Den hellige sagde til Adam: ?Hvis hun ønsker at vende tilbage, er alt godt. Hvis ikke, vil hun blive nødt til at acceptere, at hundrede af hendes børn vil dø hver dag.? Englene drog efter hende, og fandt hende til sidst i havet, i de kraftfulde vande, hvori det var ægypternes skæbne at gå til grunde. De fortalte hende, hvad Gud havde sagt, og hun ønskede ikke at vende tilbage.

(Fra en legende i et jødisk skrift ?Ben Siras Alfabet 23A-B. Her citeret efter Peter Boile Nielsen: Jødisk eksistens. Kbhvn 1999)

Lilit nægtede altså at underlægge sig sin mand. Men teksten er som sagt en legende. Lad os derfor se nærmere på, hvordan forholdet mellem mand og kvinde er fremstillet i den jødiske bibel, Det Gamle Testamente.

De to køn

Familien eller slægtens overlevelse er udgangspunktet for Det Gamle Testamentes skildring af forholdet mellem kønnene. Seksuallivet skulle alene være i slægtens tjeneste. Men det udelukkede bestemt ikke, at seksualitet var forbundet med glæde og blev tillagt værdi. Tværtimod. Det Gamle Testamente indeholder nok verdenslitteraturens flotteste kærlighedspoesi, som formodentlig blev anvendt ved bryllupsfester. Denne poesi er samlet i Højsangen. Her møder vi to unge mennesker, Sulamit og Salomo, der erotisk taler både skælmsk, sart og glødende og beundrer hinandens legemlige fortrin. Og så er digtene i et billedsprog, som vi kun finder i mellemøstlig poesi.

Min elskede er et myrrabundt,
der hviler mellem mine bryster,
min elskede er en hennaklase
i En-Gedis vingårde

Højs 1,13-14

Hvor er du smuk, min kæreste,
Hvor er du smuk!
Dine øjne bag sløret
er som duer.
Dit hår som en gedeflok
der bølger ned fra Gileads bjerge.
Dine tænder er som en flok nyklippede får,
der kommer op fra badet
alle med tvillinger,
ingen er uden lam.

Højs 4,1-2

I den jødiske religiøsitet ses denne poesi på én gang som udtryk for forholdet mellem mand og kvinde og som et billede på forholdet mellem det jødiske folk og dets Gud, Jahve.

Kønsroller

Forholdet mellem Jahve og folket svarer til et patriarkalsk samfund, hvor manden ? Jahve ? er overhovedet. Rollefordelingen er begrundet ud fra den såkaldte syndefaldsberetning (1 Mos 3), hvor Jahve siger til kvinden, at hun skal begære sin mand, og at manden skal herske over hende. I praksis var manden familiens overhoved i det gamle Israel.

Den patriarkalske ordning kom til udtryk på følgende områder:

• Kun sønner kunne arve efter fædre
• Familiens ære var mandens anliggende
• Kvinder havde ingen selvstændig juridisk stilling ? undtagen enker, fraskilte og prostituerede
• Kvinden arbejdede i huset ? manden ude. Høstarbejde og vogtning af får og geder er undtaget
• Kun mænd (af Arons slægt) kunne være præster og krigere
• Deltagelse i religiøse fester var krævet af mænd ? kvinder kunne deltage.

Kønsroller i dag

I dag holder de ortodokse jøder stadig fast ved den traditionelle jødedom. For dem er der nøje afgrænsede roller for mænd og kvinder. At være gift med en mand, som bruger al sin tid på studere de jødiske skrifter, opleves som et stort privilegium for en kvinde. Hun har derimod ansvaret for hjemmet. Det er ofte en krævende opgave, for det anses som en stor velsignelse at få mange børn. Kvinden møder respekt for sin position som børnenes moder ? også fordi børnene netop er jøder i kraft af, at moderen er jøde.

Det religiøse ansvar ligger fortrinsvis hos faderen. Alligevel har moderen også her faste opgaver. Ved sabbatsfejringen tænder hun de to sabbatslys, der er et udtryk for sabbattens begyndelse.

Langt størstedelen af jøderne går ind for ligeberettigelse mellem kønnene. Både mænd og kvinder tager uddannelser, og i Israel skal de alle ind i militæret ? kvinderne to år og mændene tre år.

Det er også almindeligt, at kvinderne arbejder ude. Men kvinderne er langt underrepræsenteret i offentlige erhverv og højere positioner. Eksempelvis er kun 15 procent af parlamentets medlemmer kvinder. Den gennemsnitlige løn for en kvinde er kun 60,18 procent af mændenes gennemsnitlige løn. Det er svært for kvinder at gøre karriere, fordi der også ligger et kulturelt pres på dem om, at de skal gifte sig tidligt. Og har de først børn, er de nødt til at passe dem, da der ikke er de samme pasningsordninger, som vi eksempelvis har i Danmark.

Den jødiske feminist Aviva Cantor skriver: "Jøder har med mellemrum skabt bevægelser, der ville tilbage til jødedommens kilde, og jødisk historie er fyldt med sådanne bestræbelser. Når vi kæmper for kvinders og mænds ligeberettigelse og ser Lilit som personificeringen af denne kamp, har vi del i traditionen for at vende tilbage og bygge på det rene uforfalskede grundlag. Denne rene skønhed findes i ordene: ?Og Gud skabte mennesket ... som mand og kvinde skabte han dem.? Ligestillingen mellem mand og kvinde udtrykkes i denne sætning. Denne ligestilling må komme til udtryk i vores liv, hvis menneskeheden og alle de værdier, vi holder af, skal overleve."

Jødedommens vestlige prægning har også haft indflydelse på de jødiske kvinders levevis og gjort dem mere frigjorte. Det afspejles blandt andet i kvindernes påklædning, der for flertallets vedkommende ikke længere underlagt religiøst pålæg om at skjule.

Politisk er der en stigende bevidsthed om problemet. De røster, der taler kvindernes sag, præger kvindesynet og er derved med til at øge deres muligheder. Men landet har en lang religiøs tradition, som også spiller ind på opfattelsen af mænd og kvinder og er svær at bryde. Ikke mindst fordi de ortodokse jøder fortsat lever, som de har gjort i de sidste mange hundrede år.