Troen skal føre til den erkendelse, at man ikke magter alt

- De tror, at de bare kan vandre ind i Irak, og så løser alting sig. Bare ham der Saddam Hussein er væk. Og så gør de den ene fejl efter den anden og ender i den her forfærdelige situation. Tænk på, hvad denne Irak-krig har kostet. Det er et typisk eksempel på menneskenes fejl.

- Så kan man sige, at Bush er et religiøst menneske. Men det er netop det, der er problemet. Det, en gudstro ikke må føre til, er, at man glemmer den menneskelige ydmyghed. Den må ikke føre til, at man tror, at man kan jeg magte alt. Troen skulle føre til en erkendelse af, at man ikke kan magte alt.

- Troen giver mig en vished om, at jeg ikke behøver at kunne løse alle problemer i denne her verden. Og det forventes heller ikke af mig, for der er ikke noget menneske, der kan det, fordi skabningen af en eller anden grund er ufuldkommen. Måske er den ufuldkommen, fordi den ikke er Gud.

- Erkendelsen om menneskets grundlæggende begrænsning, mener jeg, er meget vigtig. Det irriterer mig forfærdeligt at se, at folk, som anser sig som kristne, baldrer ud med forskellige aktioner. Som for eksempel, at man ud fra bestemte opfattelser af seksualiteten mener, at brug af kondomer fører til løsagtighed. At man forhindrer folk i risikogrupper i at bruge kondomer, fordi man har nogle meget firkantede tolkninger af det religiøse.

Dogmer er farlige
- Mennesket som biologisk væsen er en spændende skabelse, men jeg er ikke imponeret over, hvad mennesket er nået til. Jeg søger stadig et svar på, hvorfor de begår de samme fejl gang på gang. For eksempel når jeg beskæftiger mig med forfærdelige ting, som Jugoslaviens sammenbrud. Hvorfor sker det?

- Når religionen i dette tilfælde kommer til at spille så stor rolle, er det fordi, det er vidunderligt at have et begrundelsessystem, der ikke skal begrundes logisk. Men i virkeligheden gælder det samme for en ideologi som kommunismen, når den bliver tolket fundamentalistisk, og man sætter fornuften ud af kraft og kører dogmerne og principperne igennem.

- Jeg mener, at brugen af dogmer er fuldstændig vanvittigt farlig. Og det glæder for både videnskabeligt og religiøst begrundede dogmer. Det er måske en af de vigtigst fejl at mennesket begår.

Fornuft og tro skal gå hånd i hånd
- Man må aldrig nogensinde bruge det religiøse til at slå forstanden fra. En af de ting, jeg godt kan lide ved den nuværende pave, er, at han slår så meget på fornuften som begreb. Han har fat i den rigtige ende, når han taler om, at både fornuft og tro er nødvendigt. Og at tro uden fornuft kan føre til de forfærdeligste ting. Men fornuften uden tro kan også gøre det.

- Som barn valgte jeg at tro på Gud i en verden bygget op på et videnskabeligt verdensbillede. Og så har det så vist sig, at jeg ikke har følt noget problem med at kombinere et videnskabeligt verdensbillede med en religiøs tro.

- Man kan ikke fastslå videnskabeligt, om Gud er til eller ej. Og det ser jeg som en stor fordel. Fordi i det øjeblik, vi beskæftiger os med det religiøse, løfter vi os over i et andet plan. Og de to planer skal man ikke blande sammen.

At anerkende den anden parts ret til at føle vrede
- Jeg mener, at andre religioner kan have meget af sandheden i sig. Og en stor aktuel lærer er Daila Lama, som jeg har haft glæden af at møde. Det var i København, hvor jeg sad i et spørgepanel over for ham, siger Karsten Fledelius

- Jeg spurgte ham direkte, om ham mente, at vi alle skulle blive buddhister. Han svarede, at det mente han slet ikke. Han syntes, at man så vidt muligt skulle blive i den tro, man er opdraget i og finde frem til det, der er naturligt for en selv. Det syntes jeg, var en flot og meget fin udmelding.

- Det var en stor oplevelse at møde ham. Han har en fantastisk humor, og så kan han ind imellem sige meget vise ting. En ting, jeg spurgte ham om, var, hvordan han forstod begrebet forsoning. Og han svarede: ”Det er af grundlæggende betydning at anerkende den anden parts ret til at føle vrede”.

- Det var ikke det svar, jeg havde ventet. Men jeg har brugt den siden. For jeg er kommet til en erkendelse af, hvor ofte det er således, at konflikter rummer det element, at man overhovedet ikke vil lytte til, hvad det er, den anden klager over.

- Det er, at man lytter til, hvad der er den andens anliggende. Hvorfor er vedkommende vred? Anerkende, at den anden har ret til at være vred, selv om man selv syntes, det er urimeligt. Den har været meget nyttig for mig.