Det vrimler med guder inden for hindu-traditionen. Nogle møder vi kun lokalt; i landsbyens lille tempel eller i et bestemt område af Indien. Andre guder kan vi finde alle steder. De sidstnævnte er først og fremmest de centrale guder Siva og Visnu, foruden Gudinden, Sakti. Også disse guder kendes dog under forskellige navne og i mange udformninger, alt efter hvor i Indien - og verden - vi befinder os.

For den enkelte hindu er forvirringen nu ikke så stor. En hindu eller hindufamilie har som regel en enkelt udvalgt gud, som de er særligt knyttet til, og som de dyrker som den eneste gud. Denne gud betragtes som personlig og universel og som den eneste centrale gud. Ud over denne største og vigtigste guddom kan en hindu dog også besøge andre guders templer eller tilbede disse på anden vis. Guderne udelukker altså ikke gensidigt hinanden, sådan som vi kender det fra kristendom, jødedom og islam.

Når denne form for gudsdyrkelse ikke bliver selvmodsigende for hinduerne, skyldes det den underliggende forestilling om, at alle guderne i sidste ende er manifesterede former af den Ene. Nok er der mange guder, men i sidste ende er de alle udtryk for det samme; nemlig det universelt guddommelige princip, Brahman eller Gud. Brahman er den upersonlige kraft, som opretholder hele universet. Det er verdensaltet, den underliggende og umanifesterede realitet bag alt. Denne form for gudsdyrkelse, hvor de forskellige guder i sidste ende er manifestationer af det samme, kaldes henoteisme.

Historisk kan man altså betragte det på den måde at hinduismens gudeopfattelse er en sammensmeltning af den vediske religions polyteisme og brahmanismens monisme.

Guder og mennesker

Hinduismens guder er til stede i verden. De griber ind i menneskers liv. De kan skænke nåde og frelse. Det er derfor yderst vigtigt at stå på god fod med dem. Menneskene kan kommunikere med guderne rituelt. Det kan f.eks. ske gennem bøn, hymnesang, ofre eller i templet. I templet kan mennesket møde guden i form af gudestatuen - ansigt til ansigt. Dette er meget væsentligt. Ved dette møde, hvor mennesket får en direkte vision (kaldet darsana) af guden, skænker guden sin nåde til mennesket. Mennesket vinder altså på denne måde gudens gunst.

Mennesket kan også selv blive guddommeligt. Skellet mellem gud og menneske er ikke så skarpt og absolut i hinduismen som f.eks. inden for islam. Indien er således berømt for sine hellige mænd og kvinder også idag findes her asketer, munke og religiøse ledere, der tilbedes og opfattes som guddommelige. De kvinder, der gennem tiderne har ladet sig brænde sammen med deres afdøde mand på dennes ligbål (en praksis kendt som enkebrænding eller sati), regnes også for guddommelige. Det er dog ikke kun disse religiøse virtuoser, der kan opnå guddommelig status. På bryllupsdagen æres enhver brud og brudgom som guder.

Hinduismens centrale guder; Visnu og Siva

Over hele Indien er tusindvis af templer indviet til Visnu og Siva. Den hinduistiske mytologi er fyldt med historier om deres bedrifter. De er hinduismens helt centrale guder. Sammen med en anden stor gud, Brahma, opfattes de nogle gange som en form for treenighed en opfattelse, som vestlige forskere med kristen baggrund har været glad for og let har kunnet forholde sig til. Opfattet som en treenighed står Brahma som skaberen, Visnu som opretholderen og Siva som ødelæggeren. Brahma omtales ofte i den klassiske mytologi, men idag tilbedes han næsten ikke og har slet ikke samme betydning for en hindu som de to andre guder.

Visnu og hans avatarer

Visnu kendes helt tilbage fra den ældste vediske litteratur. Her hjalp han guden Indra med at overvinde kaos-uhyret Vritra. Modsat idag var Visnu dog i den vediske periode en af de mindre betydningsfulde guder. Idag er Visnu især vældig populær i Nord-Indien. Gennem tiden er flere andre guder blevet identificeret med ham. De regnes nu som Visnus avatarer, dvs. nedstigninger.

Ifølge traditionen er Visnu nemlig flere gange steget ned på jorden for at redde menneskene. En af Visnus avatarer er Matsya, en fisk, der advarede og reddede urmennesket Manu i forbindelse med en verdens-oversvømmelse. En anden avatar er Varaha, et vildsvin, som løftede hele verden op, da den var ved at drukne. Også Buddha regnes som en af Visnus avatarer.

De to mest populære avatarer af Visnu er dog uden tvivl Rama og Krisna. Rama kendes fra det ene af Indiens to store eper, Ramayana (ca. 200 f.v.t. - 200 e.v.t.). Her fortælles historien om prins Rama og hans hengivne kone, Sita. Sita bliver kidnappet af dæmonkongen Ravana til øen Lanka. Rama drager med sine kompagnoner dertil og udkæmper en stor krig mod dæmonkongen for at redde hende. Han klarer tilsidst skærene og får Sita med sig hjem (se billeder af Rama og Sita i skoven og traditional afbilding af Rama og Sita.

Rama står i hindu-traditionen som mandsidealet og som model for, hvordan man bør følge de guddommeligt givne regler. Tilsvarende repræsenterer Sita hindutraditionens kvindeideal og deres ægteskab ses som model for det ideelle ægteskab. I visse udgaver af Rama-historien må Sita efter sin befrielse fra dæmonkongen bevise sin troskab over for Rama. Dette gør hun ved en ildprøve. Denne ildprøve er formodentlig et af forbillederne for Indiens førnævnte - nu nærmest uddøde -enkebrændingspraksis, sati.

Visnus avatar Krisna kendes bl.a. fra det andet af Indiens to store eper; Mahabharata (ca. 400 f.v.t - 200 e.v.t.). I dette værk indgår det kendteste af alle hinduistiske skrifter, nemlig teksten Bhagavad Gita. Her fungerer Krisna som vognstyrer og ikke mindst som rådgiver for helten Arjuna. Krisna belærer bl.a. Arjuna om nødvendigheden af at følge sine kaste-pligter. Krisna afslører desuden for Arjuna, at han er Visnu, Guden (se Krisna som Arjunas vognstyrer).

Krisna dyrkes dog især for sine bedrifter som barn og ung, hvor han levede hos et kohyrdefolk. Krisna var en skælm, og der fortælles mange gode historier om ham. Hans kærlighed til kohyrde-pigerne (kaldet gopierne) og deres fælles dans (raslila) opfattes som metafor og model for det rette kærlighedsforhold mellem det gudshengivne menneske og gud (se billede af raslila).

Siva

Siva har ingen avatarer. I den vediske litteratur er han kendt som guden Rudra, der er flertydig og farlig. Han sender sygdom til menneskene, men han er også den, som helbreder. (En konstellation, der i øvrigt også kendes fra den græske Apollon, der på én gang er sygdomsbringer og lægegud). Siva har overtaget denne dobbelte og paradoksale karakter. Han er på en gang en vild asket og den ideelle familiefar. Siva har uudtømmelig kraft og energi, hvormed han både skaber, opretholder og ødelægger universet. Siva er altså i besiddelse af alle de egenskaber, som vi tidligere så delt ud på henholdsvis Brahma (skaberen), Visnu (opretholderen) og Siva (ødelæggeren). Også Visnu og andre guder kan - når de opfattes som den Ene Gud - ses som besiddere af alle egenskaberne alene.

Sivas symbol er et lingam, dvs. et fallos-symbol (se eksempel på lingam. Det repræsenterer hans mandlige skabende kraft. Lingamet står i en slags flad skål, der symboliserer de kvindelige kønsorganer (yoni). Yonien repræsenterer Sivas kvindelige, skabende kraft. Siva er altså igen dobbelttydig. Han har både det maskuline og feminine i sig og besidder derved den ultimative, skabende kraft. I et ritual knyttet til Siva hældes bl.a. en blanding af mælk og vand ud over lingamet. Herfra løber det ned i yonien. Et klarere udtryk for frugtbarhed og skabelse gives vist ikke.

Siva er idag meget populær i Syd-Indien. Her afbildes han også ofte som Nataraja, hvilket betyder "Dansens Herre" (se eksempel på Nataraja). Fokus er her på Siva som opretholderen. Det er nemlig Sivas dans og trommespil, der holder verden i gang. Når han stopper, går verden under. Som verdensødelæggeren associeres Siva med f.eks. kremationspladser og død.

Gudinden - Sakti

Den kvindelige side af det guddommelige benævnes Gudinden eller Sakti, hvilket betyder "kraft". Til hver af de mandlige guder hører et sådant kvindeligt modstykke. Hun regnes oftest som hans kone. Visnus kone er således Laksmi, frugtbarhedens og lykkens gudinde. Sivas kone er Parvati. Sammen har de gudesønnerne Ganesh (guden med elefanthovedet) og Skanda. Som vi så i forbindelse med Sivas lingam, er det kun med hjælp fra gudindens feminine kraft, at den mandlige gud kan virke og udfolde sig. Det er derfor, at gudinden er så vigtig.

Sakti har således mange skikkelser og navne. Hun dyrkes dog også selvstændigt uden tilknytning til de mandlige guder. Som sådan kaldes hun bl.a. ofte Durga. I mytologien befrier Durga verden fra bøffeldæmonen Mahisas angreb og sikrer derved verdens orden. Gudinde-dyrkelsen er især udbredt i Nordøst-Indien og Nepal. Hvis Durga tilbedes på ret vis, giver hun velstand og et godt liv til sine hengivne (se afbilding af Durga).