Heteroseksualitet er en ny opfindelse

Overskriften henviste til en artikel, der handlede om, at forskere skulle have fundet et såkaldt bøsse-gen, dvs. en genetisk forklaring på homoseksualitet, og at ledende homoseksuelle derfor nu skulle være bange for, at denne opdagelse vil medføre, at en række vordende forældre i fremtiden vil vælge at få en abort, hvis det kan konstateres, at deres kommende barn vil blive homoseksuel.

Nu er påstanden om, at forskere skulle have fundet et gen, der skulle forårsage mandlig homoseksualitet, på ingen måde ny, sådan som Kristeligt Dagblad lægger op til. Den kan faktisk spores tilbage til starten af 1990'erne.

Denne ide blev og bliver normalvis afvist ganske heftigt af den religiøse højrefløj, for den sætter jo spørgsmålstegn ved rimeligheden af diskrimination og forskelsbehandling af homoseksuelle. Hvis homoseksualitet er genetisk er det i sagens natur lige så forkert at nægte homoseksuelle samme rettigheder som heteroseksuelle som det er at nægte mennesker med en sort hudfarve samme rettigheder som dem mennesker med en hvid hudfarve har.

Men kan man koble spørgsmålet om homoseksualitetens årsager til kampen mod den fri abort kan man øjensynligt godt skifte mening, eller måske bedre sagt, lade som om at man har gjort det. Det er da i hvert fald typisk, at tidligere formand for etisk råd, den katolske Erling Tiedemann, i Kristeligt Dagblad fra. den 2. september formår at kombinere en kritik af, at lovgivningen her i landet skulle gøre det vanskeligt at diskutere homoseksualitetens årsager med et heftigt angreb på abort lovgivningen.

Men tilbage til bøssegenet. Vil homoseksualiteten i fremtiden blive udryddet fordi alle kommende homoseksuelle kommer til at ende som aborter? Nej, her er der igen grund til stort opsatte avisartikler, for selvom ideen om et homogen unægtelig er meget sympatisk, så har de forskningsresultater, der indtil videre er blevet fremlagt, ikke kunnet komme med nogle synderligt overbevisende beviser. Alene det, at man ikke har kunnet finde noget lesbisk gen er jo bemærkelsesværdigt.

Der er derfor ikke grund til at tro på at homoseksualiteten vil blive udryddet via abortlovgivningen! Ej heller forholder det sig sådan, at man ikke kan diskutere homoseksualitetens årsager her i landet pga. straffelovgivningen, det er simpelthen en fordrejning af sandheden, der har til formål at fratage de homoseksuelle den, om end i praksis minimale, retsbeskyttelse som den såkaldte racismeparagraf giver dem. Men, da spørgsmålet øjensynligt ligger Erling Tiedemann og ligesindede så meget på sinde, så lad os da tage en diskussion af homoseksualitetens årsager.

Her er det som udgangspunkt vigtigt at være opmærksom på, at begrebet homoseksuel og heteroseksuel først opstår i slutningen af 1800-tallet.

Før den tid delte man ikke menneskeheden op i et heteroseksuelt flertal og et homoseksuelt mindretal. I stedet var alle mennesker ifølge den førmoderne seksualitetsopfattelse omniseksuelle. Alle mennesker kunne i datidens øjne i princippet finde på at dyrke oralsex, analsex, afbrudt samleje, onani, utroskab, sex uden for ægteskabet og sex med en af eget køn. Alt dette blev anset for at være syndigt, og derfor skulle kirke og samfund advare herimod og straffe dem, der ikke lod sig skræmme af advarslerne.

Forbud mod sex mellem to personer af samme køn og forfølgelse af mennesker, der hengiver sig til noget sådant, bygger altså oprindeligt på en grundforestilling om, at det er noget, som alle kan finde på at gøre. Derfor er man så bange for forførelse og derfor har man et behov for at true folk til at have den rette adfærd. Dertil kom, at man ikke kendte til en forestilling om at den menneskelige lykke, herunder på det seksuelle område, skulle være af betydning. Mennesket ejede ikke sin seksualitet, den tilhørte slægten og i højere forstand Gud og disse højere magters interesser og ønsker gik altid, ifølge datidens norm, forud for den enkeltes behov. Da man imidlertid udviklede forestillingen om at der er noget, der hedder homoseksualitet, dvs. at der findes mennesker, hvis seksualitet udelukkende er rettet mod deres eget køn og som ikke kan fungere seksuelt med nogen af det andet køn, begyndte grunden at skride under den gamle forestilling om nødvendigheden af at befolkningen skal skræmmes fra at havde sex med nogen af deres eget køn.

Efter opfindelsen af begrebet homoseksuel begyndte det at være vanskeligt at begrunde et forbud mod sex mellem to af samme køn og på længere sigt også diskrimination af homoseksualitet, for det er jo det samme som at fratage folk retten til et seksualliv hhv. straffe dem for noget, som de ikke kan gøre for, hvilket er uholdbart set i lyset af, at den modernitet, der opfandt begreberne homoseksualitet og heteroseksualitet, også introducerede ideen om at mennesket har ret til personlig frihed og lykke, også på det romantiske og seksuelle område.

Problemet for den kirkelig højrefløj, for hvem bekæmpelsen af en samfundsmæssig og kirkelig accept af homoseksualitet er blevet mærkesagernes mærkesag er derfor, at de bibelske skriftsteder og den kirkelige tradition, som de typisk påberåber sig, når de tager afstand fra homoseksualitet, lige netop bygger på det omniseksuelle syn på mennesket.

Selvom den religiøse højrefløj i dag, i hvert fald i Vesteuropa, ikke længere kæmper for en kriminalisering af homoseksuelle parforhold fastholder man, at disse skal stilles så dårligt som muligt i forhold til heteroseksuelle. Mennesker skal altså stadigvæk skræmmes væk fra homoseksualiteten, om end man nødigt vil sige det lige ud. I stedet taler man hellere om at accept af homoseksuelle parforhold truer familien og dermed hele samfundets sammenhængskraft.

En påstand, der i virkeligheden kun giver mening hvis man har et omniseksuelt syn på mennesket, for ideen er vel, at heteroseksuelle, i det øjeblik at homoseksuelle parforhold bliver ligestillet med heteroseksuelle, i store skarer vil flygte fra de sidstnævnte over til de førstnævnte. Eller sagt med andre ord, i forhold til det moderne syn på seksualitet er dette skræmmeargument fuldkomment ulogisk!

Men så er det, at man henter sygdomsargumentet frem fra posen, et argument, der rækker tilbage til opfindelsen af begrebet homoseksuel. Det opstod nemlig i forbindelse med, at lægevidenskaben begyndte at opfatte sex mellem mænd, som kirken tidligere havde betegnet som en synd, som en sygdom.

Nu kendte man i 1800-tallet ikke til gener, men man var siden Mendel blevet meget betaget af forestillinger om arvelighed og degeneration og i denne forbindelse opfandt man om så må sige den homoseksuelle som værende en person med en medfødt og arvelig betinget perverteret seksualitet.

Sigmund Freud så nogle årtier senere ikke homoseksualitet som en arvelig lidelse, men som en lidelse, der var forårsaget af forhold i den tidlige barndom, men ligesom de fleste andre forskere i hans tid opfattede han stadigvæk homoseksualitet som noget uhelbredeligt. Men det er ikke sådan som de moderne homoseksualitetsbekæmpere ser på sagen, for hvis homoseksualitet ikke kan helbredes, så er der jo ikke nogen rimelighed i at diskriminere homoseksuelle.

Derfor har man en helt anden opfattelse af homoseksualitet, der går ud på, at homoseksualitet skyldes en problematisk barndom og at det er en lidelse, der gør mennesket ude af stand til at varetage ansvarsfulde stillinger (det er med en sådan begrundelse at Vatikanet for nyligt har indskærpet, at homoseksuelle ikke må få lov til at blive katolske præster), men at lidelsen kan helbredes via terapi og ofte forbøn med håndspålæggelse. Hermed kan diskrimination af homoseksuelle retfærdiggøres, for dennes formål skal jo da være at motivere den homoseksuelle til at lade sig helbrede.

Nu må man jo sige, at denne forestilling om at homoseksuelle er psykisk syge, ikke passer som fod i hose med den blandt højrefløjen ofte fremførte påstand om at der skulle findes en utrolig magtfuld homolobby, der er ansvarlig for samfundets voksende accept af homoseksuelle. Jeg mener, hvem har nogen sinde hørt om en utrolig magtfuld lobby bestående af f.eks. maniodepressive? Under alle omstændigheder, så har de hidtidige forsøg på at helbrede homoseksuelle for deres seksualitet og de påståede gode resultater heraf ved nærmere undersøgelser vist sig at være det rene kvaksalveri og fup og bedrag.

De nuværende forsøg på at sygeliggøre homoseksualitet, der er i direkte modstrid med hvad der i dag opfattes som videnskabelig funderet psykologisk forskning, handler ikke om homoseksualitetens reelle årsager eller konsekvenser for de homoseksuelle, men er i stedet et religiøst-ideologisk baseret forsøg på at fastholde en samfundsmæssig diskrimination af disse.

Nu kan man jo også som homoseksuel spørge sig om, hvorfor det er så vigtigt at vide, hvorfor jeg er homoseksuel. Hvorfor må jeg ikke bare få lov til at være det? Men, hvis vi nu absolut skal lede efter årsager, så må vi gå mere grundig til værks mht. det som vi taler om.

Ordet homoseksualitet betegner i moderne forstand en identitet, der i praksis kan se meget forskellig ud, men der som hovedkendetegn har, at den, der betegner sig som homoseksuel, udelukkende eller i overvejende grad føler sig seksuelt og emotionelt tiltrukket af personer af eget køn og som ikke eller i overvejende grad ikke føler sig seksuelt og emotionelt tiltrukket af personer af det modsatte køn.

Til den erotisk/romantiske side af homoseksualiteten kan så komme at den, der betegner sig som homoseksuel, har en i en eller anden grad fra den gængse norm afvigende kønsidentitet, men her er der reelt set tale om ret så store forskelle homoseksuelle imellem. Homoseksualitet er, ligesom heteroseksualitet, imidlertid en meget omfattende identitet, der ikke kun handler om kærlighed, sex og kønsroller, selvom disse er vigtige elementer, i stedet er den udtryk for en samlet måde at se sig selv på om end dette selvbillede varier fra homoseksuel til homoseksuel på samme måde, som det gør mht. heteroseksuelle.

Der har formodentligt altid været mennesker, der har haft sex med personer af eget køn, men den homoseksuelle identitet er, ligesom den heteroseksuelle identitet, af nyere dato og, det er hovedideen indenfor den moderne køns- og seksualitetsforskning, den er derfor ikke af hverken genetisk eller psykisksygelig karakter men er i stedet en samfundsmæssig konstruktion. Nu er konstruktionsteorien desværre blevet misforstået af mange, nok bl.a. fordi den sommetider er blevet bragt til torvs under sloganet: "Homoseksualitet er et frit valg". Det er imidlertid en fejltolkning. Det at man gør opmærksom på, at identiteter er samfundsskabte størrelser medfører på ingen måde, at den enkelte, der har en sådan identitet, oplever det som om, at han eller hun har valgt denne frit.

Et udmærket eksempel herpå er national identitet. Den danske nationale identitet opstod engang i slutningen af 1700-tallet men fik først rigtigt fat i befolkningen i løbet af første halvdel af 1800-tallet. At føle sig dansk er med andre ord i høj grad en historisk/samfundsmæssig konstruktion, men det ændrer ikke ved, at jeg f.eks. føler mig som dansk og ikke føler, at jeg vil kunne føle mig som kineser eller russer. Jeg har ikke, sådan oplever jeg det, valgt at være dansk, jeg er det bare, det er om så må sige min skæbne. Men jeg ved godt, at jeg ikke havde haft en sådan følelse, hvis jeg var blevet født i 969 i stedet for 1969, og jeg ved også, at ikke alle, der fødes her i landet af danske forældre udvikler en dansk nationalidentitet.

Vi har intet virkeligt holdbart bud på hvorfor nogle mennesker udvikler en anden seksuel identitet end den, som er den dominerende norm her i vores samfund, men at der er tale om en meget stærk identitet fremgår af, at folk har den på trods af, at den i fortid og nutid har medført hhv. medfører forfølgelse, fordømmelse og diskrimination.

Karen M Larsen
Cand.mag, debattør og underviser