Kristendommens udbredelse

Kristendommen begyndte med Jesusbevægelsen. I tre år gik Jesus rundt i landet og forkyndte for folket og helbredte de syge. Omkring år 30 blev han korsfæstet, men tre dage efter henrettelsen forkyndte hans disciple, at han var opstået igen. Denne opstandelsesforkyndelse blev dynamikken i kristendommens udbredelse.

I løbet af de næste årtier kom det kristne evangelium (evangelium betyder "det glædelige budskab," underforstået om Jesu forkyndelse, død og opstandelse) ud i hele Palæstinaområdet. Kristendommen bredte sig videre ud til nogle af de større græsk-romerske byer, eksempelvis til Antiokia i det nuværende Syrien. Det gav problemer. For hvordan skulle kristendommen forstås i forhold til de religioner, der eksisterede i området? Dette spørgsmål hang sammen med et andet – var kristendommen en selvstændig religion eller blot en jødisk retning? Alle de første kristne var jo jøder.

Apostlen Paulus

Kristendommen blev hurtigt en selvstændig religion. Og det skyldtes apostlen Paulus. Han missionerede for hedningerne – det vil sige ikke-jøder – rundt omkring i det østlige Middelhavsområde. Og som teolog gennemtænkte han kristendommen skarpt og konsekvent.

Paulus havde baggrund i den græske verden. Han var søn af jødiske forældre, men voksede op i den lilleasiatiske by Tarsus i nutidens Tyrkiet. Her blev han opdraget som jøde, men fik samtidig et grundigt indblik i den græske filosofi.

Som helt ung kom han til Jerusalem for at studere den jødiske lov. Her stiftede han bekendtskab med de Kristus-troende, som han aktivt forfulgte på grund af deres vranglære.

Imidlertid blev Paulus selv kristen, idet han blev overbevidst om, at den korsfæstede og opstandne Jesus virkelig var Guds Messias. Det var ham, Israels profeter ventede ville komme, og som døde på alle menneskers vegne, så de havde mulighed for frelse. Dette var centrum i Paulus` kristendomsforståelse.

Med Jesus var der ifølge Paulus kommet et nyt forhold mellem Gud og mennesker, der helt og holdent hvilede på Guds kærlighed til menneskene, og på at Gud var som en far til menneskene, hans børn.

Paulus gjorde det klart, at grækere og andre ikke-jøder naturligvis kunne blive døbt uden at skulle konvertere til jødedommen først.

Ved et møde i Jerusalem mellem Paulus og de ledende apostle i år 53 blev hans syn på kristendommen det sejrende (ApG 15 og Gal 2). Det medførte, at kristendommen i stigende grad blev udbredt til ikke-jøder.

De fire veje

Fra midten af det første århundrede bredte kristendommen sig ud over det romerske rige. Paulus skabte grundlaget for spredningen ved at rejse ud på missionsrejser. Kristendommen udbredelse fulgte fire veje ud fra Jerusalem. Disse fire førte senere til forskellige kirkedannelser:

Kristendommens vej mod vest blev til den romersk-katolske kirke med Rom som centrum. Til tider forfulgte den romerske kejsermagt de kristne, men det ændrede sig, da Konstantin den Store (312-337) kom til magten. Han støttede den kristne kirke, og gjorde den til en anerkendt og priviligeret religion i det romerske imperium.

Ifølge en legende udnævnte han samtidig Roms biskop til kirkens leder – det vil sige til pave. I den romersk-katolske kirke, blev gudstjenestesproget naturligt nok romernes eget sprog, latin. Fra Rom bredte den latinske kristendom sig mod nord op i Europa.

Den nordvestlige vej op i det nuværende Tyrkiet og ind i Grækenland blev til den græsk-ortodokse kirke. I kristendommens første århundreder følte denne kirke sig ét med den romerske kirke, men der var flere grunde til, at den efterhånden frigjorde sig fra Rom.

For det første var der en alt for stor afstand til Rom og dermed til kirkeledelsen. Desuden var græsk det fælles sprog, som man også brugte ved gudstjenesterne i det østlige Middelhavsområde. Efterhånden blev det romerske imperium også delt i to, hvorved det øst-romerske område fik Konstantinopel som regeringscentrum. Endelig udviklede den græsktalende kirke sin egen gudstjenesteform og kristendomsopfattelse.

Kristendommens vej sydpå blev til den ægyptiske kirke med det ægyptiske sprog, koptisk, som gudstjenestesprog. Kirkens gudstjenesteform og teologi udviklede sig her på en sin egen måde – ikke mindst fordi denne kirke efter islams udbredelse i 600 og 700-tallet blev isoleret fra den øvrige kristenhed. Det samme kom til at gælde for den sidste retning.

Den fjerde vej førte mod øst ind i Syrien, Irak, op i Armenien og Georgien og videre helt til Indien. Meget tyder på, at kristendommen ad ”Silkevejen” – handelsruten til Kina – nåede helt frem til det fjerne Østen. I kirkerne i Syrien, Irak og Iran beholdt man Jesu eget sprog, aramaisk, som gudstjenestesprog.

Missionen foregik for det meste fredeligt. Når det lykkedes de kristne munke at omvende en lokal hersker, regnedes hans område for kristnet. Flere steder overtog munkene ofte helligsteder og helligdage, man allerede havde, og gav dem en ny og kristen betydning.

Reformationen og den nye verden

I begyndelsen af 1500-tallet gjorde den tyske munk Martin Luther (1483-1546) op med den romersk-katolske kirke. Hans stærke kritik af kirken førte i løbet af få årtier til en række nye kirkedannelser i Mellem- og Nordeuropa. De protestantiske kirker blev grundlagt.

Den katolske kirke gik i midten af 1500-tallet til modangreb ved at stramme sin lære op, forfølge kættere og begyndeny missionsvirksomhed. Kirken skulle ud i den nye verden, som opdagelsesrejsende havde kortlagt.

En stor betydning i denne sammenhæng fik en ny munkeorden – jesuitterne – som blev stiftet af den spanske adelsmand Ignatius Loyola (1491-1556). I Sydamerika arbejdede de hårdt på at gøre indianerne kristne, og en stor del af omvendelserne har været tvungne. Samtidig prøvede missionærerne at hindre slavehandel.

Til det fjerne Østen – i Japan, Kina og på Filippinerne – bragte jesuitterne tekniske færdigheder, håndværk og europæisk kultur med sig. Og de var dygtige til at få kristendommen til at passe ind i de lokale forhold. Jesuitterne viste stor respekt for eksempelvis buddhismen og konfucianismen og tillod forfædredyrkelse.

Kristendommens udbredelse fulgte med koloniseringen af Indien, Afrika og Stillehavsområdet. I Nordamerika var det særligt de protestantiske kirker, der fulgte med indvandrerne fra Europa. Den katolske kirke fulgte derimod med den spanske og portugisiske invasion af Sydamerika. Men i Afrika kom den katolske og de protestantiske kirker til at stå overfor hinanden.

Det første ydre missionsarbejde i den lutherske kirke var Danmark med til at starte. I 1706 blev der sendt to missionærer til den danske koloni Trankebar på Indiens sydøstkyst.

I 1948 blev Kirkernes Verdensråd stiftet. Det omfatter nu omkring 330 kirker. Dog er verdens største kirkesamfund – den katolske kirke – ikke medlem.

Nye undersøgelser viser, at kristendommen stadig breder sig – ikke mindst i Afrika og Asien. Faktisk er den aldrig vokset så meget som netop nu. Frem til år 2050 forventes antallet af kristne at vokse fra to til tre milliarder.