Islams mystikere opfattes som gammeldags

Kairos gamle bydel står en lille grøn og hvid bygning, klinet ind mellem tætstående, gamle sandfarvede og nedslidte bygninger. Bygningen er en helgengrav, og før Kairo-borgerne går ind i den, rører de andægtigt ved gitteret. Ved andre helgengrave kysser de bestemte steder på gitrene, så stedet slides helt ned.

En trospraksis, der kan få traditionelt konservative muslimer til at se rødt og afskrive sufismen som kættersk. Men sufisme er en integreret del af islam, både i sunni- og shia-retningen. Islams mystikere kaldes de nogle gange. Islams sjæl vil nogle tilhængere selv kalde sufismen.

Mange turister har set de hvirvlende dervisher på rejser til Tyrkiet, når de iklædt hvide, korte kjortler og brune hatte drejer sig i ekstase. De tyrkiske dervisher, som er kendetegnet ved netop den form for dans, blev forbudt i Kemal Atatürks nye, sekulære tyrkiske stat, men selvom forbuddet ikke er ophævet, udgør de i dag en del af den tyrkiske folklore. Slangetæmmere og fakirer er også en ? længst afdød ? del af sufismen.

Et stykke fra Kairos gamle bydel ligger American University in Cairo. Her sidder en fremtrædende forsker i sufisme, briten Mark Sedgwick.

? Sufisme er blevet interessant i Vesten, fordi man her finder et attraktivt og ufarligt ansigt på islam. Og interessant i Mellemøsten som et alternativ til, hvad man kan kalde hovedlinjen i islam i dag: den politiske og ideologiske islam. Sufisme er hverken politisk eller ideologisk, siger han.

Men sufister, omend på tilbagetog, skal stadig tælles i mange millioner over hele Mellemøsten.

Sufisme er ifølge Mark Sedgwick karakteriseret ved to ting: Den udgør den mystiske, skjulte og poetiske islam, kendetegnet især ved et individuelt forhold til Gud. Og den organiserer sig i broderskaber ? ordet broderskab er kønsneutralt på arabisk, der er også kvindelige sufier. Broderskaberne varierer i størrelse fra 20 til 20.000 mennesker.

Et broderskab begynder med, at en gruppe mennesker samles om en åndelig mester ? en sheik.

? Sheiken bliver opfattet som en helgen på grund af sin karisma. Han kan være en dygtig islamisk lærd, men det vigtigste er, at han skal opfattes som sidste led i en lang kæde af sufi-mestre, der går helt tilbage til profeten Muhammed. Tilhængerne aflægger en troskabsed for sheiken og opgiver stort set alt for at følge ham. De går stadig på arbejde og har en familie, men 80 procent af deres tid går med religion, forklarer Mark Sedgwick.

Sheiken bliver indblandet i både det åndelige og det verdslige liv hos sine tilhængere. Han spørges til råds om alt, og rådene følges til punkt og prikke. Ordenen mødes mindst en gang ugentligt for at bede sammen. Det er her dervisherne kommer ind i billedet som den mest ekstreme meditations- og bedeform. De fleste andre sufier beder stille og roligt sammen, mens andre opnår en form for trancetilstand ved recitativ bøn.

Bøn-praksis varierer fra sufiorden til sufiorden.

I dag er de fleste sufier anden eller tredje generation efter en karismatisk sheik.

? Når den åndelige mester dør, er det sjældent, at man kan finde en tilsvarende karismatisk mester, og broderskaberne ender oftest som mere vanereligiøse over et par generationer. De fleste sufiordner går efter et par generationer fra at være et meget åndeligt fællesskab til troskab over for gruppen og ritualerne.

Det er her helgengraven i det gamle Kairo, lige som tusinder af samme slags over hele Mellemøsten, kommer ind. Ordnernes stiftere opfattes som nævnt som helgener og besidder som afdøde "barakka" ? en form for kontakt med Gud eller Guds nåde, som bedst kan sammenlignes med katolsk nadverforståelse. Det er derfor sufierne ? og mange andre muslimer ? rører ved gravmælerne eller gitteret omkring dem og derefter tørrer hænderne af på kroppen. De får dermed del i helgenens hellige kræfter. I andre sufiordner kan barakka også overleveres ved berøring, vand eller olie.

Ikke mindst dyrkelsen af helgenerne har udsat sufierne for kritik fra den politisk-ideologiske del af islam.

? Sufismen har altid været udsat for kritik. Fra det 14. århundrede, hvor den første orden dukkede op, kom kritikken fra en minoritet af andre muslimer. Men det er især to former kritik, som har fået betydning, forklarer Mark Sedgwick.

Den ene kritiker ? som de fleste muslimer dengang regnede for ingenting ? var Muhammad ibn Abdal Wahhab, som døde i 1792.

? Han kritiserede alt og alle. Men han hadede sufier på grund af helgengravene og deres bedekranse. Muhammad ibn Abdal Wahhab mente, at det var uforfalsket vantro, og at det retfærdiggjorde drab på sufier.

I dag er den strengt konservative wahhabisme, omend i en mildere udgave, statsreligion i Saudi-Arabien. Og udbredelsen af Muhammad ibn Abdal Wahhabs teologi er, som Mark Sedgwick udtrykker det, ikke ligefrem gode nyheder for sufister.

? Saudi-Arabien er det eneste land, hvor sufier bliver arresteret for deres religionsudøvelse. De skal være lige så forsigtige med at holde bøn dér, som hvis de ville arrangerede et cocktailparty.

En senere kritik kom fra en helt anden kant: fra de muslimske modernister.

? Modernisterne, personificeret i Mohammad Abduh (død 1905), så de vanskeligheder, muslimerne havde med på den ene side at deltage i den moderne verden og på den anden samtidig at dyrke deres religion. Abduhs analyse fulgte en vestlig, protestantisk teori: at reformation ledte til fornuft og velstand, mens de obskure katolikker, der tilbedte helgener, var forfærdelig ignorante. Mohammad Abduh ledte efter tilsvarende eksempler i den muslimske verden og fandt sufierne, som han også opfattede som overtroiske og helgendyrkende, siger Mark Sedgwick.

Sufierne blev altså mødt med først en religiøs og siden en sociologisk modstand. En modstand, som ikke var enig om andet i denne verden, end at sufisme var en dårlig ting.

? Så i dag ved de studerende her på universitetet stort set ikke, hvad sufisme er.

Mark Sedgwick har studeret sufisme i en række mellemøstlige og vestlige lande. Og han ser også tegn på, at sufisterne nu slår tilbage. For eksempel i Marokko, hvor det er intellektuelle som via sufisme vil tilbage til rødderne. Andre eksempler er Senegal og Singapore.

? Og i dag er de nye sufier moderne. De går i jakkesæt, de er gode til at sælge deres budskab om det individuelle gudsforhold. De er vel nærmest post-moderne, siger Mark Sedgwick.

Men de bliver udfordret af islams hovedstrømning: den politisk-ideologiske islam, som med modernismen og ikke mindst siden ideologiernes tiår i 1930'erne er blevet hovedtendensen blandt muslimer.

? Sufier er især mennesker, som er tiltrukket af islams åndelighed i en ikke-politiseret form. Det kan sammenlignes med en form for frimureri med et stærkt åndeligt islæt og et stærkt ønske om at udvikle civilsamfundet.

Og mens sufismen måske igen engang bliver en anerkendt og populær del af islam, så vil millioner af muslimer i Mellemøsten stadig besøge helgengravene for at få "barakka". Helst på helgenens fødselsdag for at holde "mulid" ? arabisk for årsdag ? som kan samle flere hundredtusinder af mennesker. Eller for at besøge helgenens grav på en bestemt ugedag, hvor den afdødes "barakka" regnes for stærkest.

For det hvid-grønne gravmæle i det gamle Kairo er det om mandagen, hvor fejringen begynder stilfærdigt med, at folk langsomt samles i moskeen over for eller på kaffebarerne og først sent på aftenen begynder at bede og synge. Her er det mest ældre egyptere, der kommer. Men ritualerne er de samme Mellemøsten over.

? Moderne intellektuelle har jo også åndelige behov, men traditionen med helgengrave er den gamle form. Det er ikke en praksis, moderne sufier lægger særlig stor vægt på, konstaterer Sedgwick.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere om sufisme på religion.dk

Fakta

Mark Sedgwick

Født i England 1960.

1982: Bachelor i historie fra Oxford University.

1987: Ansat ved American University of Cairo.

1991-92: Studerer arabisk på St. Andrews University i Skotland.

1999: Ph.d. på afhandling om sufisme, Bergen Universitet.

1999: Professor i historie på American University of Cairo.

Bøger om sufisme: Saints and Sons (2005) og Sufism: The Essentials (2000 og 2003), der er oversat til flere sprog.

Sufiers påkaldelse af Gud (dhikr)

Det er sheiken, der leder dhikr og angiver rytmen med hånden. Forsamlingen udbryder "al illahah ill Allah" (der er ingen Gud ud over Allah) med tryk og forlængelse på sidste stavelse. Det siger de igen og igen, mens de fleste rokker i takt med overkroppen. Mange har lukkede øjne. Med tre-fire minutters mellemrum intensiveres rytmen, voldsomst efter knap et kvarter. Så klapper sheiken i hænderne, og brødrene holder inde og rejser sig op. Nu begynder de igen på deres dhikr, mens de rytmisk svinger kroppen frem og tilbage. I et stykke tid siger de Allah, Allah (Gud), men efter fem-ti minutter afløses det af et "huwwa, hu" (Han), som ret omgående intensiveres til en stærk, næsten stakåndet rytme, hvortil mange af brødrene kaster deres kroppe for- og bagover. Flere kommer i en begyndende trance, og det virker, som om de bliver vækket, når sheiken med et håndklap stopper seancen. (?.) Sheiken afslutter med koranlæsning, en bøn om tilgivelse og mere praktiske bemærkninger.

Kilde: Dr.phil. Jakob Skovgaard-Petersens beskrivelse af Rifaiya-ordenens bøn i bogen: "Moderne islam ? muslimer i Cairo"