Hvordan kan det være, at det kun er katolikker, der må modtage nadveren i den katolske kirke, det kan godt støde mig lidt. Min kirke, folkekirken ville aldrig nægte nogen at modtage nadveren. Jeg håber du kan forklare mig dette.

Hilsen Lisa

Svar:

Kære Lisa

Grunden er, at nadveren (Eukaristien) i den katolske kirke har et meget mere omfattende indhold, end protestanter er klar over. Luther og de andre reformatorer tog jo afstand fra den katolske nadveropfattelse og reducerede flere aspekter af mysteriet, så når folkekirken aldrig vil nægte nogen at tage imod nadveren, er det fordi det i højere grad er overladt til den enkelte modtager at lægge i dette sakramente, hvad han vil.

I den katolske kirke er nadveren en åbenbaret sandhed, som mennesker ikke selv kan tillægge en subjektiv betydning: Først og fremmest er den naturligvis Kristi levende nærvær i kød og blod (realpræsens) i kraft af Helligåndens virke ved præstens salvede hænder (- og ikke som Luther mente i kraft af troens "kvalitet" hos modtageren!)

Men ikke kun det: Mon en lutheraner for eksempel er klar over, at den, der modtager den katolske nadver dermed også siger JA til HELE Kristi mystiske legeme, det vil sige også til den hellige katolske kirke med pavedømme og helgener og alt det, som ifølge katolsk opfattelse hører med til de helliges samfund?

Hvis han er klar over, hvad han gør, er han i hvert fald utro mod sin egen kirkes bekendelse!!

En anden grund er, at den inderlige forening med Gud selv i kommunionen forudsætter, at den modtagende selv lever i nådens stand, det vil sige ikke lever i alvorlig synd, for eksempel samliv uden for ægteskab for blot at nævne et enkelt eksempel. Præsten beder før uddelingen af nadveren om, at modtagelsen af dette sakramente ikke må blive "til dom og fortabelse, men for din kærligheds skyld til styrke og lægedom". (se 1. Korintherbrev 11,29).

Derfor er det - også for katolikker - en forudsætning for, at de kan modtage sakramentet, at de lever "i nådens stand" - eller i modsat fald, at de forinden har skriftet, er blevet løst fra deres synder og alvorligt har lovet "bod og bedring", altså at de seriøst beslutter at ændre deres liv på de punkter, hvor de har krænket Gud.

Protestanten vil måske protestere og sige: "Jamen for MIG betyder det noget andet. JEG tror på det og det". Her er vi ved problemets kerne: Protestantens sandhedskriterium ligger i hans egen subjektive vurdering. Han vælger selv det ud, som han vil tro på, og forkaster resten.

Det er netop her den store forskel ligger: Katolikken tror, at sandheden ligger uden for ham selv, i en guddommeligt åbenbaret objektiv Sandhed. ("Gud er Gud, om alle land lå øde. Gud er Gud, om alle mand var døde"). Den katolske tro er ét sammenhængende hele. Man kan ikke plukke lidt her og der efter følelser og forgodtbefindende.

Katolsk teologi er en teologi "fra oven" ("teokratisk"), mens den lutherske som princip er en teologi, som har mennesket som udgangspunkt: En teologi "fra neden" ("demokratisk"). Derfor kan man som katolik ikke godtage den lutherske nadveropfattelse, for så er man i hvert fald ikke længere katolik!

På samme måde vil det være det samme som at udstede en dækningsløs check, hvis man som ikke-katolik modtager den katolske nadver, for hvis man virkelig siger ja til alt det, der ligger i den, så har man sagt ja til at være katolik -- og det var måske ikke lige det, man ville?

For det andet var det som bekendt Luther, der tog afstand fra den katolske nadveropfattelse - og ikke omvendt! Derfor synes jeg, det er for meget forlangt, at katolsk opfattelse nu skal bøje sig og gå på kompromis med det, som den opfatter som guddommelig åbenbaret Sandhed.

Venlig hilsen
Kirsten Kjærulff, katolik og cand.mag