Hej

Jeg har et par spørgsmål vedrørende buddhismen:

Hvordan er sindet havnet i Samsara, hvis dets natur er, at være fuldt
oplyst?

Er illusionen stærkere end et oplyst sind, siden sindet er blevet
underlagt det?

Med venlig hilsen
Rune

Svar:

Kære Rune

De spørgsmål du stiller har været analyseret og debatteret af buddhistiske filosoffer og lærde i mere end 2000 år, og da de er helt centrale i buddhismen, beskæftiger buddhister sig med dem den dag i dag.

Sindet og dets funktioner bliver i buddhismen ofte illustreret ved en sammenligning med vandet i et hav. På bunden er vandet stille, mens der på overfladen som regel er bølger, men uanset om havet er i bevægelse eller i ro, består det af vand hele vejen igennem.

Ligesom vandet har sindet den egenskab at det kan være i ro dybest nede og i bevægelse på overfladen. Sindets dybeste natur er en tilstand af ikke-dualitet, af fred, en enhedstilstand. Desuden er det sindets natur at bevæge sig uden at være begrænset af tid og rum i modsætning til alle mulige fysiske fænomener inklusive vores krop og dens sanser.

Et filosofisk værk indenfor mahayanabuddhismen af en tibetansk forfatter beskriver for eksempel 51 forskellige funktioner af sindet. Samsara begynder med at enhedstilstanden brydes i kraft af, at der opstår en skelnen mellem et jeg og noget andet, der er ikke-jeg. Her vågner en urdrift til at beskytte sig, der findes hos alt levende.

Hver gang dette væsen møder noget andet, må det tage stilling til om det er noget, der kan fremme dets eksistens, om det truer den, eller om det er neutralt. Begyndelsen til denne sortering foregår allerede på et ubevidst niveau, selv planterne har denne drift.

Det er begyndelsen til den dualistiske tilværelse, samsara. Hos menneskene har denne naturlige forsvarsmekanisme en afgørende indflydelse på forholdet til vores omverden. Det fører til en polariseret opdeling i en subjektpol, der observerer, beskriver og bedømmer, og en objektpol, der bliver observeret, beskrevet og bedømt.

Opdelingen giver anledning til en tro på, at det observerende subjekt er det samme som et "jeg" der har en uafhængig, selvstændig identitet og eksistens. Ifølge buddhismens analyse er dette en illusion. Indenfor buddhismen råder man over analytiske og meditative metoder, der sætter en i stand til at erkende, at subjekt og objekt er to sider af en underliggende enhedstilstand. Jo skarpere opdelingen er mellem subjekt og objekt, desto længere bevæger man sig bort fra enhedstilstanden.

Det er klart, at det er en meget stor udfordring at vågne op fra illusionen om et jeg, en forestilling, der er så alment accepteret og så grundlæggende for vores selvopfattelse her i vesten. Buddhismen tilbyder metoder til erkendelsen af sindets og virkelighedens natur, og vi har vores frie vilje til vælge at benytte os af dem.

Venlig hilsen
Birgitte Kolby Jensen, buddhist