk og ideologisk spændvidde og folkelig appel, som den ikke har haft tidligere.

Mvh.
Tallat Shakoor