Den moderne verden gør det svært at opretholde et billedforbud

Udviklingen af tv, internet og kameraer har betydet, at der er en stigende accept af brugen af billeder også i ellers ortodokse muslimske kredse.

? De moderne medier sætter islamisters politisk-religiøse strategi i et dilemma. På den ene side er tv og internet et godt værktøj til at få sit budskab frem. På den anden side giver de også islamisternes tilhængere mulighed for at søge andre oplysninger.

Det påpeger professor Catharina Raudvere, islamekspert og professor på religionsvidenskab i København.

Mandag taler hun på universitetets konference om "Billedforbud i islam".

Oprindeligt var det, siger hun, nemt at opretholde et billedforbud i islam. Man kan endog sige, at forbuddet har været en positiv udfordring til kunsten ? heraf er skabt fantastiske mosaikker, tæpper og andet, som den muslimske verden er kendt for.

Men bag de bastante udmeldelser fra den muslimske verden om Jyllands-Postens Muhammed-satire gemmer sig ifølge Raudvere en myriade af forskellige tolkninger af islam, regionale forskelle, historiske forskelle, sociale forskelle og selvfølgelig individuelle forskelle.

? Der er intet billedforbud i Koranen. Der er et forbud mod afgudsdyrkelse og idolisering. Koranen er en meget poetisk tekst, men den er hverken fortællende eller redegørende. Dens hovedærinde er at positionere sig i forhold til jødedom og kristendom, siger hun.

Billedforbuddet findes i "hadith" ? profetens sædvane. I årene efter profeten Muhammeds død i 632 genfortalte de mennesker, som havde kendt ham, hvad han sagde om en række forskellige emner. Nogle hadith'er menes at have en høj troværdighedsværdi, andre en noget mindre. Og det er igen forskelligt fra region til region, hvilke hadith'er som vægtes højt.

Men i den omtalte hadith nægter profeten at gå ind i et hus, fordi der hænger billeder på væggene. I alt er der ifølge Raudvere fire meget store samlinger af hadith, som vurderes forskelligt af de fire sunnimuslimske og den enlige shiamuslimske teologiske retsskole(r).

? I Afghanistan betød billedforbuddet at Taleban sprængte ældgamle buddha-statuer i luften. I Iran der imod er der en meget gammel, folkelig tradition for billeder af Muhammed, men også af de store shia-muslimske martyrer Hassan og Hussein, som omkom ved slaget på Kerbala-sletten. De meget idealiserede billeder kan købes uden for shia-muslimske moskeer. Det bliver interessant at iagttage, hvordan demonstrationer i Iran mod Muhammed-tegningerne kommer til at påvirke den folkelige billedtradition, siger Catharina Raudvere.

? Når man i Iran, hvor shia-islam er statsreligionen, alligevel går aktivt og voldsomt ind i konflikten med Muhammed-tegningerne, handler det ikke om tegninger, men om at positionere sig indenrigspolitisk og i forhold til andre muslimske lande i området, siger hun.

Hvis man skal tale om en generel tendens i brug af billeder af det hellige i islam, så er der traditionelt intet billedforbud i shia-islam, mens sunnimuslimerne ? som udgør 90 procent af muslimerne i verden ? helst undgår billeder af profeten. Mens det helt generelle billedforbud, som ligger i Muhammeds nægten at gå ind i et hus, og som dermed tolkes som et forbud mod billeder af alt levende, kun overholdes af Taleban eller ekstremt ortodokse muslimer. Resten har bøjet sig for moderniteten på det område.

? Der findes sunnimuslimske børnebøger om profeten Muhammed, men her er han enten vist i silhuet eller med ryggen til. I film om Muhammeds liv er problemet blandt andet løst ved at lade Muhammed være den talende stemme filmen igennem, men man ser ham aldrig.

Catharina Raudvere ønsker ikke at komme med sin holdning til Jyllands-Postens tegninger eller gætte på motiver til, hvorfor lige netop de tegninger kunne udløse så store reaktioner.

? Det er ikke akademikeres opgave at komme med løsninger på politiske konflikter, siger hun.

? Men der er også tale om vældigt komplicerede mønstre, som akademikere kunne afdække. I de stater, hvor demonstrationerne er voldsomme, er der ikke demokrati, så der er kræfter bag dem som man ikke nødvendigvis ser. Derfor skal man både herhjemme og i udlandet se på de forskellige aktører. Hvem udtaler sig, hvem trækker i tråde, og hvem blander sig overhovedet ikke.

Catharina Raudvere er svensk og kommer fra en stilling på Lunds Universitet. Hun udelukker ikke, at en svensk avis kunne være landet i samme orkan som Jyllands-Posten.

? Hvis man skruer tiden tilbage, til før tingene eksploderede, kan man sige, at tegningerne var en lille sag. De kunne også være trykt i en svensk avis. Nu er tegningerne blevet både et symptom på en konflikt og en gnist, der antændte den.

Raudvere påpeger, at genren satire er en form, som normalt rettes mod magthavere. Derfor er satire ? også i nogle mellemøstlige lande ? et socialt accepteret åndehul.

? Og den gode satire har et spark tilbage, mens den dårlige bekræfter fordomme og stereotyper. I den tankegang kan man godt være satiriske i forhold til den katolske kirke, fordi den udgør en magtfaktor. Det kan man så sætte op mod satire vendt mod muslimer, som lever i eksil, og som opfatter sig som stående uden for samfundet. For dem bliver satiren så endnu et slag.

? Og det bliver det ved med at være, når der tegnes et helt stereotypt billede af muslimer som gruppe. Rettigheder, pligter og medborgerskab er en individuel ting, som hver individuelle muslim tackler forskelligt. Det bør også afspejles i debatten.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk