Hvad der er tale om, er Danmarks muslimer. En gruppe, der i medierne og den politiske debat ofte fremstilles som en samlet enhed. Rykker man luppen en anelse nærmere, ser man dog, at det muslimske danmarkskort er en broget palet, opdelt efter etnisk baggrund, religiøsitet, alder og social baggrund.
Alene det at danne sig et overblik over antallet af danske muslimer, er vanskeligt. Man ved ganske vist, at en stor del af Danmarks indvandrere og flygtninge kommer fra lande med en overvejende muslimsk befolkning. Men da det i Danmark er ulovligt at registrere folk efter deres religiøse overbevisning, ved man reelt ikke, hvor mange i indvandrer- og flygtningegruppen, der er egentligt troende muslimer.
Spørger man eksperterne, vurderer de fleste, at der findes 200.000 muslimer i Danmark. Godt halvdelen har rødder blandt de mange, der kom til Danmark som arbejdskraft i 1960'erne og 1970'erne fra eksempelvis Tyrkiet, Pakistan, det nordlige Afrika og det tidligere Jugoslavien. Andre igen er flygtet til Danmark fra blandt andet Iran, Irak, Bosnien og Somalia. Og så er der naturligvis den støt voksende gruppe af muslimer, der er født i Danmark af muslimske forældre eller selv er konverteret til islam.
Indtil indvandringen i 1960'erne og 1970'erne var islam ellers en forholdsvis usynlig religion i Danmark, med undtagelse af nogle få konvertitter og diplomater fra muslimske lande.
Men for tusinder af indvandrere blev religionen et samlingspunkt i det nye land. I kælderlokaler og private hjem lavede man sine egne små moskeer, hvor det sociale og hjemlandets traditioner ofte fyldte mindst lige så meget som det religiøse.
Derfor bevægede de danske muslimer sig fra begyndelsen i forskellige retninger. De sproglige forskelle var en naturlig barriere for et samarbejde, og muslimerne opdelte sig dels efter nationalitet, dels efter graden af religiøsitet.
Endnu mere broget blev det muslimske miljø med de store flygtningestrømme i 1980'erne og 1990'erne. Fra ayatollah Khomeinis stærkt fundamentalistiske Iran kom flygtninge med en kritisk og sekulær indstilling til islam, mens en stor del af de irakiske flygtninge var shia-muslimer og dermed repræsenterede et nyt skud på stammen i forhold til det store flertal af sunni-muslimer.
En så broget sammensætning trækker naturligvis spor i det religiøse miljø. Og sporene er kun blevet mere forskellige og stikker i stadig flere retninger i takt med, at islam i løbet af de seneste 35-40 år har fået sit eget liv i Danmark, stadig præget af impulser fra de første muslimers hjemlande, men i stigende grad påvirket af danskfødte muslimer.
Især i de seneste 10-15 år er "islam på dansk" kommet til at spille en rolle, vurderer en af Danmarks førende islam-forskere, Jørgen Bæk Simonsen, der er lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet.
? I begyndelsen af 1990'erne får vi de første muslimske ungdomsorganisationer, organiseret af unge muslimer, som har haft hovedparten af deres opvækst i Danmark. De er fortrolige med det danske samfund og i modsætning til deres forældre ikke i tvivl om, at de skal leve i Danmark. Og pludselig er debatten præget af en gruppe muslimer, der rummer et væsentligt element af det samfund, de er vokset op i, siger Jørgen Bæk Simonsen.
Mange af de første indvandrere betragtede sig selv som gæster i Danmark. Midlertidigt logerende, som en dag ville rejse hjem med familien og de opsparede penge for at fortsætte livet og i sidste ende dø og blive begravet i hjemlandets jord.
Derfor holdt mange indvandrere og flygtninge sig for sig selv, ofte placeret i ghetto-lignende boligområder i forstæderne til de større byer. De levede deres eget liv og stillede ikke særlige krav til det danske samfund, som de alligevel regnede med at forlade, når tiden var inde.
Men for de fleste blev virkeligheden et liv og en død i Danmark. Og det ved deres børn og børnebørn, som derfor også stiller andre og flere krav til det samfund, de som danske muslimer lever deres liv i.
? De kræver at det danske samfund anerkender dem som det, de er: Unge danskere, som tilfældigvis bare i modsætning til de fleste jævnaldrende har forældre med indvandrer- eller flygtningebaggrund. Den brudflade ser vi i begyndelsen af 1990'erne. Og det betyder ikke kun noget i forholdet mellem de unge muslimer og det danske samfund, men også i forholdet mellem de unge og deres forældre, siger Jørgen Bæk Simonsen.
Med børnenes bevidsthed om, at de skal leve deres liv i Danmark, sker der nemlig også et skred i forældrenes opfattelse. Og i den udvikling spiller imamerne også en afgørende rolle, mener Jørgen Bæk Simonsen, der blandt andet fremhæver den nu afdøde imam Abu Laban fra Islamisk Trossamfund.
? Abu Laban var som en af de første imamer opmærksom på, at islam kun kunne overleve i Danmark, hvis den indgik i dialog med omgivelserne, også selv om omgivelserne ikke er muslimske. På imam-niveau var han den toneangivende i arbejdet med at forklare forældrene, at de ikke kunne melde sig ud af det danske samfund, men havde et ansvar som muslimer og forældre for at hjælpe deres børn ud i samfundet, også et ikke-muslimsk samfund, siger Jørgen Bæk Simonsen.
Et af de mest konkrete beviser på, at islam ikke længere er en indvandrerreligion finder man i Brøndby, vest for København.
Her finder man landets eneste muslimske gravplads, der ikke ligger i forbindelse med en kristen kirkegård. Gravpladsen blev indviet i september 2006 og har ikke kun betydning for muslimerne, men også for det danske samfund, påpeger Jørgen Bæk Simonsen.
? Gravpladsen blev en realitet, fordi det faktisk lykkedes de meget forskellige grupperinger af muslimer at samarbejde. En gravplads har afgørende symbolsk betydning, fordi man kun stedes til hvile det sted, hvor man føler, at man hører til. Og dermed markerer den afslutningen på den cirkel, der blev påbegyndt i begyndelsen af 1990'erne af de unge muslimer og enkelte imamer med Abu Laban i spidsen, siger Jørgen Bæk Simonsen og understreger, at den danske islam også udfordrer det omgivende samfunds selvopfattelse.
? Der er ingen tvivl om, at hovedparten af muslimerne i dag føler sig som en del af det danske samfund. Ikke alle lige meget, ikke alle på samme måde, men de relaterer til det omgivende samfund og går i dialog med det. Dermed fastholder de en erkendelse af, at det danske samfund er blevet flerreligiøst, siger Jørgen Bæk Simonsen, der mener, at det muslimske samfund generelt har klaret overgangen fra indvandrerreligion til "dansk islam" godt.
? De muslimske grupperinger over en bred kam fortjener anerkendelse for den indsats, de har ydet, og den opgave de har taget på sig ved at aktivere sig selv og hinanden. På den måde har de også presset omgivelserne til en diskussion af, hvad vi stiller op med hinanden, siger Jørgen Bæk Simonsen.
I debatten om islams rolle og placering i Danmark, er det muslimske miljø ofte blevet kritiseret for at mangle en fælles stemme, et talerør, som politikere, interesseorganisationer og medier kunne føre dialog med.
Men lige siden den første indvandring har islam i Danmark stukket i et utal af forskellige retninger. Det vil ikke ændre sig, heller ikke med de danskfødte muslimers stigende indflydelse, vurderer Jørgen Bæk Simonsen.
? Det er ikke realistisk at forestille sig et talerør for alle danske muslimer. Jeg tror, at det om ikke så lang tid vil være realistisk med et talerør og en fælles repræsentation for en betydelig del af de muslimske grupperinger. Men forestillingen om, at muslimer er enige, fordi de er muslimer, er lige så absurd som forestillingen om, at alle danskere kan blive enige, fordi de er danskere. Det er udtryk for en manglende faktuel erkendelse af, at vi har at gøre med medborgere, der som alle andre har vidt forskellige holdninger til de forskellige punkter på dagsordenen, siger Jørgen Bæk Simonsen.
Trods de unge og danskfødte muslimers stigende indflydelse og evne til at præge dagsordenen, vil vi dog også stadig se grupper af muslimer, som ikke har den samme dialog med det omgivende samfund, vurderer Jørgen Bæk Simonsen. For nogle skyldes det en bestemt fortolkning af islam, mens det for andre og mindre ressourcestærke grupper vil skyldes, at de ganske enkelt ikke kan.
? Der er stadig enkelte grupperinger i det muslimske miljø, der er kritiske over for eller ikke evner at indgå i den aktuelle debat. Det er så dem, der sidder i deres moskeer med blikket rettet indad og dem, der har bestemt sig for ikke at deltage i den fortolkning af islam, som alle andre grupperinger på hver deres måde er i gang med og som går hele spektret rundt, lige fra udgivelsen af bøger til debatmøder og et aktivt engagement i foreninger, der forbinder muslimer og det danske samfund, siger Jørgen Bæk Simonsen.
Med de unge og danskfødte muslimers indtræden på scenen vil de kommende år blive af stor betydning for islams integration i det danske samfund, lyder det fra islam-forskeren.
? Det langsomme generationsskifte, der blev sat i gang i begyndelsen af 1990'erne, er netop nu ved at tippe til fordel for en gruppe af nye talsmænd, som aldersmæssigt ligger fra midt i 20'erne til omkring de 50 år. Der er tale om meget forskellige personer fra forskellige grupperinger, men de har alle ytret ønske om at tage del i det omgivende samfund og blive anerkendt som ligeværdige partnere. Forstår vi at tage dialogen og anerkende dem, kan det ud fra en almindelig psykologisk og sociologisk betragtning frigøre endnu mere energi og aktivitet. Anerkender vi dem ikke, risikerer vi, at de vender ryggen til det omgivende samfund, siger Jørgen Bæk Simonsen.
