Fattige lande drænes for sygeplejersker

Vicki Bigambo var sygeplejerske i Tanzania, da hun fik tilbudt et job på et hospital i det nordlige England. Lønnen var mange gange højere, end den hun fik på hospitalet i Tanzanias største by, Dar-es-Salaam. Men ikke så høj som hun var blevet stillet i udsigt af det agentur, der hyrede hende. Og hun fik aldrig sine rejseudgifter dækket, som hun ellers også var blevet lovet.

Vicki Bigambo er en af de 20.000 afrikanske sygeplejersker, som ifølge FN's Befolkningsfond hvert år forlader Afrika for at arbejde i et af verdens rige OECD-lande. Verden mangler sygeplejersker, og det får både offentlige og private hospitaler i Vesten til at hyre sygeplejersker uden for OECD, hvor man kan lokke med lønninger, de fattige lande ikke kan konkurrere med.

I takt med, at befolkningen ældes i den vestlige verden, stiger også plejebehovet og dermed behovet for sygeplejersker. Og mange vestlige lande kan slet ikke følge med til at uddanne sygeplejersker nok.

Ifølge OECD vil Canada mangle 78.000 sygeplejersker i 2011 og Australien hele 40.000. Storbritannien skal fordoble antallet af sygeplejersker i de næste to år, og USA forventes at rekruttere op mod en million sygeplejersker i andre dele af verden i de kommende år.

Det sker især i udviklingslande, hvor sygeplejerskerne lader sig lokke af løfter om lønninger, de aldrig kunne få i deres hjemland.

Alene Filippinerne mistede i 2003 25.000 sygeplejersker til USA, Storbritannien og Australien, hvor lønningerne er op til 20 gange højere. Internettet vrimler med hjemmesider, der søger sygeplejersker til ansættelse i de rige OECD-lande, og private agenter har kontorer i for eksempel Kenya for at hyre lokale sygeplejersker til job i Vesten. 11 procent af alle afrikanske sygeplejersker, svarende 53.000, arbejder i OECD-lande, og heraf har Storbritannien hyret de 39.000.

Hvis denne hjerneflugt af sundhedspersonale som sygeplejersker og læger fra udviklingslandene fortsætter, er det en bombe under sundheden i disse lande og en alvorlig hindring for gennemførelsen af FN's såkaldte Årtusindmål om forbedret sundhedstilstand i verdens fattigste lande i 2015.

"Mangelen på kvalificeret sundhedspersonale, herunder sygeplejersker, er en af de største forhindringer for opfyldelsen af Årtusindmålene", konkluderer en rapport fra sygeplejerskernes internationale råd, International Council of Nurses, som anslår, at der mangler 600.000 sygeplejersker i Afrika for at nå årtusindmålene.

Disse mål sigter mod at nedbringe børnedødeligheden, begrænse kvindernes død ved barsel og begrænse hiv/aids-epidemien.

- Sygeplejerskerne er i centrum af sundhedssystemerne. De udgør 80 procent af sundhedsarbejderne, og er de der ikke, kan sygehuse og sundhedsklinikker ikke fungere ordentligt, og det gør årtusindmålene endnu sværere at nå, siger Mwanza Nkowane fra Verdenssundhedsorganisationens, WHO's, afdeling for sygepleje.

- Mangelen på sundhedspersonale er virkelig en hindring for gennemførelsen af 2015-målene, for det udhuler sundhedssystemer, som i forvejen er skrøbelige, mener også Søren Brix Christensen.

Han er formand for Læger uden Grænser og har selv været udstationeret i Sydafrika, der oplever en massiv flugt af sygeplejersker. Det samme gælder lande som Malawi og Zimbabwe.

- Det betyder, at vi må bruge dårligere uddannede sundhedsarbejdere, som måske nok kan lære folk at tage tuberkulosemedicin på den rigtige måde, men som ikke har sygeplerjerskens overblik over sygdommen.

- I forhold til aids-bekæmpelsen var vi nået dertil, at vi omsider har fået priserne ned på aids-medicin og fået 1,6 millioner mennesker i behandling i Afrika. Og så kan vi ikke fastholde det sundhedspersonale, som skal til for at få de næste tre millioner i behandling. Det er absurd, at de rige lande på den ene side opstiller nogle mål for faldende børnedødelighed, lavere dødelighed ved barsel og faldende hiv/aids-smitte og så trækker sundhedspersonalet ud i den anden ende, påpeger Søren Brix Christensen.

WHO er mere forsigtig med at klandre OECD-landene for at hyre sygeplejersker i de fattige lande.

Sygeplejernes internationale råd, som var en af de første organisationer til at advare mod rekrutteringen, har netop vedtaget en udtalelse, der opfordrer til at lade være med at hyre sygeplejersker i Den Tredje Verden.

Blandt andet fordi denne praksis åbner op for uetisk adfærd, hvor de afrikanske eller asiatiske sygeplejersker hyres af private agenturer, der lover guld og grønne skove, men i virkeligheden udnytter sygeplejerskerne, der afkræves skyhøje huslejer eller arbejder under helt andre vilkår end de nationale sygeplejersker.

Det har der været eksempler på især i USA, men også i Norge, hvor den norske sygeplejeorganisation har standset misbruget.

I Danmark, hvor der ifølge Dansk Sygeplejeråd er 1100 ubesatte stillinger på grund af mangel på sygeplejersker, er der ingen eksempler på, at sygehusene tyr til udenlandsk arbejdskraft.

I WHO er man mere forsigtig med at fordømme de rige landes rekrutteringskampagner på den sydlige halvkugle.

- Det er hverken rigtigt eller forkert. Sygehusene er nødt til at reagere, når de mangler sygeplejersker. De er nødt til at finde dem et eller andet sted for at overholde sikkerhedsnormerne, og deres behov er akut. Men for OECD-landene er det selvfølgelig meget nemmere og billigere at rekruttere sygeplejersker, der er uddannet i andre lande i stedet for at uddanne dem selv, konstaterer Mwanza Nkowane.

- Løsningen er at uddanne flere sygeplejersker. Men uddannelserne har svært ved at tiltrække og fastholde de unge. Og samtidig skal man gøre noget ved de faktorer, som gør, at sygeplejerskerne i de fattige lande rejser ud. For eksempel må sundhedspersonalet ofte vente mange måneder på at få udbetalt deres løn.

- Men de fattige lande har ofte meget begrænsede offentlige budgetter, så de kan ikke uden videre forbedre forholdene, tilføjer Mwanza Nkowane, som ikke bebrejder de afrikanske og asiatiske sygeplejersker, at de flygter til bedre vilkår i Vesten.

Det gør Søren Brix Christensen heller ikke.

- Sygeplejerskerne arbejder under forhold, hvor hver anden patient groft sagt dør efter tre dages indlæggelse. De udskriver ikke patienterne, de begraver dem, for eksempel fordi der ikke er medicin til rådighed. Det betyder, at deres arbejde nærmest bliver meningsløst, og det kan være svært at leve med i længden, siger Søren Brix Christensen.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk