Mennesket er selv ansvarlig

I islam affilieres ondskab og ondskabens indflydelse på mennesker med Satan, også kaldet Iblîs. Men som fænomen kan man sige, at ondskaben har mange kilder. For at give en præcis forklaring på ondskabens indflydelse og oprindelse opstiller jeg i lyset af Koranen udsagn fra profeten Muhammad og relevante fortolkninger.

Ondskaben kan beskrives inden for fire kategorier:
? Satans indflydelse på mennesker
? Egoernes dominans og påvirkning på sjælen
? Det verdslige, der opstiller materielle idealer
? Fristelser der bringer på afveje

Koranen sura 14 (Abraham) vers 22

Med hensyn til det første punkt erklæres der: "Når sagen (der henvises til Dommedag, hvor hvert enkelt individ skal opgøre et regnskab for sine gerninger) er afgjort, vil Satan sige: Sandelig gav Allah jer et løfte, sandhedens løfte. Og jeg gav jer et løfte, men snød jer. Jeg havde ingen autoritet over jer, foruden at jeg kaldte på jer og i reagerede på mit kald. Derfor bebrejd mig ikke, men bebrejd jer selv.

Jeg kan ikke hjælpe jer, ej kan i hjælpe mig. Jeg forkaster jeres fordums måde at associere mig med Gud på. Sandelig, er der pinsel i vente for de ondsindede."

Det essentielle i denne sammenhæng er, at Satan, ifølge Koranen, ved Dommedag overfor alle menneskene vil erkende, at han har påvirket dem. Men han vil også påpege, at det er menneskene, som selv har handlet og derfor også skal bebrejde ?deres selv?. Der skelnes her imellem (den snigende) påvirkning fra Satan og menneskets faktiske handlinger.

Satan og det onde

Det er Satan, som påvirker, men det er mennesket, som handler, og derfor skal det også selv tage ansvaret for sine handlinger. Her er det vigtigt også at forstå Satans form, idet han ikke tager en synlig fysisk eller materiel skikkelse, men derimod optræder som insinuation; en der hvisker i hjerterne. Hans indflydelse er så stærk og hurtigt gennemtrængende, at den ifølge Profetens udsagn sammenlignes med blodets cirkulation i kroppen.

Som logisk tænkende individ kan det være svært at (op)fatte, hvordan Satan kan påvirke mennesker - medmindre man begriber hans eksistens i et større eller religiøst perspektiv. I Koranen erklæres der eksempelvis i sura 114:

"Sig: Jeg søger tilflugt i menneskenes Herre. Menneskenes Konge. Menneskenes Gud. (Flugt) Fra det snigende onde som hvisker, hvisker inde i menneskenes bryst (hjerter). (Hvisker igennem) Jin (Væsner skabt af røgfri ild) og (andre onde) mennesker."

Det "snigende onde, der hvisker inde i menneskenes bryst" er Satan, og profeten Muhammad har ligeledes udtalt sig om hans virke, idet han siger:

"Sandelig fortærer Satan hjertet på Adams børn, med mindre de nævner Allah den Ophøjede i agtpågivenhed, så vil han straks trække sig tilbage. Og glemmer de (at nævne) fortærer han hjertet."

Allah og Satan

Når profeten Muhammad her henviser til at nævne Guds navn, Allah, i agtpågivenhed er det for at blokere Satans indflydelse på hjertet, som er kernen i menneskets væsen/legeme. Det er for eksempel derfor, man i islamisk spiritualitet og mystik ? også kaldet sufisme - bestræber sig på at forhindre ondskabens indflydelse i hjertet ved at tilbede og nævne Guds navn i forskellige dogmer ? udover de fem daglige bønner.

Indenfor sufismen udføres der et ritual, som kaldes dhikr eller hadra, hvor Gud påkaldes. Sufier mødes ofte i forsamlinger, men kan også individuelt tilbede Gud.

Egoer

Med hensyn til egoernes påvirkninger kan de blandt andet forstås som lag, der fordærver menneskets ?selv? - dets sjæl. I en sufisk (spirituel) forståelse af islam, anser man sjælen for at være undertrykt af dens eget ego eller selviskhed, som er defineret i syv stadier.

Egoerne/selviskheden påvirker blandt andet sjælen til at begå uret og ondskab. Derfor erklæres der i Koranen sura 113:

"Sig: Jeg søger tilflugt i daggryets Herre. (Flugt) Fra det onde Han har skabt. Og fra det onde i mørkets frembrud. Og fra det onde i dem som blæser på knuder. Og fra det onde i dem som misunder med deres misundelse."

Satan er skabt af Allah

Som det ses i dette vers er det onde en henvisning til Satan, som er skabt af Allah. Og derfor skal mennesket søge tilflugt fra Satan i Gud. Det onde er også beskrevet som magi og misundelse. I et islamisk religiøst perspektiv er ondskaben en manifestation af Satans eksistens og virke i mennesket og i verden. Det onde kan også forstås som noget, der virker inde i menneskets egen kompleksitet, i dets ?selv?, dets sjæl i form af selviskhed. Derudover kan det onde beskrives som påvirkninger fra verden.

Det onde kan afspejle sig i påvirkninger, der fordærver menneskets moral, etik og menneskelig samhørighed. Sidst men ikke mindst kan ondskab afspejles i fristelser, hvorved mennesket opfører sig uanstændigt i forhold til en given (religiøs) norm. Men igen kan man pege på Satan, idet han hvisker i hjerterne.

Et sammenfattende svar er, at ondskab som fænomen afspejler Satans eksistens og virke i menneskene. Derfor er den islamiske teologiske forståelse af ondskab eller det onde - i modsætning til kristendommen - ikke rodfæstet i arvesynden, men i Satans virke, hvisken og påvirkning.

Mennesket er i sin natur rent og usyndigt, men rummer en kompleksitet hvor egoer og fristelser bringer på afveje.

Iram Asif er er stud.mag. og praktiserer sufisme.