I kristne siger at Jesus er guds søn, kan i måske beviser det at han var det, i vil aldrig kunne beviser det.

Kære anonyme,

du skriver:

I kristne siger at Jesus er guds søn, kan i måske beviser det at han var det, i vil aldrig kunne beviser det.


Min kommentar:

Kræver man et bevis tror man på Gud, for ellers ville der jo ikke være noget at bevise. Så jeg kan regne ud at du er Gudstroende, tror på Gud, hvad er det ellers for et bevis du ønsker???



Men tilbage til dit spørgsmål. Nej der findes ingen beviser, empiriske medicinske og historiske beviser, dette er en umulighed og en sammenblanding af den numinouse/autonome/ubetingede Eigenwelt og den socialpolitiske religiøse Mitwelt med Umwelt (naturvidenskab der kræver foreliggende/forhånden empiriske beviser). Den kristne tro går ikke på empiriske krykker er ikke lænket til empiri i den forstand.

Neurovidenskab vil måske engang i nærmeste fremtid kunne sige lidt om det i empirisk forstand, i forbindelse med at man bliver klar over hvad det er der skaber identitet, karakter og personlighed. Her vil man måske ligefrem kunne få øje på Kristus karaktertypen, det frie kreative dynamiske autonome ubetingede menneske og dets virksomhed i verden. Hvilken hyperkompleksitet for hjernens organisering gør sig gældende for Paulus og Luther og Barth og HansKrist, der alle er "Christ intoxicatede men". Oluf Palme, John F. Kennedy og Lance Armstrong har det samme over sig.

Men det kræver at vi forstår det frie/autonome skabende/kreative musiske menneske, Kristusmennesket som Paulus Kristusmystik taler om. Et menneske der kan vandre i ånden, det frie/autonome skabende/kreative musiske menneske, der er social ansvarlig samtidigt og magter at lovsynge med forstanden også.

Kristus er den impuls der har skabt det moderne vesten og som virker i mennesker, dets spiritualitet, skaber dets karakter og personlighed.

At Jesus er Kristus, Guds Søn; altså at Jesus taler som en søn til Gud, betyder at egoet/sønnen overlever overjeget, og kommer til at stå i et kreativ dialektisk forhold til overjeget/traditionen/kulturen/loven. I den forstand er Jesus det første moderne demokratiske menneske der forlanger en diskurs, hvor hvert enkelt menneske får stemmeret eller taleret i forhold til det der ellers bestemmer et menneske; overjeget/traditionen/loven/overmagten.

Det er uforskammet frækt gjort af Jesus. Men det er det vi i dag nyder gavn af som demokrati, sociademokratiet. Ingen har bedre forstået end Paulus hvordan vi efterfølgere kunne følge Jesus trop i den sag med at vi stiller os korrekt i forhold til de ubetingede anliggende.

Spørgsmålet kan koges ned til om mennesket skal overleve, det frie/autonome/ubetingede kreative/musiske menneske (Kristusmennesket) skal overleve, eller om religiøs magt/overmagt og tradition på den ene side og statsmagt, Kejsermagt, på den anden side, skal udslette mennesket/egoet/Sønnen. I det lys bliver det forståeligt hvorfor Paulus har så hård en kritik af religiøsitet og af loven og nægter disse overjegs størrelser som vores opdrager (der er noget Rousseau her), som de determinanter der skal udforme vores karakter og personlighed alene (eller der skal være en fri og kreativ diskurs på området som vi ser hos Paulus og Johannes, fordi mennesket i Kristus/Sønnen har taleret overfor det der bestemmer os, altså overmagten (om denne er fra Gud, Kejser eller gener eller miljø er i princippet ligegyldig)).

At Jesus er Kristus, Guds levende Søn, betyder en bekendelse, det vi i dag kalder en dristig hypotese; at her er Gud, Gud er i dette menneske og dette menneske er i Gud og jeg/vi med ham. Peters bekendelse er her vigtig.

At Jesu korsfæstelse og døden adskiller os fra den virkelighed (Guds Rigets begyndende Virkelighed) Jesus havde med sine disciple og medmennesker i det hele taget, tar ikke pippet fra denne Jesus virkelighed, hvilket nøjagtig er det opstandelsen betyder. Hvorfor Paulus er manden for alle os der ikke har levet side om side med Jesus. Det er Paulus der fortæller os eller redegør for os at kristendom ikke grunder i blot overlevering og tradition, altså blot en ny religion (religiøs ethos eller gnosis); men at kristendom betyder den af Gud i Kristus skabte ny virkelighed for os alle, hvilket betyder at kristendommen er ren numinous virkelighed; altså at mennesket i Kristus får en ny handlingsbasis i Gud, hvor livets ånds love dominerer, åndens nye liv at vandre i, hvormed det frie/autonome/ubetingede kreative/musiske menneske; Kristusmennesket (der er social ansvarlig og forstandig) er født.

Dette (disse kristne mennesker) er ikke religiøsitet som vi ellers kender det, islam eksempelvis og det er heller ikke mennesker som blot er i verden og en del af verden og naturen og kosmos, det er et nyt Gudmenneske på scenen, verdensscenen, nemlig Kristusmennesket; er nogen i Kristus er han en ny skabning. Vi kender Gudmennesket fra renæssancen og fra den tyske idealisme, det kreative musiske menneske, der hele tiden skaber nyt og nye og bedre betingelser for sine medmennesker. Religion vil ordne og indordne mennesker (altså skabe religiøse ordenssamfund med et hav af regler/bud), kristendom vil derimod sætte mennesket fri. Hvis man vil forstå kristendommen må man forstå det indædte had til loven og religiøsitet (ikke lovens intention) på den ene side og så på den anden side hadet til fornuften (ikke forstanden og forstandighed, men fornuftighed (determinisme og sind, altså fængsel (også derfor kærlighed og forelskelse altid vælter fornuften eller overgår fornuften, og heldigvis for det))).

Selv om Johannes er elev af Paulus (står i den Paulinske tradition/skole), ham der ligner Paulus mest i diskurserne om Sønnen/Kristus, så ser man allerede at Johannes har gjort tilnærmelser til hellenismen og logosfilosofien, og har blandet Kristusmystikken sammen med enfoldig Gudsmystik, noget der ville være utænkelig hos Paulus.

Groft sagt kan man sige at der er 3 slags mennesker på jorden, de religiøse mennesker (dem der tror på Gud), og de fornuftige pragmatiske mennesker der kredser omkring og er fanget af fornuften og fornuftighed og så de frie kreative og musiske mennesker, de kristne, Kristusmennesket/Gudmennesket (dem der har Gud som virkelighed (autonomi og frihed og nyskabelse/indeterminisme) og ikke magter at tro på Gud (udenfor Kristusvirkeligheden) og ej heller har brug for denne tro). Og det siger sig selv at der kun er få rendyrkede af disse, da de fleste mennesker er blandingstyper. Neurovidenskab vil om føje år kunne finde disse typer.

At Jesus er Guds Søn, og vi med ham, er en afgørelse, ja mere end det, det er et modigt/herosik valg, hvert enkelt menneske må foretage sig, hvis Gud Fader eller Gud Helligånden da ikke vil åbenbare det for en. Men Hvis åbenbaringen, begivenheden Kristus indfinder sig, som fx Pauls Damaskusbegivenhed, Hanskrist's Møgeltøndergade begivenhed og Steirners Berlin begivenhed, og Pascals omvendelse osv, så er der ingen vej tilbage, så er man hvirvlet ind i den trinitariske virkelighed med Gud og er en ny skabning i Kristus med ånden at vandre i, som man aldrig igen ville kunne falde ud af. Men for alle andre dødelige, er det et modigt/heroisk valg (den kristne bekendelse), hvor man hele tiden må være i tvivl og leve med en vis usikkerhed for om det nu ikke er en gal afmarcheret historie (også derfor overtro på Gud og bibelfundamentalisme opstår som symptomer på denne tvivl/usikkerhed og liden tro/little faith som Paulus taler om).

Kristendom er at kunne genoplive og få igen barnets vækst i moders mave som voksen (det voksne menneske der trives og vokser ud over alle vanskeligheder fordi de biologiske vækst og restituerende processer er så overvældende). Det er som voksen at kunne genoplive og få barnets umiddelbarhed og spontanitet, legebarnet. Det er at kunne få en pubertet som voksen. Det er at turde leve, altså at forelske sig gennem hele livet. Neurovidenskaben er på sporet af alle disse forhold. Spørgsmålet er; hvad sker der under en forelskelse, hvorfor ældes vi mennesker, nogle mere end andre og hvad er demens.

Hvis mennesket selv, altså Kristus/Sønnen/egoet, ingen rolle spiller i alle de spørgsmål ovenfor, og alt er naturvidenskabeligt determineret (gener især) og miljøbestemt, da er kristendommen falsk og psykoanalysen falsk. Men hvis det viser sig at mennesket selv, altså Kristus/Sønnen/Egoet, spiller en rolle og eksisterer (ingen siger at mennesket selv, Kristus og egoet eksisterer, det kan være en illusion (som man siger i de store østlige, især indiske religioner der er blevet så moderne igen og som er pessimistiske på menneskets vegne)), da er kristendommen og psykoanalysen sande.

Lidt groft sagt så står kampen mellem de store indiske religioner og naturvidenskab der siger at mennesket ikke eksisterer som selvstændigt og autonomt og frit væsen; altså egoet er en illusion, og så kristendommen der hævder at egoet/Kristus/Sønnen "mennesket selv" ikke er en illusion.

Det kræver stor religionsfilosofisk træning at kunne se de her forhold. Langt de fleste mennesker kan ikke danne sig et overblik over hvad det hele drejer sig om. De fabler om Gud uden at ane hvad de taler om og de fabler om den guddommelige åndelige virkeligheds verden, uden at kunne sætte dette i forbindelse med noget som helst konkret.

Langt de fleste mennesker her på debatten er som børn der kigger i en svær matematik bog for gymnasiet og HF som de slet ikke magter at forstå. Selvfølgelig kan disse børn læse i en sådan bog og især kigge på de algebraiske matematiske figurer og få en masse ud af det, men nogen virkelig forståelse er der ikke. Sådan er det også her på debatten, næsten ingen kan fatte hvad kristendom drejer sig om. Stort set ingen har opdaget i princippet hvad det er der er på spil.

Mange kærlige hilsner HansKrist.


Så ka I lær det, bønder og analfabeter alle til hobe

Er lidt i tvivl om jeg orker at bruge tid på jeres ævl og kævl om ting I inderst inde ikke magter at overskue og forstå. Men et spark/indspark og en opsang ka I da godt få i ny og næ.

Uanset hvad dr theol tVang siger så er jeg i Kristus en ny skabning: jeg og Gud! - der er den person, jeg er, netop fordi Gud trænger ind i mit liv og dermed åbner mig (det mig, der ellers ville være mit selv, hvis jeg altså ikke var person i Kristus) til at være, hvad jeg endnu ikke er, men til stadighed bliver i Kristus. Det der ER mister betydning og vægt, overfor det der hele tiden bliver til som ikke er set før. Således kunne man sige at Gud er det der bliver ud af os og Kristus sammen. Derfor er kristendom ligeglad med det der ER (Natur), fordi den kristne Gud kalder på det der ikke er til så det bliver til. Det er rigtig at ulven er kommet til Danmark, men stadig så skal Gud ikke være i naturen (det er nok at ulven er her, men ikke mennesket), om det er den kristne Gud vi taler om.

He he Hanskrist, hvis din gud virkelig har den indflydelse på dig, at du ser dine medmennesker som bønder og analfabeter, ja, så forstår jeg da godt nogen sætter spørgsmålstegn ved denne guds ide du giver udtryk for.

Kender du begrebet projektion, Hanskrist? Jeg tror faktisk du selv har givet udtryk for, at du oplever andre projicerer noget over på dig som ikke passer ind i dit selv-billede.

Du skriver:

"Spørgsmålet kan koges ned til om mennesket skal overleve, det frie/autonome/ubetingede kreative/musiske menneske (Kristusmennesket) skal overleve, eller om religiøs magt/overmagt og tradition på den ene side og statsmagt, Kejsermagt, på den anden side, skal udslette mennesket/egoet/Sønnen"

Er det ikke også en tradition indenfor de tankesystemer som ophøjer sig selv til at kende sandheden, at de ser ned på andre mennesker med en anden tankegang? Og f.eks kalder andre mennesker bønder og analfabeter?

Du skyder dig selv i foden hele tiden, Hanskrist. Gør det efterhånden ikke ondt når du er ude på dine lange løbeture?

Kære anonym

Jeg kan pege på den vej, du må gå, for at finde beviset på, at Jesus er Guds Søn. Du kan finde beviset i dit eget hjerte - ikke som en følelse, men som klar forståelse. Det er ikke ud fra argumentation på de præmisser, som naturvidenskaben opstiller. Det er heller ikke ud fra argumentation på de præmisser, som f.eks. samfundsvidenskaben opstiller. Og derfor vil mange ikke kunne forstå, hvad jeg taler om - fordi mange så naturligt antager, at f.eks. naturvidenskabens præmisser for videnstilegnelse og -konstruktion er de eneste gyldige.

Vejen, du må gå, er at holde fast i Jesu ord og bud! Inden jeg vil give dig nogle af hans kærlighedens bud, så vil jeg lige, at du skal læse følgende. Hvis du så bliver hængende, eller hvis denne "by" eller dette "hus" vil tage imod mig, så giver jeg med glæde nogle flere ord til hjertet og sjælen.

"Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund."
(Matthæus 4, 4)

"Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst."
(Johannes 18, 37)

"Min lære er ikke min egen, men hans, som har sendt mig. Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv."
(Johannes 7, 16-17)

"Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie."
(Johannes 8, 31-32)

"Den, der er af Gud, hører Guds ord."
(Johannes 8, 47)


Kærlig hilsen
Thomas

citat:
Her vil man måske ligefrem kunne få øje på Kristus karaktertypen, det frie kreative dynamiske autonome ubetingede menneske og dets virksomhed i verden.



v17 Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. v18 Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. v19 Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget. v20 For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

Så meget for hans frie stil.
Og også han talte om retfærdighed ligesom muslimerne.

Måske er den sidste femtedel af Biblen bare en opbyggelig historie?!

citat:
Vejen, du må gå, er at holde fast i Jesu ord og bud! Inden jeg vil give dig nogle af hans kærlighedens bud, så vil jeg lige, at du skal læse følgende.


Hvorfor mon jeg straks tænker på en eller anden sekt?

Hanskrist skrev:

(Kræver man et bevis tror man på Gud, for ellers ville der jo ikke være noget at bevise. Så jeg kan regne ud at du er Gudstroende, tror på Gud, hvad er det ellers for et bevis du ønsker???)

Du skrev også: Nej der findes ingen beviser

Mit svar til dig.

For det første vil jeg sige at jeg nemlig tror på Allah.
Så vil jeg sige, at hvis man leder efter sandheden (en religion) skal man have beviser for at kunne træffe en beslutning. Jeg kommer med et eksempel: Hvis der er en person som ingenting ved om kristendom, og han/hun vil lære om kristendom, for at konvertere, hvordan har du tænkt dig at bevise jeres religion, bevise at Jesus er guds søn mm? Siger du bare at der ikke findes nogle beviser? Når du skriver at der ikke findes nogle beviser på at Jesus er guds søn, så betyder det at biblen er ikke til brug, og heller ikke en guddommelig bog, fordi man ikke kan bevise ud fra den bog om sandheden.

Der er 3 punkter i tror på:
Gud
Jesus guds søn.
Biblen.

Kan man tro på noget man ikke kan bevise? Siden i siger noget i ikke kan bevise, så kan enhver person sige noget som ikke passe, så kan alle sige at der fx findes 100 guder, og så skal man direkte tro på det? Findes der kilder? SANDE BØGER som ikke ændret på?
Tværtimod til islam, der findes beviser på alt, videnskabelig beviser gennem Koranen, som ikke er ændret på.

Hey Avismand,

alle disse bibelcitater Thomas og du kommer med er tegn på den begyndende kirkes første dogmatiske skridt. Det er denne dogmatik som Thomas er så vild med.

Denne dogmatik er et mistillidserklæring til Ånden, Helligånden.

Den rette lære, de rette ord, de rigtige Guds ord ud af Jesu mund (skrevet af andre teologiske forfattere lang tid efter Jesu død), dræbte nu Guds ånd, noget der ikke var tale om i urkristendommen.

Ordene og selvsuggestion/selvhypnose og indlevelse overtog nu åndens plads. Intet har skadet kristendommen mere, men man anede ikke hvad man ellers skulle gøre overfor gnosticismen.

(passage slettet af admin)

mvh Hanskrist

’’I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.

Dette var i Begyndelsen hos Gud.

Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er.

I det var Liv, og Livet var Menneskenes Lys.

Og lyset skinner i Mørket, og Mørket fik ikke bugt med det.’’ (Johannes, 1, 1 – 3)

Det lys der tales om er klarheden, forståelsen og det mørke der tales om, er uvidenhedens mørke. Til dette uvidenhedens mørke hører, at dyrke en religions hellige skrifter og ophøje dem til autoritet.

Det er fuldstændig fravær af den levende forståelse, som begynder med forståelsen af én selv. Kun når man ser sig selv fuldstændig klart, som man er fra øjeblik til øjeblik, kan man se klart nok til at tage splinten ud af sin brors øje.

Ordet er Guds Ord, Sandhedens Ord, de ord, som Jesus talte. Men problemet er at Han talte dem i sin nutid og forsvindende lidt er overleveret og måske ikke altid uden at være redigeret eller fortolket af en anden.

Hvis man derfor bruger dem som rettesnor for sit liv, så gør man sig farisæerne og de skriftkloge lig. De fulgte troligt det skrevne bogstav uden at forstå hvad det meddelte. Derefter underviste de andre udfra deres egen opfattelse.

Derfor vejledte de mængden forkert, fordi de ikke selv havde erkendt sandheden i det de prædikede. Selv gik de ikke ind og de, som ønskede at gå ind førte de vild med deres forkerte belæringer.

Jesus kom for at opfylde Loven, dvs. Hans vejledning skete udfra et kendskab til Guds vilje, som man ikke kan have hvis man kun bruger det skrevne ord som autoritet uden selv at forstå det, og dette, at Han opfyldte loven var først og fremmest, at Han gennem sine lignelser fortalte menneskene hvordan de skulle forholde sig.

Lignelsen om den barmhjertige samaritan er et godt eksempel. Ved at lytte til den og forstå den forstår man hvad barmhjertighed er. Lignelsen om kvinden der skulle stenes er en anden. Her ser man endnu engang hvad der er Guds vilje og ikke menneskers. Alle gik de slukørede bort i et kort glimt af selverkendelse og efterfølgende blev det meddelt menneskene at de aldeles ikke må dømme andre. Selv Gud dømmer ikke, i modsætning til det billede af en dømmende Gud, som alle tiders skriftkloge har tegnet.

Spørgsmålet om hvem Jesus er er meningsløst hvis man søger sandheden i bøger, i autoriteter eller i rettesnore for hvordan man skal leve sit liv udfærdiget af andre. Det er ikke den levende ånd.

Kun man selv kan finde ud af hvordan man skal leve sit liv.



Kun i menneskenes hjemmelavede religioner er der lovtrældom og indordnelse under en andens autoritet, hos Gud er der ubetinget frihed. Men denne frihed indebærer også at man nødvendigvis må modtage resultatet af sine handlinger.

Ikke på grund af af synd eller skyld, men i kraft af handlingens eget iboende resultat. Når vi så står overfor resultatet af vore handlinger gennem livet, så er det, at vi ikke kan undslippe dette resultat.

Gennem vore handlinger har vi skabt os selv og vores omverden, det er blevet vores virkelighed, vores selvskabte fængsel.

Her er det så, at nåden træder ind. Selv kan vi ikke komme ud af vores selvskabte elendighed, men Gud kan fjerne den på et sekund. Ikke ved et Ave Maria og så kan vi gå ud og gøre det samme om igen, men ved at vi erkender os selv i sandhed, at vi ser på os selv og andre uden at fordømme og i denne erkendelse er Gud. At tilbede i ånd og sandhed betyder at fornægte al religion.

Men Jesus kom for at give en anden vej. Vi kender Ham kun gennem evangelierne, men her viser Han os den Guds kærlighed og forståelse som vi ikke selv umiddelbart kan forstå. Ved at blive i Hans ord og ikke lade dem drukne i spidsfindige forklaringer og undskyldninger bliver de til virkelighed for os og vi forstår hvad barmhjertighed, nåde, tilgivelse, kærlighed og forståelse er. Dette er hvad det betyder at tro. At de ord, Han taler, er Guds vilje.

Hvis vi tror det, så er det vores pligt at gå ud og realisere kærligheden, forståelsen og tilgivelsen i vores eget liv, ikke alt muligt andet.

''Det sande lys, SOM OPLYSER HVERT MENNESKE, var ved at komme til Verde.'' (Johnannes 1, 9)

At følge Ham er at leve sit liv på den måde, som Han angiver det, ikke at gentage Hans ord i det uendelige.

''Thi saaledes elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den enbaarne, for at enhver, der tror paa ham, ikke skal fortabes, men have evigt Liv.''

Thi Gud sendte ikke sin Søn til Verden for at dømme Verden, men for at Verden skal frelses ved ham.

Den, som tror paa ham, dømmes ikke; den som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet paa Guds enbaarne søns Navn.

Og dette er dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede Mørket mere end Lyset; thi deres Gerninger var onde.

Thi enhver, som øver ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, for at hans Gerninger ikke skal afsløres.

Men den, som gør Sandheden, kommer til Lyset, for at det maa blive aabenbart, at hans Gerninger er gjort i Gud.'' (Johannes 3, 16 - 21)

Selvom du aldrig har hørt om Jesus – hver gang du handler i kærlighed er Han tilstede.

Kære jmp,

"Hvis man derfor bruger dem som rettesnor for sit liv, så gør man sig farisæerne og de skriftkloge lig. De fulgte troligt det skrevne bogstav uden at forstå hvad det meddelte. Derefter underviste de andre udfra deres egen opfattelse."

Man bør i aller højeste grad bruge Jesu ord som "rettesnor" i ens liv. Man går ikke fejl ved at handle på Jesu ord - tværtimod vidner hans ord om den fuldkomne kærlighed og uselviskhed. Vi skal derfor bruge dem som mere end "rettesnor" - vi skal drikke af dem!

Farisæerne handlede ikke på Guds ord. De siede myggen fra, men slugte kamelen. De handlede efter ydre forskrifter, mens Jesu ord er hjertets ord, der taler til vores sjæl. Han fuldkommede det, der var givet før ham, i kærlighedens og sandhedens ånd.

Til farisæerne sagde han:

"Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes. I blinde vejledere, I sier myggen fra, men sluger kamelen."
(Matthæus 23, 23-24)

"Esajas profeterede rigtigt om jer hyklere, sådan som der står skrevet: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud. I har tilsidesat Guds bud og overholder kun menneskers overlevering."
(Markus 7, 6-8)

Til enhver, som kommer til ham og hører ham, siger han:

"Hvorfor siger I: Herre, Herre! til mig, når I ikke gør, hvad jeg siger? Enhver, som kommer til mig og hører mine ord og handler efter dem – hvem han ligner, vil jeg vise jer: Han ligner et menneske, der byggede et hus, gravede dybt ned og lagde soklen på klippen. Da der blev oversvømmelse, væltede floden ind imod huset, men den kunne ikke rokke det, fordi det var bygget godt. Men den, der hører og ikke handler derefter, ligner et menneske, der byggede et hus lige på jorden uden sokkel. Floden væltede imod det, og straks faldt det sammen, og ødelæggelsen af det hus blev stor." (Lukas 6, 46-49)

Hvis man har hørt Guds Søn tale til sit hjerte, så forstår man, hvorfor det er sandt, når han siger, at vi skal handle på hans ord. Han vidner om den fuldkomne uselviskhed og kærlighed. Selvfølgelig skal denne være "rettesnor" i ens liv. Ja, mere end det. Hans ord er ånd og liv!

Kærlig hilsen
Thomas