Anvendt etik i buddhismen

Mennesket har den bedste mulighed for at høre Buddhas lære, og er som sådan andre væsener overlegen, på samme måde som en munk er lægmanden overlegen. Men buddhismen prædiker ikke absolut forskel mellem mennesker og natur. Tværtimod taler man ofte om at ”alle levende væsener” skal frelses, også dyr og planter. Derfor er enhver forurening og hensynsløs ødelæggelse af naturen et indgreb mod den ideelle kosmiske orden, og for mange buddhister mod almen etisk overbevisning.

Af samme grund er også mange buddhister vegetarer. De vil ikke spise andres liv, når det ikke er strengt nødvendigt.

”Grøn” buddhisme
I Thailand har prominente ”grønne” munke stået i spidsen for at frede træer og skove. De ”velsigner” dem, så ingen i fremskridtets navn tør fælde dem. I den nordvestlige del af landet, hvor narkotika-produktion og –handel er udbredt, har flere munke også arbejdet for at få genplantet de skove og den vegetation, der efterhånden udelukkende var blevet til opiumsmarker. End ikke narko-mafiaens dødstrusler og gentagne politi-raids har kunnet afspore den tendens, der har bredt sig som gode eksempler på ”økologisk buddhisme”.

Hvis enkeltstående tilfælde og teorier blev overført til generel praksis, ville buddhistisk Asien være et rent og harmonisk sted. Enhver der har været der vil dog vide, at miljø efter dansk målestok bestemt ikke altid synes at være prioriteret hos den almene buddhistiske befolkning.

Liv og død
Mennesket dør ikke bare, når det ”dør”. Ifølge buddhisterne fortsætter livet, enten via næste genfødsel her eller i et buddhistisk paradis, eller (mest i Østasien) som forfader.

Især ideen om en mellemperiode mellem død og liv er vigtig for mange buddhister. Man tror på, det vil tage ”sjælen” eller ”bevidstheden” 49 dage fra man ånder ud til man igen er i en ny krop. Derfor skal man være forsigtig med den ”afdøde”. Denne må helst ikke skæres i eller forstyrres mentalt, da det kan gå ud over forberedelsen til næste genfødsel. Hospice, det at give døende patienter fred og ro til at dø på et fx værelse på et hospital, er derfor en praksis, mange buddhister især i vesten har kastet sig over. Mange buddhister er derfor også imod organtransplantation, abort og hjernedødskriteriet, da disse ikke er indstillet efter buddhistisk forståelse af ”liv” og ”død”. Det, mange i en vis forstand i vesten betragter som ”dødt” er levende ifølge buddhistisk forståelse. Man kommer heller ikke ud af liv-død-cyklussen ved at begå selvmord – det skaber bare dårlig karma.

Abort
I Japan har diskussionen om abort været højaktuel i mange år. Der findes en ret høj abort-procent, og flere buddhistiske templer specialiserer sig i at sørge for ceremonier og bønner i forbindelse med det aborterede fosters videre færd på den anden side.

Mange kritiserer buddhist-præster for at tjene penge på noget så ubuddhistisk som abort – de burde tale barnets og livets sag, lyder det. Andre argumenterer med, at ”barnet” jo bare kommer tilbage i en ny eksistens, og undgår den kummerlige tilværelse som ”omfarende ånd”, da det endnu er for lille til at blive spøgelse. Fosteret, uanset hvor ungt eller gammelt, er levende, og fortsætter blot sin tidligere eksistens ind i en ny, ganske som alt andet liv her i universet. Skønt det ville være bedre at lade barnet føde, er aborter bedre, hvis det sparer unge piger for ulykkelige frustrationer, lyder argumenterne.

Etik afhænger af omstændigheder
Og på samme måde kan man også argumentere buddhistisk for andre etiske dilemmaer. Hvis handlingen i bredere forstand er til andres og alles bedste kan stort set alt legitimeres.

Hvis aborten redder pigen og ”forældrene” og desuden ikke skader fostret, er abort at foretrække. Hvis selvmord hjælper andre mennesker, er det helt i orden. Bodhisattvaer har i buddhistiske kilder vist, hvordan de har ofret sig, så andre kunne leve. Hvis man vælger at donere organer til andre, så de kan overleve, er det en handling, man kan overveje – hvor meget vil man ”ofre” af sit eget liv for at redde andre? Prævention og kunstig befrugtning skal overvejes på samme måde. Hvem og I hvor høj grad skader det, og hvem gavner det?

Etiske problemstillinger skal derfor altid afvejes i forhold til ens eget liv og i forhold til andre, i forhold til ”alle levende væsener”.

Ikke mindst er hensigten bag handlingerne af vigtighed indenfor buddhismen. Hvis man med vilje og af had stamper på en myre giver det dårlig karma – men ikke, hvis man kommer til det, uden intention om at skade den. På den måde kan buddhismens etik på mange måders siges at være situationsbestemt.

Buddhisme uden social slagkraft
Buddhismen har altid været en letvægter hvad angår social og politisk praksis, sammenlignet med fx kristendom og islam.

Buddhistisk Asien har ingen lang tradition for hverken frihed eller demokrati, og historien har vist mange eksempler på, hvordan buddhismen har været brugt af konger, kejsere og regenter til at legitimere staten og udøve magt. Der findes endog eksempler på, hvordan også buddhistiske munke har været i krig og retfærdiggjort deres handlinger i buddhismens navn.

Buddhismen har ofte i moderne tid været kritiseret for at være en statisk religion, der lader stå til og opfostrer ”passive” mennesker.

Socialt engageret buddhisme
I moderne tid er ”socialt engageret buddhisme” dog blevet en ny buddhistisk diskurs, en bevægelse indenfor den buddhistiske verden, der vil forandre verden ikke kun ved traditionel klosterpraksis eller indre renselse.

Især i vesten er buddhister blevet mere aktive med at få deres religion integreret også i dagligdags problemer, i konkrete etiske spørgsmål. Men også i Asien har buddhister stået frem og kæmpet for forskellige sager. Thich Quang Duc brændte sig selv ihjel i 1963 som protest mod regeringens undertrykkelse. Mange kalder ham for ikonet og igangsætteren af ”socialt engageret buddhisme”. Dalai Lama har længe talt om fred og menneskerettigheder, ikke mindst set i lyset af hans eget folks situation.

En del buddhister har fulgt trop og gjort ”global etik” og menneskerettigheder til også buddhistiske idealer. Andre har påpeget, at fx menneskerettigheder er baseret på typisk vestlige idealer. De mener fx, at buddhismens forståelse af mennesket som et relationelt væsen i samklang med universet som en netværk af sammenfiltrede spind er væsensforskelligt fra vesten fokus på det autonomt væsen, som verden drejer sig omkring.

Kønsroller
Kvinden har altid været underordnet manden i (buddhistisk) Asien, og sociale hierarkier er en naturlig del af både kulturerne og religionen.

Især i vesten, men også i Asien, har mange kæmpet en kamp for ligestilling. I USA er feministiske buddhisme-grupper aktive for at realisere den kønslige ligestilling, som de mener, er en nødvendig og naturlig del af buddhismens verdensbillede. Kvinder må i de fleste theravada-lande stadig leve med, at de ikke kan blive nonner, da nonneordenen formelt set uddøde for lang tid siden. I de sidste år har aktive kvinder i Sri Lanka og Thailand dog gjort deres til at gendanne nonne-ordenen. Bestemt ikke alle blandt de konservative præsteskaber og munkeordener møder en sådan aktivisme med udelt begejstring. Men blandt andet med hjælp fra moderne kommunikation har disse tiltag fået opmærksomhed og opbakning fra mange sympatisører rundt omkring i verden, og sandsynligvis vil der i fremtiden igen eksistere officielt anerkendte nonneordener også indenfor den sydlige buddhisme.

Ægteskab og seksualitet
Ægteskab er legalt for præster i Japan og Tibet, men ellers er askesen og klosterlivet idealet i alle buddhistiske lande.

Lægfolk derimod opfordres til at leve et godt og sundt familieliv, og munke er ofte inddraget i ægteskabsceremonier.

Skilsmisse er muligt, men bestemt ikke ønskværdigt.

Sex ses som naturligt, men også som en drift, der kan binde begæret til lidelse.

Homoseksualitet har i buddhismen ikke samme djævelske rolle, som fx indenfor kristendom. Der findes historiske eksempler på homoseksualitet i buddhistiske klostre, men det er først i moderne tid, at specielt amerikanske ”gay Buddhists” har gjort en pointe ud af, at buddhismen også blandt (læg)buddhister tjener deres sag.

Indenfor den tantriske buddhisme har sex været legitimt som symbol på og metode til at opnå indsigt. Da buddhismen blev opdaget i Vesten, var de victorianske orientalister hurtige til at fordømme tantra som en ”afvej”. I moderne tid har tantrisk sex derimod ofte været brugt som eksotisk praksis blandt søgende sjæle fra Vesten, hvad enten disse er buddhister eller brugere af new age-universet.

Litteratur
Jensen, Tim og Mikael Rothstein Etikken og religionerne. Aschehoug 1998: 200-245 (om buddhisme).
Journal of Buddhist Ethics; om buddhistisk etik.