Hvem er kristen?

Det grundlæggende i den kristne tro er, at Gud skabte verden og sendte sin søn, Jesus Kristus, for at frelse menneskene fra syndens og dødens magt. Op igennem historien er der ofte dukket nye kirker op, fordi de kristne har tolket dele af Bibelen forskelligt.

Jesus Kristus som menneskenes frelser

Den kristne tro har altid haft frelsen gennem Jesus Kristus som centrum. Han er befrieren, der har gjort ende på ondskabens magt over mennesket. Bibelen lærer, at mennesket er adskilt fra Gud, fordi ondskaben er i verden - og i det enkelte menneske (Rom 3,23). Fordi Jesus var Guds søn, kunne han leve et menneskeliv uden at synde. Da han så døde og opstod igen, besejrede han det onde i verden. Derved banede han vejen for, at menneskene kunne frelses og få evigt liv, hvis de troede på ham.

Senere begyndte de kristne at diskutere, hvordan de skulle udlægge Bibelen. Det var eksempelvis spørgsmål om, hvornår mennesket var frelst - skete frelsen i omvendelsen til den kristen tro, i dåben (Mark 16,16), eller var frelsen det, der skete, når mennesket efter sin død opstod og gik ind i Guds rige? Det var nogle af de spørgsmål, der op gennem tiden splittede kirken op i forskellige retninger.

Den katolske kirke

Den katolske kirke definerede den kristne lære i Europa op til slutningen af middelalderen. En undtagelse er den ortodokse kirke, som udgjorde den græske og den russiske kirke. Den katolske lære blev i middelalderen formuleret af en af kirken største teolog, Thomas Aquinas (1225-1274).

Trods mange ændringer i den katolske kirke frem til i dag støtter den sig stadig til Aquinas' lære. Katolikkerne mener, at mennesket er skabt med en fornuft, en fri vilje og en længsel efter Gud. Men menneskets vilje blev svækket, og forstanden formørket ved Syndefaldet - da Adam og Eva syndede ved at spise af det forbudte træ i Edens Have (1 Mos 3). Det er den katolske kirkes opfattelse, at Gud oprettede kirken, for at den skal være den "kanal", hvorigennem frelsen kommer ud til menneskene.

I dåben bliver mennesket genfødt som Guds barn og bliver dermed medlem af kirken. Den skyld, som barnet er født med, vaskes af i dåben. Ved nadveren fejres Jesu død på korset. Her ofrede han sig for menneskets skyld, for at det kunne blive fri fra synden og døden og få et evigt liv. Jesu opstandelse fejres også ved nadveren. Den fik frelsende virkning for mennesker.

At tro er at tage imod Guds tilbud om frelse og at lade troen komme til udtryk praktisk i gode handlinger imod andre mennesker. Enhver er nemlig skabt med en længsel efter Gud. Mennesket har altså kræfter i sig, så det kan arbejde med på sin frelse. Forstået på denne måde har mennesket også selv et ansvar for sin evige skæbne.

Denne opfattelse reagerede munken Martin Luther (1483-1546) imod og satte dermed gang i det, vi kalder reformationen - altså opgøret med den katolske kirke. Som følge af Luthers opgør fik vi de protestantiske kirker, som i løbet af 1500-tallet især bredte sig ud over den nordlige del af Europa.

Luther

Luther forholdt sig meget direkte til Bibelen: "Jeg tror, at Gud har skabt mig så vel som alle skabninger, at han har givet mig legeme og sjæl, øjne, øren og alle lemmer, fornuft og alle sanser, og endnu opholder alt dette, at han giver klæder, sko, mad og drikke, hus og hjem, hustru, børn, marker, kvæg og alle goder."

Ifølge Luther er det da også menneskets bestemmelse at bruge denne verden. Det er her, mennesket tjener Gud ved at gøre sit arbejde godt. Bageren tjener eksempelvis Gud og sin næste ved at bage gode brød. I forhold til det skabte, til arbejdet, til politik og lignende har mennesket sin fornuft og sin frie vilje.

Men når det så drejer sig om frelsen, har mennesket ingen vilje. Frelsen er noget, Gud giver den enkelte. Mennesket kan ikke arbejde på sin egen frelse. Luther bruger nogle kontante billeder for at forklare, hvad han mener. Mennesket, siger han, er som en hest, der går derhen, hvor rytteren bestemmer det. Hesten har altså ingen egen vilje, men styres af en anden. Og denne anden kan enten være Gud eller Djævelen. Tro er det samme som tillid til, at Gud fylder én med sin tilgivelse.

Med denne opfattelse har Luther gjort op med den katolske kirke, der ser kirken som en nødvendig formidler af Guds frelsende og tilgivende kærlighed. Luther mente derimod, at Guds frelse var henvendt til den enkelte uden kirken som formidler.

Grundtvig (1783-1872)

Niels Frederik Severin Grundtvigs fik stor betydning for kristendommen i Danmark, og en stor gruppe kristne tilslutter sig stadig hans synspunkter og kalder sig grundtvigianere.

For ham var det helt centralt, at troen støtter sig til, at der rent faktisk er en kirke, en kristen menighed, der hver søndag samles omkring evangeliets forkyndelse, at der døbes, og mennesker modtager nadveren. Her er Jesus Kristus i virkeligheden selv tilstede, siger Grundtvig. Kirken er ikke bygningen, men den kristne menighed - de troende mennesker i den. Mennesket bliver ikke et nyt og anderledes menneske ved at tro. Men i troen ser mennesket sit liv i et nyt perspektiv. Det fyldes af håb og livsmod og kan leve fremadrettet med fornyede kræfter til det liv, som det er sat i. For det er selve troen, der er frelsende og befriende og gør, at mennesket ser sit liv i et evighedsperspektiv - altså i forventning om et evigt liv sammen med Gud efter døden.

Grundtvig mente, at det at blive en kristen, kun gav mening, hvis man først var blevet klar over, hvad det vil sige at være menneske. Han formulerede det i en berømt sætning: "menneske først, kristen så".

Valgmenigheder og frikirker

Grundtvigianerne hører til i den danske folkekirke. Men nogle steder har de også lavet valgmenigheder. Det er menigheder, som bygger på folkekirkens bekendelser og står under biskoppen, men som har valgt at lave deres egen kirke.

Begrundelsen for at lave valgmenigheder er ofte, at de derved har mulighed for at vælge deres egen præst. De præster, som er i folkekirken, er valgt af menighedsrådene, som er sammensat af folkevalgte mennesker fra alle fløje af kirken. Da folkekirken rummer en stor bredde af holdninger til, hvordan det kristne evangelium skal forstås, giver det nogle gange anledning til, at nogle vælger at oprette disse valgmenigheder. Andre gør det for at skabe en kirke med en særlig profil eller målgruppe.

Frikirker er derimod ikke en del af folkekirken. Mange af dem er karismatiske - det vil sige, at de fokuserer meget på det åndelige gennem eksempelvis lovsang og tungetale. Eksempler på frikirker er pinsekirken, baptistkirken eller apostolsk kirke. Mange frikirker går ind for voksendåb modsat folkekirken, der fortrinsvis har barnedåb.

Det at være kristen afhænger altså ikke af, om man eksempelvis hører til folkekirken. Der er mange forskellige kirker i Danmark - og ikke mindst ud over hele verden. De kristne er en mangfoldighed af forskellige mennesker, der alle er enige om, at Jesus Kristus er verdens frelser.