Kvinden er Guds gave

Jeg er lærerstuderende, og er netop nu ved at skrive min eksamensopgave i faget kristendom og livsoplysning. Jeg skriver om emnet " kvindesyn" jeg har gennem min undervisning i faget fået den klare forståelse af, at Luther også var en slags reformator i forholdet til kvinder.

I min søgen efter en kilde til at underbygge min påstand, er det ikke lykkedes mig at finde dette, til gengæld er jeg blevet bevidst om at Luther var for heksebrænding og muligvis har udtalt at kvinden var djævlens værk, hvilket jo ikke stemmer overens med det positive syn på kvinder.... Hvad er den generelle opfattelse af Luthers kvindesyn, og hvilke kilder kan underbygge det?

Håber du kan hjælpe.

Med venlig hilsen

Louise Hoffbeck

Svar:

Kære Louise!

Det er sandt nok, at Luther har nogle udsagn om hekse, der viser, at han i det stykke ikke var forud for sin tid, men nærmest på linie med den.

Derimod mindes jeg ikke nogetsteds at have læst, at Luther skulle have ment om kvinder, at de er djævelens værk. Godt nok delte han sin samtids teologiske overbevisning, at det seksuelle samliv i sig selv var synd (efter syndefaldet), og at synden på næsten legemlig måde nedarvedes i kraft af, at denne akt ikke kunne finde sted uden begær.

Begæret (concupiscentia) var ifølge denne opfattelse den egentlige synd, og det viste sig foruden ved kønslivet også ved driften efter mad og drikke og ved driften efter social anerkendelse. Og det er muligvis ud fra en sådan opfattelse, at nogen har kunnet få sig selv til at sige, at kvinden er djævelens værk. Men som sagt mener jeg ikke, Luther har været af den mening.

Det specielle ved Luther er jo nemlig, at han anbefalede, ikke blot, at præster skulle have lov til at gifte sig, men også, at munke skulle kunne forlade deres klostre uden forhindring. Det lyder lidt mærkeligt, når nu han, som ovenfor beskrevet, anså begæret som identisk med synden. Men det hænger sammen med, at han anså denne synd for ubetvingelig. I stedet for, forgæves, at prøve at udrydde begæret, skulle man følge Guds anvisning i 1 Korintherbrev 7,9, at det er bedre at gifte sig, end at brænde af begær.

I skriftet til den kristelige adel spørger Luther, hvad man skal gøre ved de mange præster, der lever sammen med deres husbestyrerinde (http://www.martinluther.dk/adel03.html#67). Og han svarer, at sådanne to i Guds øjne er ægtefolk, og at man derfor ikke må skille dem ad, det vil sige, de kirkelige myndighed forsynder sig imod Guds bud, hvis de forlanger af præsten, at han skal forskyde sin samleverske.

I et lidt senere skrift (Mod den falske gejstlige stand) vender Luther sig imod den ordning, der havde udviklet sig, at en præst ved en bodsgave til biskoppen kunne få lov at leve sammen med sin husbestyrerinde: http://www.martinluther.dk/falsk_stand2.html#113

På den måde optræder biskopperne som bordelværtinder, siger Luther. Ligesom disse ikke er interesserede i, at de unge mennesker gifter sig, for så mister de kunder, sådan er biskopperne ikke interesserede i gifte præster, for så mister de indkomster.

I 1521 skrev Luther sit skrift "Om munkeløfterne" (http://www.martinluther.dk/Vot_overs.html), og derefter begyndte mange af hans klostrebrødre at forlade klostret, både i Wittenberg og andetsteds. Men Luther selv giftede sig først i 1525. Og samlivet med hans "Käte" (Katharina von Bora) lærte ham, at kvinden er alt andet end djævelens værk, hun er en Guds gave.

Sådan beskrev han også kvinden i en bryllupsprædiken, han holdt i 1531 (http://www.martinluther.dk/hebr13_4.html).

Sådan skal en ægtemand betragte sin hustru. Det er Gud selv, der har anbragt hende ved hans side og befalet ham, at elske hende, også at elske hende med det kønslige begær. For det er, som han siger i denne prædiken, sennep på stegen, noget ekstra, Gud har måttet ty til for at få parterne til at holde sammen.

Forøvrigt findes der en række breve fra Luther til Katharina og fra hende til ham, og også de viser os noget af den omsorg og kærlighed, de to ægtefæller har for hinanden.

Så altså: Heksebrænding, ja. Men at kvinder skulle være djævelens værk, nej.

Venlig hilsen

Ricardt Riis, cand.theol.