Ricardt Riis |
19. juni 2007
Religionen fremsætter udtalelser, som er ganske ubevislige, mens historien går tidligere tiders begivenheder efter i sømmene, skriver cand.theol. Ricardt Riis
Spørgsmål:Hej.
Jeg ved ikke, om det er her, jeg skal stille mit spørgsmål,
men nu håber jeg, du kan hjælpe mig alligevel.
Jeg vil bare vide hvordan religion adskiller sig fra historie. Jeg synes selv det er svært at finde ud af.
Med venlig hilsen
Malene Dannemand
Svar:Kære Malene!
Du spørger, hvad forskellen mellem religion og historie er.
Mit umiddelbare svar vil være, at det ene, religion, er en trossag, det
andet, historie, er en videnskab. Det ene fænomen, religionen, fremsætter udtalelser, som er ganske ubevislige; om hvem der har skabt verden, om hvem der har bragt os bud fra Gud, om hvad der skal ske med os efter døden, og så videre.
Det andet fænomen, historien, går tidligere tiders begivenheder efter i
sømmene, fremdrager skriftligt kildemateriale, der kan bevidne, at sådan og sådan er det gået til, opgraver tidligere tiders efterladenskaber og drager der ud fra slutninger med hensyn til, hvordan disse mennesker levede, hvad de troede på, og hvordan deres samfund var opbygget.
Og det vil jo altså sige, at det første fænomen danner forskellige former for trosunivers, som forekommer samfund og individer i de forskellige samfund meningsgivende. Mens det andet fænomen blandt meget andet også lægger religionerne ind under luppen, beskæftiger sig videnskabeligt med at opklare, hvordan den og den religiøse trossætning blev til. Man kan tale om religionshistorie, men det er vanskeligt at tale om, at der er forskellige måder at drive historiske studier på, afhængigt af om man er muslim, kristen eller hindu.
Men dette er måske et lidt for enkelt svar. Eller man kan sige, at det er et svar, der er tilpasset kristendommen, men ikke uden videre islam.
Jeg blev meget forbavset, da jeg for en halvandet års tid siden læste en kronik i Information, hvor forfatteren uden videre gik ud fra som en
historisk kendsgerning, at Jesus ikke var død på korset. Ikke fordi der er kommet nye kilder frem, der sætter spørgsmålstegn ved denne historiske kendsgerning, men fordi koranen i sura 4,157 siger: "Og de dræbte ham ikke, ej heller korsfæstede de ham, men sådan blev det forevist dem". Gud hævede ham op til sig, hedder det i næste vers. Og det var så kronikørens noget besynderlige konklusion: Fordi koranen er Guds ufejlbarlige ord, og fordi den altså påstår, at Jesus ikke døde, ja, så må det betragtes som en historisk kendsgerning, at han ikke døde. Og jeg havde lidt svært ved at overbevise ham om, at han med den betragtning sætter sig ud over almindelig anerkendt historieforskning.
Men altså, jeg blev på den måde klar over, at religion og historie for visse muslimer er blandet lidt mere sammen, end vi vesterlændinge mener de skal være.
Det samme kan på en lidt mere sofistikeret måde ses af et digert muslimsk værk, som jeg for øjeblikket er ved at arbejde mig igennem: Muqadimma, skrevet af en muslimsk lærd fra middelalderen, Ibn Khaldun (1332-1406). Han går de historiske begivenheder igennem og er forbavsende moderne i sin kildekritik. Men alligevel gentager han koranens påstand angående Jesu korsfæstelse, ligesom han betragter profetgerning som et almenmenneskeligt fænomen og uden videre går ud fra, at Muhammeds profetier havde guddommelig oprindelse, ja endda regner koran-tolkning efter muslimske forskrifter med til de videnskaber, mennesker beskæftiger sig med. Så også for ham er religion og historie blandet temmelig meget sammen.
Hvordan det har sig med andre religioner, véd jeg ikke. Men jeg skal måske føje til, at Jesu korsfæstelse ikke blot er bevidnet af kristne kilder fra Det Ny Testamente (de fire evangelier og Paulus), men også af den hedenske, romerske forfatter Tacitus. Et hurtigt klik på Google afslører, at han i bog 15, kapitel 44 af sine annaler (fra 116 e. Kr.) blandt andet skrev (her i en engelsk oversættelse fra latin): "Christus, from whom the name had its origin, suffered the extreme penalty during the reign of Tiberius at the hands of one of our procurators, Pontius Pilatus".
Og almindelige historievidenskabelige principper vil tilsige os at stole mere på en kilde fra 116 end på én fra 624, eller hvornår nu Muhammed skrev sin påstand om Jesu ikke-korsfæstelse.
Venlig hilsen
Ricardt Riis, cand.theol
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk