Mange muslimer er imod FN’s erklæring

Denne modstand kan han muligvis have "arvet" fra den svejtsiske teolog Karl Barth, der i trediverne vendte sig kraftigt imod de hitlertro "tyske kristne". Disse "tyske kristne" byggede på en tysk-national kristendom, som de mente var "naturlig". Jeg skal ikke kunne sige, hvor god mening det gav dengang at vende sig imod den naturlige lov, men jeg vil hævde, at det i dag ikke giver mening.
Det forholder sig nemlig sådan, mener jeg, at tanken om den naturlige lov er den logiske forudsætning ikke blot for menneskerettighederne, men for demokratiet i det hele taget. Når vi har vore demokratiske diskussioner, når vi for eksempel diskuterer spørgsmålet om fri abort, så går vi ud fra, at vi gennem denne diskussion kan finde frem til, hvad der tjener samfundet og den enkelte bedst. Og det er netop, hvad Paulus forstår ved at "have loven skrevet i hjerterne", jævnfør Romerbrevet 2,14, hvor det hedder:

"For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. v. 15 De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden – ".

For øvrigt er der jo, netop hvad spørgsmålet om fri abort angår, mennesker, både kristne og muslimer, der ikke vil gå ind i en ægte diskussion om spørgsmålet, men ønsker at skære igennem ud fra en forestilling om, at de i deres helligskrift (Bibelen eller koranen) har en anvisning på, hvad der er ret og vrangt. En sådan guddommelig magtudtalelse begrundes ikke, men standser til gengæld al diskussion og er derfor i sidste instans udemokratisk.

Såvidt jeg véd, er det kun et fåtal af kristne, der tager Krarup i hånden og vender sig imod menneskerettighederne, og det skyldes nok, at tanken om den naturlige lov er en del af den kristne tradition.

Der er derimod mange muslimer, der er imod menneskerettighederne, i hvert fald som de er udformet af FN i 1948. I 1990 blev der i Cairo af en række udenrigsministre fra muslimske lande vedtaget en muslimsk erklæring om menneskerettigheder. Og denne erklæring adskiller sig på en række punkter fra FN's erklæring. Ikke blot sådan, at det gang på gang gentages, at intet i disse paragraffer må komme til at stride imod sharia, også sådan, at man gør plads for de specielt muslimske krav.
For eksempel må en muslimsk kvinde ikke gifte sig med en ikke-muslimsk mand (det siger sharia). Derfor siger man i paragraf 5, der handler om ægteskab, at både mænd og kvinder har ret til at indgå ægteskab, og at ingen restriktioner stammende fra race, farve eller nationalitet skal forhindre dem i at udøve denne ret. Det vil sige: Man nævner ikke (som den tilsvarende paragraf hos FN, §16) religion som noget, der kunne forhindre dem i at udøve retten til ægteskab. Og derfor kan sharia-reglen indpasses i denne udgave af menneskerettighederne.

Man overtager heller ikke fra FN's §16 dette med, at parterne har lige rettigheder ved ægteskabets indgåelse, under ægteskabet og ved dets eventuelle opløsning. Det har muslimske ægtefolk nemlig ikke ifølge sharia.

Muslimerne mener altså, at de i sharia har en guddommelig anvisning på, hvordan lovene skal være. Og denne anvisning har, fordi den er guddommelig, forret fremfor de opfattelser, vi kan nå frem til gennem vore demokratiske diskussioner.

Altså: Der er enkelte kristne teologer, der vender sig imod menneskerettighederne, jeg er ikke helt klar over hvorfor. De fleste kristne går dog ind for dem. Men flertallet af muslimer vender sig imod dem, dog på den måde, at de laver deres egne muslimske menneskerettigheder.

Så spørger du også, hvilken rolle forholdet mellem rettigheder og pligter spiller, og hvordan dette påvirker nogle kristnes syn på menneskerettighederne.

Faktisk tror jeg, at forholdet mellem rettigheder og pligter er asymmetrisk, når vi taler om menneskerettighederne. Pligter har mennesker jo altid haft.

Sådan er det i ethvert samfund. Men det giver sig mere eller mindre af sig selv. Det arbejde, man har, den stilling, man har i samfundet, den betegnelse, man giver sig selv, eller som andre giver én (bager, smed, familiefar), alt dette giver én tillige en række pligter. Ikke just pligter overfor staten, snarere pligter overfor ens samarbejdspartnere, ens ægtefælle og børn eller ens kammerater. Oven i købet er der ofte tale om pligter, som man er stolt over at kunne udføre.

Pligter overfor staten eller det offentlige er der selvfølgelig også nogle af. Men selv om man ikke overholder dem, fratages man ikke af den grund sine menneskerettigheder. Og staten skal jo også nok med sine magtmidler sørge for, at man overholde sine pligter.

Menneskerettighedserklæringen er snarere at forstå som en anvisning på, hvordan en civiliseret stat skal indrette sig. Man kan sige, at den er en afløsning for det, man i gamle dage kaldte et "fyrstespejl", det vil sige en filosofs beskrivelse af, hvordan en god fyrste burde bære sig ad overfor sine undersåtter.

Til sidst: Det er vist rigtigt, at Søren Krarup hellere vil tale om en kristens pligt overfor staten end om hans rettigheder overfor samme. Så hvis du med "nogle kristne" tænker på ham, kan der muligvis siges noget mere derom. Blot kan det, jævnfør ovenstående, ikke så godt siges af den på det punkt ret uvidende undertegnede.

Venlig hilsen

Ricardt Riis, cand.theol.