At elske i kulturhistorien

Kærlighed er ikke én og samme størrelse gennem hele historien. I Det Gamle Testamente var kvinden underordnet manden. Ægteskabet var en vigtig del af familiernes alliancer. Kærligheden skildres derfor som farlig, hvis den er en forelskelse eller et erotisk begær mellem mand og kvinde, der sprænger de sociale normer.

Højsangen udgør her en undtagelse. Den består af kærlighedslyrik, som er blevet åndeligt tolket. Hvis man søger passager med ordet kærlighed i Bibelen, kommer en lang række tekststeder op, som giver et godt indtryk af kærligheden til Gud, som er den vigtigste i denne bog. Kærlighed til næsten og den mere erotisk bestemte kærlighed, finder man blandt andet i Højsangen.

I den græske kultur ser digteren Hesiod kærligheden som én af de oprindelige naturkræfter. Eros er det ord, man her bruger. Eros styrer digternes og filosofferne søgen, men opfattes også som ødelægger af etos. Eros kan ikke bringes på sprog.

I mytologien er Afrodite kærlighedens gudinde og det er hendes skikkelse eller kraft, der er imellem to mennesker i samlejet. Der er altså ikke en romantisk forståelse af kærlighed i ordet.

I Det Nye Testamente skelner man mellem kærlighed som erotisk drift og kærligheden som den kristne kærlighed mellem brødre og søstre i troen. Ordet for det er agape. På agapegospel.no findes en overskuelig forklaring til forståelse af agape.

Universitetet i Oslo har en god gennemgang af den klassisk græske og den kristne oldkirkelige opfattelse med linier op i renæssancen i 1500-tallets tragediedigtning. Troubadourene i middelalderen er de første, der antydningvist skildrer et moderne kærlighedsbegreb. Kærligheden skilles mere ud fra det guddommelige og rettes på et forhold mellem en mand og en kvinde. Denne udvikling ses også i den fantastiske brevveksling mellem Abelard og Heloise. Abelard sagde: ?Bliver jeg husket er det af en grund: jeg var elsket af Heloise?. På abelardandheloise.com findes en indføring i historien samt gode links til videre fordybelse.

Den moderne forståelse af kærlighed som en erotisk og åndelig tiltrækning mellem to mennesker kommer først sent ind i historien. Den franske filosof og præromantiker Rousseaus' forståelse er her vigtig. På lheintze.dk findes en gennemgang af hans opfattelse af kærligheden, som sammen med Goethes bliver bestemmende for romantikken.

I forlængelse af den franske revolution og det generelle opgør med autoriteterne kan man se den romantiske kærlighed mellem to mennesker som et oprør mod det bestående samfunds normer, der ofte ville binde de giftefærdige af andre hensyn end kærlighed. På mtholyoke.edu gennemgås den franske udvikling i spørgsmålet om kærlighed og ægteskab fra middelalderen til det nittende århundrede. Her lægges vægt på kvindens rolle og frigørelse under den romantiske kærligheds fremkomst. Kvinden og manden bliver lige i kærlighedsforholdet og familien som bestemmende faktor glider ud af billedet.

Kærlighed ved første blik er således en temmelig ny måde at se på. Før vi fik vores moderne romantiske og uafhængige kærlighedsforestilling gik der 3000 år, hvor det så helt anderledes ud.