Kristendommens første topmøde

For folk, der regner sig selv for gode kristne, kan det være lidt chokerende at blive omtalt som hedning. Men det er ikke desto mindre, hvad alle etniske danskere er, i hvert fald ifølge Ny Testamente. Her er der nemlig en klar skelnen mellem jødekristne og hedningekristne, og alle ikke-jøder hører til den sidste kategori af hedninger, uanset hvor fromme de så end måtte være.

Denne skelnen kan i dag virke ret irrelevant, men var ikke desto mindre baggrunden for kristendommens første topmøde, som blev afholdt omkring år 50 og efterfølgende er blevet kendt som apostelmødet i Jerusalem. Hvis man vil have indsigt i de mange forsøg på at formulere kristendommens indhold i bekendelser op igennem historien, er det med andre ord en god ide at begynde her. Apostelmødet blev en model for de kommende århundreders kirkemøder, hvor den kristne tros afgørende bekendelsesskrifter blev formuleret.

Den spæde kristne kirke stod med apostelmødet netop foran en afgørende beslutning. På grund af blandt andet Paulus' stort anlagte missionstiltag voksede antallet af kristne uden for de jødiske befolkningsgrupper i disse år. Topmødet var indkaldt, fordi der skulle findes en løsning på et stridsspørgsmål, som truede med at splitte kristendommens hovedaktører: Skulle nye kristne med ikke-jødisk baggrund omskæres og overholde de jødiske renhedsforskrifter for at være rigtige kristne?

Svaret på det spørgsmål kom i høj grad til at bestemme kristendommens skæbne. Som Geert Hallbäck, lektor i Ny Testamente ved Københavns Universitet, formulerer det:

"Apostelmødet får kolossale konsekvenser. Den beslutning, der skulle tages, kom til at afgøre, om kirken skulle forblive en jødisk sekt, eller om den skulle blive til den verdensreligion, som den er blevet i dag.

Diskussionen på apostelmødet bølgede frem og tilbage. Stemningen har sikkert været spændt, da deltagerne begyndte at fremlægge deres synspunkter. Intet mindre end kristendommens fremtid stod på spil, og sådan har det ofte været, når de skelsættende kirkesamlende og kirkesplittende møder er blevet holdt.

Apostelmødet kan sammenlignes med en synode og bliver som det første topmøde i kristendommens historie en model for, hvordan lærestridigheder kan behandles, vurderer Geert Hallbäck.

"Apostelmødet repræsenterer bestræbelserne på at holde sammen på de Kristus-troende som fællesskab. Det har været en styrke for den kristne kirke, at den har fundet en formel, der gør det muligt at være i samme fællesskab" siger han.

Apostelmødet i Jerusalem endte med en anerkendelse af, at de ikke-jødiske kristne ikke behøvede at overholde jødiske forskrifter og herefter skulle anses for at være ligeberettiget med jøderne. Dog blev de ikke-jødiske kristne ifølge Apostlenes Gerninger pålagt at underkaste sig fire minimumsbestemmelser fra den jødiske lov. De skulle holde sig fra "kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt".

Netop med disse praktiske bestemmelser blev det muligt for jødekristne og hedningekristne fortsat at have måltidsfællesskab med hinanden. De viser med andre ord, hvor vigtigt det var for apostlene at holde sammen på fællesskabet mellem de forskellige etniske grupper i kirkens første fase.

Topmødets konklusion begynder i øvrigt med den ikke just selvudslettende formulering "Helligånden og vi har besluttet", som gør det klart, at topmødet ikke bare handlede om jordiske fællesskaber, men også havde guddommelig bevågenhed.

"Ifølge Apostlenes Gerninger har Gud haft en finger med i spillet. Denne formulering er et udtryk for tanken om, at Helligånden har været aktiv i den kollektive proces. I enhver institutionaliseret kirke vil man være grundlæggende mistroisk over for enkeltpersoner, der hævder, at de repræsenterer Helligånden. Men i forbindelse med kollektive beslutninger kan Helligåndens fortsatte virke i den kristne kirke fremhæves, hvilket man også ser i de kommende bekendelser i kirkehistorien. Vigtige læremæssige spørgsmål i kirkens historie er altid blevet truffet i fællesskab" forklarer Geert Hallbäck.

De praktiske anvisninger på organisering og struktur af kirkemøder og bekendelsesskrifter har ikke spillet nogen stor rolle for forfatterne til de nytestamentlige skrifter. Og det har en naturlig forklaring.

"De Kristus-troende i Ny Testamente forventer, at Kristi genkomst ligger lige om hjørnet - som vi dårligt kan forestille os - og derfor er der mange ting, som ikke betyder så meget for dem" siger Geert Hallbäck.

Efterhånden som kristendommen udvikler sig i et geografisk stort område og organiseres i menigheder med biskopper og andre ledere, bliver det mere og mere klart, at centrale læremæssige spørgsmål må afgøres i et fællesskab med autoritet til at formulere, hvad der er forpligtende kristentro i forskellige spørgsmål.

"Når man opdager, at Kristus ikke kommer igen lige med det samme, og at kristendommen er ved at få sin egen historie, så bliver afgørelsen af for eksempel læremæssige stridigheder vigtige. I det perspektiv spiller apostelmødet en meget stor rolle som model" siger Geert Hallbäck, som mener, at folkekirken i dag kunne lære af de indlysende fordele ved en synode-samling, som beretningen om apostelmødet viser.

"En af fordelene er for eksempel, at der kan skabes en form for klarhed. Problemet for folkekirken i dag er, at alle - og dermed ingen - kan udtale sig på folkekirkens vegne. Men tanken om en synode vækker stor modstand, fordi den går imod folkekirkens tradition for individualisme, mener Geert Hallbäck.

I debatten om folkekirken i dag siges det ofte, at en synode eller et nyt bekendelsesskrift vil være potentielt kirkesplittende. Men i udgangspunktet var det lige modsat, understreger Else Marie Wiberg Pedersen, lektor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet.

"Kirkelige topmøder diskuterede bekendelsesgrundlaget, og som vi ser af de første oldkirkelige koncilier udarbejdede de også nye bekendelser eller bekendelsesformuleringer, når de troendes enhed var truet" siger hun.

Det skete blandt andet på Apostelmødet i Jerusalem

"Apostelmødet viser et af de tidligste tilløb til en kirkesplittelse og er det første virkelig store eksempel på et kirkemøde, hvor man skal finde sammen præcist om det centrale i det kristne budskab. Det gør man på apostelmødet ved at finde enighed om frelsen i Kristus. Det er det nye. Når der kun er én Gud, er denne ene Gud for alle og ikke forbeholdt de omskårne jødekristne, siger Else Marie Wiberg Pedersen.

De ledende apostle i Jerusalem, som skulle klargøre, hvad jøde- og hedningekristne havde til fælles, understreger nemlig, at "vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde på samme måde som de", hedder det i Apostlenes Gerninger.

"Apostelmødet i Jerusalem bliver på mange måder et paradigme for kirkemøder, som er lagt ind i Bibelen selv. Deltagerne kommer til mødet fra vidt forskellige lejre med hver sine synspunkter, men til sidst ender mødet med, at man generøst nærmer sig hinanden. Man fastslår enigheden om det helt centrale, samtidig med at man kommer til en afklaring af spørgsmålet om de hedningekristnes status."

Else Marie Wiberg Pedersen påpeger, at apostelmødets struktur går igen i mange efterfølgende kirkemøder og bekendelser, hvor ordlyden er fortolkningsåben og ikke så detaljeret, at den lukker sig om sig selv.

"Det er genistregen, at man på denne måde søger og finder enhed i flerheden. Men samtidig er der også noget uopgiveligt, noget helt fast."

Bodil F. Skjøtt er generalsekretær i Den Danske Israelsmission, et folkekirkeligt missionsselskab, som arbejder med mission blandt det jødiske folk og med at skabe forståelse mellem jøder og kristne. Hun oplever, at problemstillingen fra apostelmødet i dag kan vendes 180 grader.

"Vi oplever, at jøder, der kommer til en erkendelse af, hvem Jesus er, ikke holder op med at være jøder. Og de kommer til os og spørger: Kan vi ikke få lov til at være med uden at blive hedninger? Behøver jeg at blive hedning for at blive Jesus-troende?

I den kristne kirkes historie har man ofte krævet, at jøder skulle afsværge deres kulturelle og religiøse rødder, hvis de ville være kristne. Nogle gange har man for eksempel krævet, at de skulle spise svinekød for at demonstrere, at de ikke længere lever efter den jødiske lov, og mange jøder har i forbindelse med dåb taget et andet navn for at markere en afstand til deres jødiske identitet.

"Her er det godt at kunne vise hen til beretningen om apostelmødet. Det er først og fremmest en blåstempling af, at Jesus-fællesskabet er for alle, også mennesker, der ikke er en del af det jødiske folk. Vejen til Jesus-fællesskabet går ikke gennem den dør, der hedder jødedommen. Du skal ikke først blive jøde for at blive Jesus-troende. Men det gælder jo selvfølgelig også omvendt" siger Bodil F. Skjøtt.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Fakta

Apostelmødets kilder

Apostelmødet i Jerusalem er beskrevet i både Apostlenes Gerninger kapitel 15 vers 1-29 og i Galaterbrevet kapitel 2 vers 1-10.

Selvom der er visse uoverensstemmelser mellem disse to passager er der dog enighed blandt de fleste teologer om, at det er det samme møde, de beskriver. Det er stort set de samme personer, det samme emne og det samme resultat.

Kilde: Geert Hallbäck, lektor i Ny Testamente, Københavns Universitet.

Mødets konklusion

"For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel".

Apostlenes Gerninger kapitel 15 vers 28-29.

De vigtigste deltagere

Hedningemissionærerne Paulus, Barnabas og Titus repræsenterede de hedningekristne på apostelmødet over for lederne af den jødekristne menighed, som havde discipline Peter og Johannes og Jesu ældste bror, Jakob, i spidsen.

Kilde: Kirke og kristendom. Leksikon

Jerusalem

Jerusalem var den tidligste kristendoms centrum. Efter Jerusalems fald nogle få årtier efter apostelmødet, blev rollen som menigheden i centrum overtaget af den kristne kirke i Rom.

Kilde: Kirke og kristendom. Leksikon