Send artiklen Kastesystemet - hinduisme til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kastesystemet - hinduisme


Send Print

I klassisk hinduisme er det afgørende for hele éns liv, hvilken kaste man tilhører

LÆS ALT OM HINDUISMEN PÅ RELIGION.DK'S TEMA

Når vi beskæftiger os med hinduismen, kan vi næsten ikke komme uden om at se på kastesystemet. Kastesystemet er en af de meget få ting, som alle hindu'er på godt og ondt har til fælles. Sådan er det stadig til trods for, at kastesystemet officielt blev afskaffet i 1950, hvor Indien fik sin grundlov. Men hvorfor forsvinder kastesystemet ikke bare? Hvad er det, der holder det i live? Og hvor dybe rødder har det i Indiens historie og kultur?

Kastesystemet i Rigveda

Allerede i det ældste vediske skrift, Rigveda (ca. 1200-900 f.v.t.), møder vi i den såkaldte Purusa-hymne en inddeling af samfundets klasser (se evt. artiklen "Vedisk religion"). Purusa-hymnen er en skabelsesmyte. I denne myte fortælles, hvordan guderne i urtiden ofrede Purusa, urmennesket. Hele verden blev skabt af dette offer (se evt. artiklen "Hinduisme - Skabelse"). Om kasterne hører vi:

"Da de sønderdelte Purusa, hvormange dele delte de ham så i? Hvad kaldtes hans mund, hans arme, hans lår og hans fødder? Hans mund var brahmanen, hans arme blev lavet til krigerkasten, hans lår var vaisyaen, og af hans fødder fødtes sudraen." (RigVeda X, 90, 11-12, i: Sven Fenger: "Religionshistoriske Tekster i Dansk Oversættelse", 1919).

Ifølge denne myte er kaste-inddelingen altså en del af verdens indretning. Kastesystemet er givet af guderne og har altid været der. Det hører til skabelsens orden. På det historiske - ikke mytologiske - plan viser denne gamle tekst desuden, at kastesystemet kendes meget langt tilbage i Indiens historie.

Kasternes arbejdsområder

Men hvad er så meningen med denne kasteinddeling? Hvad skal de forskellige kaster gøre? Det hører vi om i en lidt senere tekst kaldet Manus Lovbog (ca. 200 f.v.t. - 200 e.v.t.). I Manus Lovbog 1. 87-91 (rul selv ned til de rigtige vers) står, at det er brahminernes opgave at studere og undervise i de oldindiske tekster, veda'erne, foruden at udføre ofre samt give og modtage gaver/almisser. Ksatriyaerne skal beskytte folket, give gaver, bringe ofre og studere veda'erne. Vaisyaerne skal holde kvæg, dyrke jorden, drive handel, låne penge ud foruden at give gaver, bringe ofre og studere veda'erne. Endelig skal sudraerne ydmygt tjene de tre andre kaster.

Ud fra denne tekst bliver det klart, at der er en gensidighed i kastesystemet. Der er ikke nogen kaste, som kan klare sig uden de andre. Der er dog næppe tvivl om, at der er sjovest på toppen. Brahminerne er f.eks. dem, som underviser og udfører ofre for de andre kaster. Brahminerne modtager meget belejligt også gaver fra de andre. Ksatriyaerne er krigerne, som beskytter de andre. Vaisyaerne er "arbejderne", som producerer mad osv. til de andre. Sudraerne hjælper alle andre.

Grundlaget for kastesystemet

Men det er da uretfærdigt! Hvorfor vælger alle mennesker så ikke bare at være brahminer? Hvad holder folk fast i deres placering inden for kastesystemet? Her skal vi have fat på den hinduistiske genfødselslære. Ifølge den er mennesket selv skyld i sin nuværende kastesituation: Hvis mennesket i tidligere liv har levet etisk rigtigt, har dette menneske optjent god karma. Mennesket får så i dette liv en god genfødsel i en høj kaste. Omvendt: hvis mennesket i tidligere liv har levet etisk forkert, har dette menneske optjent dårlig karma. Mennesket får så i dette liv en dårligere genfødsel, måske som et insekt, et dyr eller som lavkaste. Ud fra denne tankegang er kastesystemet ikke uretfærdigt. Det er snarere udtryk for en højere retfærdighed.

At leve etisk rigtigt vil først og fremmest sige at opfylde sine kasteforpligtelser. Som vi har set, varierer disse alt efter kaste og desuden alt efter hvilket stadie i livet, man er på. Hvis man vil sikre sig god karma og dermed en bedre genfødsel i næste liv, kan man altså ikke bare blæse på sin kaste. Man må i stedet søge at gøre det så godt som muligt inden for de rammer, som kastetilhørsforholdet giver en. Det er bl.a. dette, der gør, at kastesystemet idag lever i bedste velgående til trods for, at det egentlig er forbudt ved lov.

Varna og Jati

Indtil nu har vi i denne artikel set, at kastesystemet består af fire kaster. Det gør det også. Der er dog to forskellige indiske systemer, som vi på dansk begge oversætter som "kaste". Det er baggrunden for den forvirring, der nogle gange hersker om kastebegrebet.

Det kastesystem, vi indtil nu har mødt, kaldes på det indiske sprog, sanskrit, for varna-systemet. Dette system er ældst og udgør kastesystemets ideologiske ramme. Til dette system hører de fire kaster/varna'er og desuden en stor gruppe af kasteløse. Disse mennesker er så lavt placeret, at de ikke engang nævnes i teksterne. De er helt uden for nummer. De kasteløse har de mest urene jobs: de begraver lig, sorterer affald, arbejder med dyrehuder, tømmer toiletter, er jægere, slagtere o.lign.

I løbet af de første århundreder efter vor tidsregnings begyndelse dukker det andet system op. Det kaldes jati-systemet. Mens varna'erne udgør kastesystemets ideologiske ramme, udgør jati'erne den empiriske virkelighed. Der findes i Indien omkring 3000 forskellige kaster/jati'er. Dog er der typisk et begrænset antal jati'er i et bestemt geografisk område. Man fødes ind i en bestemt jati. Man gifter sig inden for jati'en. Den udgør en lukket social gruppe, som har fælles erhverv og fælles ritualer. Jati'en har desuden en form for ældsteråd, som kan straffe de medlemmer af jati'en, der ikke lever op til de interne kasteforpligtelser.

Allerede i den førnævnte Manus Lovbog gøres forsøg på at integrere jati-systemet i varna-systemet. I tidens løb er dette lykkedes, sådan at de forskellige jati'er hører ind under de fire overordnede varna'er. Man kan f.eks. komme fra den berømte rajput-kaste/jati og dermed høre til den overordnede ksatriya-kaste/varna, eller man kan som Gandhi komme fra bania-kasten/jati'en og dermed høre til den overordnede vaisya-kaste/varna (se evt. artiklen "Gandhi").

Ud fra teksterne i Manus Lovbog er det desuden klart, at kastesystemet dengang ikke var så rigidt, som det senere er blevet. Det har været nemmere at skifte position inden for systemet. Der var heller ikke så mange restriktioner i forbindelse med mad. En vis grad af blandingsægteskaber har der desuden også været mulighed for at praktisere. Men hvad er det egentlig, man må og ikke må? Og hvad er baggrunden for alle disse regler?

Renhed og urenhed

Det, der er afgørende for, hvor i kastesystemet et menneske eller en jati er placeret, er graden af rituel renhed/urenhed. Øverst i kaste-hierarkiet er brahminerne. De regnes for at være rene af natur. Som sådan kan de hele tiden have relation til guderne både ved tempeltjeneste og ved andre ritualer. Lavest i kaste-hierarkiet er de kasteløse. De regnes for urene af natur. Ikke engang sudraer (den fjerde af de fire varna'er) og da slet ikke kasteløse måtte f.eks. være til stede eller i nærheden af et vedisk ritual. Deres blotte tilstedeværelse ville gøre ritualet urent og dermed ødelægge det.

De forskellige kaster har altså en vis grad af renhed og urenhed i deres natur. Udover denne permanente renhed/urenhedstilstand kan enhver også midlertidigt blive smittet med urenhed. Den stærkeste kilde til urenhed er kontakt med en død. Overordnet regnes desuden alting, som kommer enten ud af eller ind i kroppen, for urent.

På den ene side betyder det, at ting som spyt, afføring, blod, (spildt) sæd, hår osv. er urent. Kontakt med f.eks. en menstruerende kvinde eller en kvinde, der lige har født, giver derfor urenhed. På den anden side betyder det også, at mad og drikke er potentielle kilder til urenhed. Enhver spisesituation er derfor farlig. Levninger kan ikke spises. Det har stor betydning, hvem man spiser sammen med.

Blandt de tre hovedregler for kasterne finder vi da også reglen om, at man kun må spise sammen med folk fra sin egen kaste. De to andre regler er, at man kun må gifte sig med en fra samme kaste/jati, og at man kun må udføre de erhverv, som er specielle for ens egen kaste/jati.

Graden af den midlertidige urenhed er relativ. En brahmin bliver ikke lige så uren som en kasteløs ved berøring med f.eks. en død. En brahmins mest urene kropsdel, fødderne, vil derfor altid være renere end andres reneste kropsdel, hovedet. Dette er baggrunden for, at mange brahminer arbejder som kokke og har restauranter: den mad, de tilbereder, vil altid være ren nok for alle andre at spise. En kasteløs' mad kan derimod kun spises af kasteløse.

Under en urenhedsperiode, f.eks. i forbindelse med et dødsfald i familien, er man underlagt forskellige tabu-regler: der er ting, man ikke må spise, man (mændene) kronrages, man må ikke udføre ritualer m.v. Efter en periode forsvinder den midlertidige urenhed igen. Udover tid hjælper bad og bod også med til at få bugt med urenheden.

Tid, bad og bod renser den, som midlertidigt er uren. Helt så nemt går det ikke for de permanent urene, de kasteløse. Denne store gruppe mennesker undgås af andre, de bor sammen i kolonier og undgår også selv andre mennesker for ikke at føre urenhed over på dem. De kasteløse er urørlige.

Kastesystemet idag

Forskellige hindu-reformatorer, heriblandt Gandhi (se artiklen "Gandhi"), har forsøgt at gøre op med de kasteløses stilling i samfundet eller med kastesystemet som helhed. I 1950 blev kastesystemet officielt afskaffet i Indien. Uddannelsespladser og poster i administrationen er idag reserveret de kasteløse for at støtte op om dem. Den grundlæggende indstilling har dog ikke ændret sig væsentligt. De kasteløse regnes stadig for urørlige. Der forekommer stadig næsten ikke ægteskaber, som går på tværs af kasterne. Alle kender deres plads og muligheder i hierarkiet.

Når det er sagt, er det dog idag ikke sådan, at rigdom nødvendigvis følger kasterang. Mange brahminer er fattige, mens mange vaisyaer og sudraer har draget fordel af modernitetens muligheder. De har skabt sig velstand og social anseelse på trods af kasten, men inden for de muligheder som kastetilhørsforholdet giver. På længere sigt fører tendenser som denne til øget social mobilitet i det indiske samfund.

Kastesystemet har idag stærkest tag i Indiens landsbyer. Her er der mulighed for at kende alles kastetilhørsforhold og agere ud fra denne viden for dermed at undgå urenhed. I byerne er situationen en anden. I bussen, på gaden eller jobbet kan kontakt med andre - måske urene - mennesker ikke undgås. Det kræver en mere afslappet holdning til spørgsmålet om renhed og urenhed, i hvert fald i det offentlige rum. Om denne mere afslappede holdning gradvist vil vinde indpas også i det private rum og i landsbyerne, kan kun fremtiden vise.


Billede LÆS MERE PÅ KRISTELIGT-DAGBLAD.DK'S TEMASIDE OM LIGESTILLING OG RELIGION

FACEBOOK: Bliv ven med Religion.dk

Andre artikler:


Vil du kommentere artiklen?

Du skal være logget ind for at kunne kommentere artiklen.

  1. Jeg har glemt min adgangskode
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
flexblock
flexblock
flexblock

flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. mindet.dk​
  10. kirku.dk​
  11. shop.k.dk​
  12. forlag​