| Svaret giver udtryk for panelistens holdning |
| Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener. |
GUDSBEVIS: Findes der rationelle beviser på Guds eksistens, spørger en læser. Muslimske Safia Aoude svarer
Jeg vil gerne vide, om der i islam er videnskabelige/rationelle beviser på Guds eksistens?
Jeg er tæt på at konvertere til islam. For jeg kan se, hvor komplet islam er (ideologisk set) - og hvor godt muslimer lever.
Men jeg kan ikke rigtig finde nogen grund til at tro på Gud?
Kan I hjælpe mig?
Med venlig hilsen
Matias
Svar:
Hej Matias,
Når du efterlyser en rationel forklaring på Guds eksistens, tillægger du den logiske videnskab evner, som den (endnu) ikke har.
I islam ses Gud som et omnipotent, skabende væsen, som (endnu) ikke kan måles af for eksempel fysiske instrumenter. Vi mennesker har endnu ikke opnået den viden, der skal til for at kunne "måle" Gud!
Derimod findes der en del henvisninger i selve Koranen om Guds skaberkraft; hans gerninger, om man vil. Muslimen ved, at denne skaberkraft står bag ved alting, som eksisterer, lige fra det sorte stof i universet, over supernovaer, stjernestøv, planter, dyr, mennesker og ikke mindst den sjæl eller ånd, alt levende besidder.
Du kunne ligeså godt spørge dig selv: hvor er det rationelle bevis på sjælen? Dette kan videnskaben heller ikke svare på, da man (endnu) ikke kan måle sjælen med tidens instrumenter. Men vi kan jo se sjælens værk i form af fremsatte tanker og udtryk, og vi kan se, at med dødens indtræden forsvinder sjælen - alligevel kan vi ikke måle dens forsvinden, ej heller kan vi konstruere en sjæl til at sætte i en krop.
For videnskaben er vores sjæl irrationelt, og for videnskabens metodik er Gud også irrationelt - selv om vi kan "se" at begge dele eksisterer i form af deres værk!
Den vel nok største grund til at tro på Gud, er hans omnipotens, altså hans ultimative magt, som vi mennesker ikke kommer i nærheden af, alene af den grund, at Han har skabt os. Han giver os sjælen, og selv om vi kan fratvinge sjælen sin krop ved for eksempel at dræbe et andet menneske, kan vi mennesker stadigvæk ikke skabe nogen sjæl. Vi kan heller ikke skabe noget levende fra dødt materie. Det kan Gud, og Han gør det hver eneste dag. Derfor må vi tro på ham, men vores begrænsede fatteevne og umodne intellektuelle stadie kan ikke i vores dimension forestille os noget måleligt billede af Gud.
Håber, det fik dig til at tænke lidt mere. held og lykke med konverteringen!
Med venlig hilsen
Safia Aoude, cand.jur.og muslim
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk