Dharma: den tidlige buddhistiske lære

Har man opnået den endelige nirvana, er man gået bag om lidelsen.

Det gjorde Buddha, og det opfordrede han alle andre til at gøre.

Lidelse
Benares-talen indeholder dystre perspektiver, blandt andet beskeden om at selve tilværelsens fundamentale problem er, at alt er lidelse.

Det kan for en moderne vesterlænding lyde barskt at få smidt i hovedet. Vi har det jo godt, eller i det mindste godt nok, det meste af tiden. Der er altid noget at glæde sig over, eller glæde sig til. Ind imellem ser vi da lyset, lysglimt af store øjeblikke eller varme følelser om livets værdi og varme. Resten af tiden kan vi holde ud; efter regn kommer sol, som regel.

Men det er ikke nok, sagde Buddha. Alt, både de lyse og de mørke øjeblikke er lidelse, eller med et måske bedre dækkende ord - utilfredsstillende.

Lykken er jo bare momentan, og kan vi overhovedet være sikre på, at den virkelig er der, når vi rigtigt føler efter? Bruger man opskriften til udfrielsen af lidelsen, kan man nå den, siger buddhismen. Hvis ikke i dette liv, så i et andet.

Karma og genfødsel
For rigtigt at begive os ind i forestillingen om lidelsen, eller livets utilfredsstillende væsen, må vi også kigge på indisk tankegang omkring livet og døden. For datidens tilhængere af den brahmanske religion og nutidens hinduer gælder det, at det fysiske liv fortsætter igen og igen. Vi fødes og dør konstant, trædemøllen fortsætter i det uendelige, fordi vi ikke kan eller vil ud til den endelige frelse, samadhi eller moksha. Vi vil dybest set ikke opnå udslukkelsen (nirvana) af lidelsen. Det, der binder liv og død sammen er karma.

Karma betyder "handling" og "handlingens frugter." Det var først tænkt som de frø, man sår og senere høster ved rituelle handlinger, men senere kom det også til at betyde det etiske sindelag, der ligger bag enhver handling.

Karma er mekanismen bag årsag og virkning. Det er en universel lov, som man kan forsøge at forstå, følge og handle efter - men man kan ikke undgå den. Ikke før man selv ifølge hinduerne bryder ud af kæden og smelter sammen med verdensaltet (brahman) - eller før man som buddhist ser lyset, bliver oplyst.

Samsara, som den evige kæde af liv og død kaldes, er altså for inderne og også de tidlige buddhister at sammenligne med et fængsel, et lidelsesfuldt sted, man bør slippe ud af.

Begær til livet og jeg-problemet
Lidelsens ophav er, sagde Buddha, vores begær, tørsten efter blindt at tilfredsstille os selv og vores sanser. Vi tørster efter liv, efter at - som man kan sige med et moderne ord - "realisere os selv", vores ego, ønsker og begær.

Og netop det gør eksistentielt set ondt, selv om vi ikke kan se det. For jo mere vi klynger til os selv og vores begærs-trang, des mere hænger vi fast i samsara og i vores psykologisk forbundne net af tanke- og handlingsmønstre.

Det værste er næsten, at vi tror så fuldt og fast på, at vi har en sjæl, eller et "jeg". Det har vi nemlig ikke, siger buddhismen. Vi har derimod evigt foranderlige elementer (skandhaer), der udgør vores pragmatiske og "daglige" jeg - og som følger med os til næste genfødsel.

Årsagskæden
Genfødsel og lidelsens betingelser kan man se illustreret i billeder med "årsagskæden" Klik her.

Sådanne billeder bruges både til at belære med, men også til at meditere på, da de fortæller om den "Den Betingede Samopståen"; grundvilkår for menneskets og alt levendes eksistens. Alt hænger sammen og er gensidigt betinget, en handling eller egenskab skaber automatisk en ny - et nyt "led" i årsagskæden.

Årsagskæden - og samsara-trædemøllen - kan brydes, og bruges til noget positivt. Vender man nemlig strømmen i årsagskæden, vender man også den negative karma til noget positivt. Med rette handlinger kan man komme ud af lidelsen, man kan se lyset, opleve livets mening. Det gav Buddha en recept på, nemlig Den Ottefoldige Vej.

Lægbuddhistens dharma
Benaresprædikenen blev givet til munkene, til de spirituelt udviklede, der var klar til at betræde samme vej som Buddha.

Buddha fortæller om De Fire Ædle Sandheder - eller sandhederne for de ædle. Det var altså ikke nødvendigvis en lære for alle.

For lægfolket, der ikke vandrede rundt med kronraget isse og munkedragt, gjaldt andre og mere almindelige læreregler. For dem taler man om den "gradvise vej".

Denne er en livsførelse, der på mange måder minder om basale etiske og rituelle dyder, som man også kender fra andre religioner.

Det gælder da for lægbuddhisten om at være et godt menneske ifølge generelle indiske normer, og ifølge De Fem Foreskrifter, som senere blev formuleret som buddhistiske moralregler. Desuden kan han/hun optjene god karma ved at ofre til Buddha og ved at give almisser til munkene på deres daglige almisse-indsamling.

Lægbuddhisten kan gøre sig forhåbninger om at blive munk i et senere liv. Først der kan han følge den endelige vej mod oplysning og vejen ud af den lidelse, som han som almindelig lægperson måske ikke forstod.

At også lægfolk kan gøre sig forhåbninger om indsigt og frelse hører til indenfor senere former for buddhisme, og er især tanker, der har gjort sig gældende i moderne tid.