Kort sagt trænger flere ting omkring tørklædedebatten til at blive sat på plads. For det første har debatten ingen juridisk basis, for det andet er der ikke noget problem, og for det tredje er det rigtigt godt, at mennesker er religiøse. Kort sagt er sagen en gang hysteri.

Det juridiske
Angående det juridiske siger Grundlovens §70: "Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt."

Videre siger §71, stk. 1: "Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse."
Og §77: "Enhver har ret til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres."

Giver Grundloven således basis for at indføre nogle 'forebyggende forholdsregler', der 'frihedsberøver' islamiske kvinder en af deres 'almindelige borgerlige rettigheder', som det at bære et tørklæde vel må siges at være, uanset om det gøres for at give udtryk for en religiøs overbevisning, eller man bare helst som kvinde vil kunne færdes offentligt uden hele tiden at have liderlige mænd i nakken til at overbeglo og savle ned over sig? Næppe.

Er der noget problem?
Hvad er problemet så, kan man med rette spørge. Uden at være alvidende hælder jeg til at mene, at problemet er os selv. Jeg hælder også til at tro, at vi danskere og de fleste andre europæere i lang tid har haft et problem med os selv i forhold til andre folks religion. Pogromer, heksejagt og inkvisition vil vi måske helst ikke tale om, men de er ikke desto mindre en del af vores historiske arv. Nu er fysisk lemlæstelse ikke længere politisk korrekt (man må nøjes med at hænge folk ud i medierne og spænde bureaukratisk ben for dem), men mon ikke den bagvedliggende mentalitet lever i bedste velgående? Historisk set har Europa til alle tider haft et problem med religion. Tidligere var det med de religioner, der var anderledes end den magtbesiddende. Nu ligger der skjult bag facader som sekularisering og adskillelse imellem religion og stat et had og en mistro imod al religion generelt. Dette må vel så tyde på, at denne sekularisering i dag er hovedreligionen, der ligesom de andre af fortidens magtbesiddende religioner ikke tåler andre religioner.

Uheldigvis for sekulærreligionen bliver den ved med at blive mindet om andre religioner. Man troede, man var færdig med al religion ved at nedgøre den som 'massernes opium' og pålægge alle en sekulariseret kultur. Man forudsagde al religions snarlige død. Paradoksalt nok er religion lige så levende og aktiv som altid, og sekulærreligionens reaktion derpå er det også.

Det sås i tilfældet med de såkaldte nye sekter, hvor der ikke var grænser for de uhyrligheder, der skulle foregå. Nu er det tilstedeværelsen af andre minoriteter, i særdeleshed islam. Men egentlig er der ikke noget problem. Det eneste problem er os selv.

Religion er noget godt
Da vores problem med religion ligger i os selv, ligger løsningen også os i selv. Det er for øvrigt praktisk, for det er så meget nemmere at gøre noget ved sig selv end ved alle andre.

Specielt én ting må vi få lært med hensyn til religion, nemlig at det er noget helt naturligt. Formuleret på en anden måde kan det siges, at det er helt unaturligt at leve uden religion. Et menneske kan slet ikke være lykkeligt uden religion, og der er da også meget få virkeligt lykkelige mennesker i dagens sekulære samfund på trods af en overflod af materiel rigdom.

Forstår vi dette, kan vi også begynde at forstå, hvorfor ikke alle modtager os med kyshånd, når vi drager ud i verden for at opfylde den sekulære missionsbefaling om at hjælpe alle andre til også at blive frie, lige og demokratiske og slippe af med deres religiøse vrangforestillinger og regelsæt. Problemet er nemlig, at ikke alle mener, at vi er helt så frie, som vi selv går rundt og tror det.

Her ville det selvfølgelig fremme den gensidige empati, hvis vi begyndte at forstå, at meget ved Gud tyder på, at de har ret. I forbindelse med vores sekulære, eller skal vi sige ateistiske, samfund har vi nemlig udviklet et frihedsbegreb, der har meget lidt med frihed at gøre. Frihed er blevet en ydre bevægelsesfrihed og frihed til at købe ting og sager. Denne frihed er da også større end tidligere. Men hvad med indre frihed? Hvad er vigtigst?

Kan vi kalde os frie og gerne ville omvende andre til samme frihed, når vi har historiens højeste selvmordsprocent, 10% af befolkningen er sygeligt misbrugere af alkohol og andre former for narkotika, 250.000 mennesker er på lykkepiller og over halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisser? Er dette frie mennesker?

Tyder noget derfor ikke på, at vi det i virkeligheden er mere religion, vi trænger til? Den systematiske sekularisering har efterladt et tomrum og en meningsløshed, som forsøges udfyldt med adspredelser, underholdning og charterrejser for ikke at tale om hårdere stimulanser, der dog aldrig for alvor fjerner den kroniske meningsløshed.

Problemet er nemlig, at som menneske bliver man aldrig tilfreds uden en højere mening med livet. Dyr kan føle sig fuldt tilfredse, blot de har mad, søvn, sex og andre sansestimulanser, men med en højere bevidsthed er dette ikke muligt. Medmindre man som menneske har svar på, hvorfor man er til, eller i det mindste fornemmer en højere mening med livet, vil man aldrig opleve fred i sig selv. Og hvordan kan være lykkelig uden at have fred i sig selv?

Kun religion, der giver én erkendelsen af, at der findes et liv på den anden side af døden, og at der findes en Gud (uanset hvad man kalder Ham), kan løfte et menneske ud over en ellers meningsløs tilværelse. Her skal ordet religion ikke forstås som ét bestemt religiøst system. Der er mange religiøse traditioner, for forskellige mennesker tiltrækkes af forskellige ydre former. Men i bund og grund handler de alle om de samme essentielle sandheder (og de, der ikke kan se dette, ender som 'fundamentalister', der tror, at hattens farve er altafgørende for en religiøs erkendelse).

Derfor bør vi måske i virkeligheden bare være glade for enhver form for religion og for alt og alle, der minder os om religion. Så næste gang, vi ser en tørklædeklædt muslimsk pige, burde vi nok mest af alt gå op til hende, takke hende rigtigt mange gange og gøre som hende. Altså ikke nødvendigvis gå med tørklæde eller konvertere til islam, men bare forstå, at der er en mening med livet, og tage den alvorligt.

Leif Asmark Jensen er medlem af Hare Krishna