Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Tomheden hører med til livet til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tomheden hører med til livet

Ele Bonde. - Privatfoto

Eksterne links

flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

De dage, hvor vores krop kun føles som et tomt hylster, kan der være god mening i at synge Gud en sang med læberne, selvom sjælen ikke kan synge, skriver Ele Bonde, redaktør af bogen "Den anden bred"

Vi har brug for tomme rum, symbolske rum for tomheden. Vi har brug for rammer for at kunne tale om den midt i det kristne fællesskab. Den kropløse kirke handler i høj grad om, at vi ikke har mod til at udholde tomheden.

Efter Jesu død kæmpede disciplene med en tomhed, der kastede et slør over alt det, de hidtil havde fået i samværet med Jesus. Midt i sorgen holdt kvinderne sig til de ritualer og skikke, der hørte jødedommen til. De gik ud for at se efter Jesu legeme i graven. Kroppen - det eneste, der var tilbage af Jesus. De ville smøre ham ind i olie, en vellugt, der kunne dække over dødens stank og for en tid lindre savnet. Ritualet var kærkomment. Det skulle blive godt at gøre noget. Men de fandt ikke hans legeme, og deres savn blev med ét til skræk. Disciplene, mænd og kvinder, som havde delt hverdagen med Jesus gennem nogle år, blev det ene øjeblik grebet af frygt, det andet øjeblik båret af et håb. Men frygten vandt til sidst. De gemte sig bag låste døre. Midten var tom.

Så kom han. Overskred alle grænser og stod midt iblandt dem. Blev deres midte som dengang – lige nær dem alle. Men Thomas, én af dem, var der ikke. Da han kom tilbage og hørte de andre fortælle, gnavede tomheden i ham. Han ønskede selv at røre ved Jesu krop og mærke hans sår, der næppe kunne være helet endnu. Kun sårene kunne være bevis på mesterens identitet. Tomheden kunne ikke bare udfyldes med et eller andet.

Annonce
Disciplene opholdt sig fortsat bag låste døre, og han kom igen. Men denne gang tog han personlig kontakt med Thomas. Han forlod midten for Thomas' skyld.

Og dér stod de så: Jesus, den sårede, der ikke gjorde noget for at skjule sine sår. Og Thomas, der havde været med til at såre Jesus den fredag, de alle havde forladt ham. De rørte ved hinanden. Tæt på. Krop mod krop. Den sårede og den sårbare, der havde mistet sin mester, sin midte.

Når tomheden bliver uudholdelig, vælger vi ofte en løsning, hvor vi forlader kroppen og forholder os til den som et hylster. Vi forsøger at udfylde tomheden og gøre et eller andet, bare for at gøre noget. Ligesom kvinderne, da de gik til graven. Det er ikke altid dumt. De dage, hvor vores krop kun føles som et tomt hylster, kan der være god mening i at synge Gud en sang med læberne, selv om sjælen ikke kan synge. På de dage kan vi have brug for at bære vores krop rundt i gudstjenestens ritualer og liturgier som et tomt hylster.

Alligevel kommer vi ikke uden om tomheden i vores søgen efter livet i sin fylde. Tomheden, som uvægerligt hører med til livet, må ind imellem bare udholdes. Der er brug for, at kirkerne synliggør den. Der er brug for tomme rum, som symbolsk viser tomheden. Og fællesskaber, hvor vi kan vedkende os den og tale om den, ligesom Thomas og Jesus talte sammen midt i fællesskabet.

Den store udfordring er, at vi får mod til og bliver i stand til at lede samværet i kirken og sætte de rigtige rammer, hvor det er muligt at sige: ”Jeg tror… jeg tvivler… jeg kan… jeg kan ikke… jeg har ikke kunnet længe …” Samvær, hvor vi tager kroppen, som bærer af svære og gode følelser, bærer af smerten, tomheden, angsten og glæden, alvorligt. Hvad ville der ske, hvis vi tog Thomas som forbillede, dér hvor han vedkender sig, at midten er forsvundet for ham, at den er tom, at forbindelsen til Jesus er væk, og han har brug for at mærke og se? Jeg tvivler på, at Thomas kunne være kommet til det dybe gensyn og nysyn og den dybe glæde over Jesu opstandelse, hvis han ikke havde udholdt tomheden.

Af og til synes jeg, de mange nye og bestemt kærkomne tiltag i kirken med nye gudstjenesteformer, nye liturgier og nye samværsformer, hvor der også ofte tænkes på kroppen, har en bismag af at ville udfylde en tomhed. Grunden til det kan være, at vi er rådvilde overfor, hvordan vi kan forholde os til de indre bevægelser midt i et fællesskab. Men vel også, at vi kan falde for fristelsen for at tro, at det er de nye former, der bringer nyt liv og krop.  Skæringspunktet for, om kirken har krop, ser jeg netop i modet til tomheden.

www.elebonde.dk

Ele Bonde er redaktør af bogen "Den anden bred."
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk

Hold mig opdateret

flexblock
flexblock
splitblock
Hvilken film om religion er den mest kontroversielle?
 
flexblock
flexblock
flexblock
flexblock
flexblock
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock
flexblock

Nyhedsbrev

flexblock

flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​