Pilgrimsfærd i jødedom

Traditionelt opfatter vi Jerusalem som jødernes religiøse centrum. Men den jødiske tro har været igennem en lang udvikling. Oprindelsen og placeringen af de jødiske helligsteder, der er, eller har været genstand for pilgrimsfærd, er en vigtig del af jødernes historie idet den bl.a. legitimerer deres ret til disse steder.
Pilgrim betyder oprindeligt fremmed (af det latinske peregre), og ordet er populært knyttet til religiøse rejser i andre lande. Men selve grundtanken; at rejse til bestemte steder på bestemte tider, er kendt langt tilbage i jødernes historie. Jødedommens oprindelse tager, i sig selv, udgangspunkt i en form for pilgrimsfærd, idet Abraham, af Gud, beordres ud for at slå sig ned i det hellige land. Endvidere betyder hele nomadetilværelsen, ørkentiden og udvandringen fra Ægypten at hele ?vandre- temaet? er en central del i den jødiske religion.

Helligstedslegender og nomadeliv

I det gamle testamente(GT) hører vi allerede, fra begyndelsen, om altre, som Abraham byggede, da han vandrede ind i Palæstina. Mange af disse historier er det, man kalder for helligstedslegender, idet de fortæller om, hvorfor og hvordan forskellige steder blev hellige. Historierne er også med til at legitimere at helligstedet tilhører netop jøderne og deres Gud. Man skal huske, at Jøderne var indvandrende nomadestammer, og at det ikke var ualmindeligt, at man overtog gamle helligsteder fra andre religioner for at gøre dem til sine egne. Dette kan både udtrykke en magt-demonstration, eller det kan gøre den ?nye religion? mere acceptabel for landets indbyggere. At lægge nye helligsteder oven på gamle kendes også i den nordiske kultur og fra Islam, hvor man jo har bygget en moske oven på resterne af Jerusalems tempel.

I 1 Mosebog 12.7 tiltales Abraham af Gud ved Orakel-egen ved Sikem, hvorefter han bygger et alter. Han bygger endnu et i Vers 8. Men denne gang i Betel. Betel er en af de vigtigste byer i Israels historie og knyttes endegyldigt til det jødiske folk i 1 Mosebog 28. 10 f . GT er fyldt med disse beretninger om helligsteder. Man mener at disse helligsteder, helt tilbage til ?dommertiden?(ca. 1300-1100 f.kr. ? man er uening om dateringen), har dannet ramme om årlige ?valfartsfester?. Valfartsfesterne kan betegnes som fester på faste årlige helligdage, der krævede pilgrimsfærd til det aktuelle helligsted. Byen Silo har med sikkerhed rummet et tempel , der var genstand for en årlig pilgrimsfest 1 Samuel 1.3.Silo var ligeledes hjemsted for pagtens ark, der senere, iflg. traditionen, blev flyttet til Jerusalem af Kong David.

Templet i Jerusalem

I de 5 Mosebøger hører vi intet om templet, det var endnu ikke en realitet. Til gengæld hører vi i meget detaljerede vendinger om, hvordan man havde et ?transportabelt tempel? kaldet tabernaklet ( latin: tabernaculum = bolig). Først i 1. Kongebog fortælles der om Kong Salomo og opførelsen af Jerusalems tempel . Templet var en forholdsvis beskeden bygning, med forskellige gårde. Forskellige former for ofringer har spillet en væsentlig rolle i det daglige tempelliv. Mere interessant, i denne sammenhæng, er de ovennævnte valfartsfester. Ifølge 2 Mosebog 23.17 skal en jøde valfarte 3 gange årligt. Disse valfarter har typisk været knyttet til; Påske, pinse/ugefesten og løvhyttefesten (som er en form for høstfest). Ved disse fester strømmede folk, i stort tal, til Jerusalem for at fejre højtiden ved templet. Disse pilgrimsrejser er altså at forstå som en del af det religiøse fællesskab og ikke som en blot individuel handling. Grundet økonomi og praktiske årsager har man dog valgt at lempe kravet om valfart, således at én gang årligt er nok. Knyttet til disse fester er en del af den gammeltestamentlige Salmebog . Det drejer sig om salme 120-134 , der står under overskriften ?Sang til festrejserne? . Man mener, at disse salmer har været brugt til fejring af valfartsfester i Jerusalems tempel. Der findes enkelte andre valfartssalmer i GT-salmebogen eksempelvis Salme 84 og Salme 147 . Tillige med de store kollektive valfartsfester kunne man rejse til Jerusalem på privat pilgrimsfærd, eksempelvis for at fortage en ofring i templet.