Tomheden hører med til livet

Og dér stod de så: Jesus, den sårede, der ikke gjorde noget for at skjule sine sår. Og Thomas, der havde været med til at såre Jesus den fredag, de alle havde forladt ham. De rørte ved hinanden. Tæt på. Krop mod krop. Den sårede og den sårbare, der havde mistet sin mester, sin midte.

Når tomheden bliver uudholdelig, vælger vi ofte en løsning, hvor vi forlader kroppen og forholder os til den som et hylster. Vi forsøger at udfylde tomheden og gøre et eller andet, bare for at gøre noget. Ligesom kvinderne, da de gik til graven. Det er ikke altid dumt. De dage, hvor vores krop kun føles som et tomt hylster, kan der være god mening i at synge Gud en sang med læberne, selv om sjælen ikke kan synge. På de dage kan vi have brug for at bære vores krop rundt i gudstjenestens ritualer og liturgier som et tomt hylster.

Alligevel kommer vi ikke uden om tomheden i vores søgen efter livet i sin fylde. Tomheden, som uvægerligt hører med til livet, må ind imellem bare udholdes. Der er brug for, at kirkerne synliggør den. Der er brug for tomme rum, som symbolsk viser tomheden. Og fællesskaber, hvor vi kan vedkende os den og tale om den, ligesom Thomas og Jesus talte sammen midt i fællesskabet.

Den store udfordring er, at vi får mod til og bliver i stand til at lede samværet i kirken og sætte de rigtige rammer, hvor det er muligt at sige: ”Jeg tror… jeg tvivler… jeg kan… jeg kan ikke… jeg har ikke kunnet længe …” Samvær, hvor vi tager kroppen, som bærer af svære og gode følelser, bærer af smerten, tomheden, angsten og glæden, alvorligt. Hvad ville der ske, hvis vi tog Thomas som forbillede, dér hvor han vedkender sig, at midten er forsvundet for ham, at den er tom, at forbindelsen til Jesus er væk, og han har brug for at mærke og se? Jeg tvivler på, at Thomas kunne være kommet til det dybe gensyn og nysyn og den dybe glæde over Jesu opstandelse, hvis han ikke havde udholdt tomheden.

Af og til synes jeg, de mange nye og bestemt kærkomne tiltag i kirken med nye gudstjenesteformer, nye liturgier og nye samværsformer, hvor der også ofte tænkes på kroppen, har en bismag af at ville udfylde en tomhed. Grunden til det kan være, at vi er rådvilde overfor, hvordan vi kan forholde os til de indre bevægelser midt i et fællesskab. Men vel også, at vi kan falde for fristelsen for at tro, at det er de nye former, der bringer nyt liv og krop.  Skæringspunktet for, om kirken har krop, ser jeg netop i modet til tomheden.

www.elebonde.dk

Ele Bonde er redaktør af bogen "Den anden bred."