Den ultimative straf

Jeg er ved at skrive en større opgave om Tycho Brahe og kristendommen.

Nu stødte jeg altså på spørgsmålet: Hvorfor valgte man at brænde mennersker levende (og døde) på bålet og ikke bare slå dem ihjel?

Svar:

At henrette handler sjældent bare om at slå ihjel. Den valgte drabsmetode skal også virke afskrækkende og vise samfundets/gruppens foragt for forbryderen. At brænde en person ved levende live er udtryk for, at man helt og fuldt vil tilintetgøre den som man straffer.

Allerede Det Gamle Testamente kendte til denne straf hvilket fremgår af for eksempel 3. Mosebog 20,14 og 3. Mosebog 21,9. Middelalderkirken udviklede dog også nogle forestillinger om, at den kætter eller heks, der blev brændt, kunne renses af ilden og dermed måske undgå at komme i helvedet.

Ligesom selve henrettelsesmetoden har også omgangen med den henrettedes krop stor symbolsk betydning. Ved at nægte den henrettede at blive begravet i indviet jord, kunne kirken og samfundet vise sin foragt for den henrettede og hans/hendes gerning og dermed håbe at afskrække andre for at gøre det, som han eller hun havde gjort.

Det samme var formålet når man parterede liget og lagde det på hjul og stejle. At brænde kroppen kunne derfor ses som den ultimative straf, fordi man dermed forhindrede at den afdøde kunne få en kristen begravelse.

Karen M.Larsen, cand.mag.