Den franske islam-ekspert Olivier Roy mener, at terrorister bruger islam som ledestjerne, fordi de ikke har et egentligt politisk mål til at legitimere deres handlinger
Hvorfor er det netop den muslimske verden, som befinder sig i den internationale terrorismes cyklonøje i øjeblikket?
Dette spørgsmål rejses af såvel muslimske som ikke-muslimske iagttagere i lyset af de seneste ugers terrorangreb. Først bortførelsen af to franske journalister i Irak, efterfulgt af den brutale halshugning af 12 nepalesiske gidsler og senest den blodige afslutning på gidseldramaet på Skole Nummer Et i Rusland, hvor hundredvis af børn blev myrdet af terrorister.
Lederen af den arabiske satellitkanal al-Arabya, Abdul Rahman al-Rashid, har således vakt stor opmærksomhed ved at erklære, at "selv om alle muslimer ikke er terrorister, så er alle terrorister i dag muslimer."
Han undrer sig over "at terrorisme er blevet en muslimsk aktivitet, hvorved en godgørende religion er blevet forvandlet til et globalt skrig af had."
- Islam instrumentaliseres af terroristerne, mener også den franske forsker og ekspert i ekstrem islam, Olivier Roy, og uddyber:
- Der er intet i islam i sig selv, som favoriserer brugen af blind terror. Men islam misbruges af terroristerne til at legitimere deres handlinger, fordi den ekstreme udgave af islam ikke har et politisk mål, der kan mobilisere masserne, mener den franske forsker.
Omrejsende i terror
I sin bog"Den globaliserede islam", som i foråret udkom på dansk, beskriver Olivier Roy, hvordan de, han betegner som "islamiske neo-fundamentalister", i stigende grad vælger at følge "jihadister", som er islamiske ekstremister med det ene politiske mål at føre hellig krig, eller jihad, mod Vesten og mod de siddende arabiske regimer.
- Disse jihadister er en slags nomader, som rejser fra den ene konflikt til den anden. De var i Afghanistan, derefter i Bosnien, og nu i Irak. De kan kun identificere sig med en abstrakt sag som krigen mod de vantro, ikke med en nationalistisk sag, og derfor mobiliserer de islams religiøse symboler i deres sag, siger Olivier Roy.
Frygt for flere angreb
Ifølge den franske forsker er udviklingen i retning af et blindt had, som især kendetegner Osama bin Ladens al Qaeda-netværk af terorister, et resultat af, at politisk islam har spillet fallit i de lande, hvor man har forsøgt at basere staten på en ekstrem islam. Roy peger på lande som i Iran og Algeriet.
Han peger desuden på, at den allermest hadefulde terror, som retter sig mod kvinder og børn, hovedsageligt bruges i håbløse nationale konflikter som den tjetjenske og den palæstinensiske.
- Der er få udsigter til, at der kan oprettes en levedygtig palæstinensisk stat, og tjetjenerne har allerede tabt slaget om den nationale uaghængighed, siger Olivier Roy.
- Den blinde vold er udtryk for desperation og måske også for en slags hævn. I hvert fald i det tjetjenske tilfælde genfinder vi en form for stammekrig, som godt kan sammenlignes med det, man oplever nogle steder i Afrika.
Olivier Roy frygter, at antallet af jihadister, som rejser rundt og udfører terror, vil vokse.
Blandt andet fordi islam har overtaget kommunismens gamle rolle som samlingspunkt for de mest ekstreme og fanatiske modstandere af etablerede autoriteter.
- For nogle er islamismen kulminationen af en ekstremisering, mener Olivier Roy.
- Unge, der går ind i disse bevægelser, hvoraf en del vil komme fra de europæiske lande, vil være rede til at smide nye bomber, men de har ikke noget klart mål for, hvad der skal ske efter bomberne.
udland@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk
Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende