Shakib Mohammad Taher skriver:

Hvorfor? Jeg tror ikke der findes nogen Gud, for når jeg se på denne verden og dens mennesker - som f.eks. det som sker i Afghanistan - spørger jeg mig selv, hvordan Gud er, når han ikke hjælper sine mennesker.

Er der nogen, som kan give mig svar på dette, for jeg er i en dyb tvivl. Hvis du kan gør det, vil du have hjulpet mig rigtig meget. Tak!

Spørgsmålet var stilet til Bent Lexner, som giver følgende svar:

Kære Shakib Mohammad.

Prøv at se dig omkring. Prøv at opleve alt det vidunderlige der sker i verden hver dag - de dagligdags mirakler. I øjeblikket begynder naturen at røre på sig, den har ligget i dvale. Om kort tid vil de tilsyneladende døde planter og træer igen udstråle liv med deres blomster og frugter - er dette ikke en bekræftelse på, at der er en Gud, så ved jeg ikke?

Bortset fra dette, forstår jeg godt, at mennesker kan være fortvivlede. Jeg mener bare ikke vi kan bebrejde Gud det onde, der sker. Hvis vi gik ind på den tankegang, så vil enhver forbryder kunne sige: "Det var ikke mig, - det var Guds vilje".

For mig er det afgørende, at Gud har givet mennesket dets frie vilje. Vi har mulighed for at vælge, men vi kan ikke standse ondskaben, netop fordi vi har fået det frie valg. Hvis vi vil gøre vore medmennesker ondt, så vil Gud ikke forhindre det.

Det svære er, hvordan vi forholder os til Gud i de svære situationer eller vi kunne spørge: hvordan forholder Gud sig til katastroferne. Jeg tror, at Gud har medlidenhed med de mennesker det onde går ud over.

Jeg tror, ligesom Dorothee Söelle, at Gud er på ofrenes side og ikke på bødlernes; ja, jeg tror at Gud har "smerte" således som vi har smerte, når vi oplever det forfærdelige. Noget af det fornemste der er blevet sagt om forholdet mellem Gud og menneskets ondskab er blevet sagt af en overlevende fra Auschwitz:

"Det faldt mig aldrig ind at tvivle på Guds handlinger eller manglende handlinger, mens jeg var fange i Auschwitz, selvom jeg forstod, hvorfor andre tvivlede..... Jeg blev hverken mere eller mindre religiøs på grund af det nazisterne gjorde imod os; og jeg tror ikke, at min tro blev svækket.

Det faldt mig ikke ind at forbinde vore lidelser med Gud, at give ham skylden for dem eller at tro mindre på ham, fordi han ikke kom os til undsætning.

Gud skylder os ikke noget. Vi kan takke ham for livet. Hvis nogen tror, at Gud er ansvarlig for seks millioner menneskers død, fordi
Han ikke gjorde noget for at redde dem, tænker de på en forkert måde. Vi har Gud at takke for de få eller mange år, vi lever, og det er vores pligt at tilbede ham og rette os efter Hans bud. Vi er her på jorden for at tjene Gud og lyde hans bud."

Jeg håber, at du kan finde de små mirakler i fremtiden og igennem dem blive inspireret til en positivt og lys tilværelse.

Kærlig hilsen
Bent Lexner