Få religioner debatteres så meget og så ofte som islam. En af grundene til dette er, at muslimske grupper ofte er indblandet i voldelige episoder i verdens brændpunkter, og det skaber naturligvis opmærksomhed. Der er en tendens til at sidestille islam som religion med den radikale, fundamentalistiske islam. Det er en fejl. Størstedelen af muslimerne ønsker at leve i fred og fordragelighed med omverdenen. Men fundamentalisterne kan og bør ikke ignoreres. Deres mål er at overtage hele verden og gøre den til en islamisk stat. Og terror er et af deres midler.

Religion og politik

Når man beskæftiger sig med islam, er det vigtigt at vide, at politik og religion er tæt forbundne i den islamiske tradition. Denne forbindelse kan virke ulogisk, når vi sammenligner med det danske system, hvor folkekirken i mange henseender har mistet sin indflydelse på statsmagten.

Anderledes er det i en islamisk stat. Her er religion og politik to sider af samme sag, og det er svært at skille de to størrelser ad. Det betyder dog ikke, at enhver islamisk stat er et teokrati - det vil sige et styre ledet af præster med Gud som øverste leder. Men det afspejler de muslimske landes selvforståelse. Man er først og fremmest muslim, dernæst borger i en stat.

Denne opbygning går tilbage til profeten Muhammeds tid. Da det i år 630 lykkedes ham at oprette den islamiske stat med sig selv som hersker, blev han både politisk og religiøst overhoved. Og den ordning har siden været idealet for muslimerne.

Ønsket om et muslimsk verdensherredømme, som de radikale muslimer ønsker, er heller ikke nyt. Muslimerne har ført erobringskrig siden 600-tallet. Historikere er dog uenige om, hvorvidt disse erobringskrige var et forsøg på at omvende verden eller blot ren imperialisme - altså erobring af nye områder ud fra ønsket om mere politisk magt. Her er det igen vanskeligt at skelne mellem politiske og religiøse interesser.

Islamisk fundamentalisme

Ligesom alle andre religioner har islam forskellige undergrupper med forskellige udtryksformer. En del af disse grupper er radikale og ofte omtalt som islamisk fundamentalisme. Tankegangen bag dette er blandt andet inspireret af wahabisme efter Abd al Wahab, der i 1744 grundlagde en reformbevægelse med det formål at føre islam tilbage til de gamle dyder og undgå alle former for modernitet.

Islamisk fundamentalisme er ikke en ensartet størrelse. Visse dele af den er statsstøttet, det vil sige, at én eller flere muslimske regeringer støtter op om deres arbejde. Andre opstår som små, selvstændige grupper, der kæmper sig op og bliver mere eller mindre betydningsfulde. De kaldes græsrodsbevægelser. En sådan gruppe lagde grunden til revolutionen i Iran i 1979. En af hovedårsagerne til revolutionen var, at den religiøse højrefløj frygtede, at vestlige, "ugudelige" idéer ville præge landet. I 1981 blev landet udråbt til en teokratisk stat. Derved blev den religiøse lovgivning også landets officielle lov.

Det er umuligt at sige, hvornår islamisk fundamentalisme opstod. En central begivenhed i det 20. århundrede var oprettelsen af Det Muslimske broderskab. Det skete i 1928-29 i Ægypten. Det muslimske Broderskab ønskede en teokratisk, islamisk stat og indførte dødsstraf for muslimer, der ønskede at konvertere til en anden religion. Broderskabet inspirerede bevægelser som GIA , Islamisk Jihad og Hamas - og ikke mindst Osama Bin Laden, som oprettede Al-Qaida netværket.

Listen over voldelige aktioner er lang, og de islamiske fundamentalister er at finde i det meste af verden. Men volden er ikke kun rettet mod andre nationer. Den er også intern i form af undertrykkelse af befolkningen, hvis den ikke fuldt ud lever op til den radikale korantolkning. Et eksempel herpå er den nigerianske kvinde, Amina Lawal. Efter Sharia - islamisk lov - blev hun dømt til døden ved stening, fordi hun fik et barn uden for ægteskabet. Hun undslap og er nu frikendt, fordi denne form for dødsstraf er uforenelig med Nigerias lovgivning.

Begrebet Jihad

Islam hviler på fem søjler; trosbekendelsen, bønnen, zakat - en form for skat - fasten og pilgrimsfærden. Dette er de fem grundlæggende principper, som en muslim forpligter sig på. Men Koranen omtaler også jihad, der ofte kaldes islams sjette søjle.

Ofte betegner ordet jihad hellig krig. Men det betyder egentlig anstrengelse, forstået som anstrengelse overfor Allah. Jihad opdeles i to hovedkategorier, den lille jihad og den store jihad. Den lille jihad er det, der praktiseres som hellig krig. Den store jihad er derimod den enkeltes indre kamp for at leve som en retskaffen muslim - og det er den vigtigste. De to former for jihad hænger udmærket sammen for en islamisk fundamentalist, der ser den lille jihad som en nødvendighed for at opfylde den store jihad og derved Allahs lov.

Medierne skildrer ofte jihad som flykapringer, terrorbombninger, golfkrig og angrebet på World Trade Center den 11. september 2001. For at forstå de islamiske ekstremister, er det nødvendigt at sætte sig ind i deres tankegang. For dem er de voldelige aktioner ren og skær selvforsvar mod det vestlige regime, som de ser som en stor trussel mod deres tro og eksistens. Derfor er det enhver muslims ret og pligt at forsvare sig - også med væbnet kamp.

Korantolkning

Islamiske fundamentalister henter en stor del af deres inspiration i Koranen samt i Hadith, som er den nedskrevne, islamiske tradition. Derfor mener de at have guddommeligt belæg for deres aktiviteter.

Koranen indeholder en mængede vers - kaldet suraer - om krig, strid og forholdet til andre kulturer.

Sura 9,5 - kaldet sværdverset - siger, at man skal dræbe og forfølge de vantro. Dog, hvis de vantro omvender sig og vil betale skat, skal de skånes. Derudover siger sura 4,105: "vær ikke dovne i at søge at forfølge de vantro folk."

Men Koranen har også vers, der siger det modsatte. Ifølge sura 2,190-193 skal man forsvare sig, men uden at forfølge og undertrykke. Ligeledes siger sura 2,256: "der er ingen tvang i religionen".

Det kan være svært at forstå de modstridende koranvers. Men modstridende vers er ikke et ualmindeligt fænomen og kendes eksempelvis også fra Bibelen. De modstridende tekster repræsenterer ofte forskellige perioder, hvori de blev skrevet. Radikale islamister tolker koranversene som et udtryk for "taqija". Det er et fænomen, der giver en muslim tilladelse til at lyve over for en vantro for at forvirre dem. Ud fra denne opfattelse skal de modstridende vers altså forvirre de vantro om muslimernes tolerance overfor andre religioner. Som belæg herfor bruger de sura 4,143: "sandelig hyklerne søger at bedrage Allah, men han vil bedrage dem".

Koranen omtaler også martyrer. Det arabiske ord er "shahid" og omfatter alle, der falder i kamp for Allah. Martyrerne får et pragtfuldt liv i paradiset, som sura 3,170 skriver: "I skal ikke mene at de, der døde i krig for Allah er døde. Nej, de er levende hos deres Herre og bliver forsørget i alle måder". De, der kæmper for Allah, har forrang frem for andre.

Islamisk fundamentalisme er et kontroversielt emne, som mange har en mening om. Når man studerer emnet, er det vigtigt at undersøge forfattere, bøger og hjemmesiders politiske tilhørsforhold. Fundamentalisme handler ofte om magt og undertrykkelse. Enten er man fundamentalist, fordi man føler sig undertrykt, eller også er man det, fordi man selv ønsker at undertrykke. I sig selv er Koranen ikke mere tvetydig og voldsfremmende end mange andre religiøse skrifter. Men forenet med bestemte tolkninger og politiske strømninger bliver den brugt som grundlag for undertrykkelse og ekstrem vold.

Opgaver

1. Find flere modstridende koransteder. Brug evt. Islamisk Studiebogssamling
2. Hvad kan retfærdiggøre en krig? Gør det en forskel, hvis den er hellig?
3. Hvad gør de arabiske lande til en magtfaktor udover deres olieproduktion?
4. Er terrorisme altid knyttet til religiøse grupper?
5. Hvilken forskel er der på kristne og islamiske martyrer?