Kristendommen bliver ved jorden

Det er altid en fristelse at søge det hinsidige i et håb om at slippe for den vante verdens trængsler. At miste jordforbindelse er dog ikke et særligt religiøst træk, men noget alle mennesker kan fristes til det, når tilværelsen er særlig barsk. For kristendommens vedkommende er der dog mange gode grunde til at blive ved jorden. Vi tror, vi er skabt som mennesker, for at leve som mennesker på denne jord – ansvarlige for den verden, vi lever i. Men kristendommens påstand er, at sand menneskelighed fordrer et evigt perspektiv. Vi har jo netop ikke skabt os selv, men er skabt af Gud.

For en ateist kan det måske være svært at forstå, hvad dette evige perspektiv indebærer. I det hele taget kan det være svært for moderne mennesker, der er vokset op i en sekulariseret verden, hvor Gud ikke har nogen verdslig funktion, og derfor nemt ender med at blive et fra jorden adskilt væsen, der dikterer de troende nogle mere eller mindre fornuftige ting. Du nævner selv værdier som en gavnlig funktion ved religionerne, noget et sådan overnaturligt væsen jo godt kan være med til at kræve, men der ligger mere i det evige perspektiv set inde fra en religion.

For en troende er det dennesidige og det hinsidige intimt forbundet. At Jesus både var sandt menneske og sandt Gud uden at de to sider smelter sammen, kan måske give et fingerpeg om, hvordan kristendommen har forsøgt at formulere denne sammenhæng. Det betyder blandt andet, at jeg som troende kan være 100% styret af et religiøst, evigt perspektiv, som siger, at jeg intet er uden Gud, der var der før verden blev til og gav mig muligheden for at leve. Og at jeg samtidig kan indgå i et 100% verdsligt engagement som for eksempel politiker, rockmusiker, eller hvad det kan være, på de præmisser, som vores samfund tillader.

At religionerne i en moderne verden har mistet direkte politisk magt, ændrer ikke grundlæggende ved dette, men bidrager måske til, at de for udenforstående kan minde om sekter. Når kristne går i kirke eller beder, så er det for hele tiden at mindes, hvad der er grundlaget og det langsigtede perspektiv for engagementet. Det vil hver enkelt person nok have forskellige holdninger til, men at kirkerne ikke er sekter, kan ses derved, at dens medlemmer engagerer sig i samfundet ikke bare for deres egen kirkes skyld, men for samfundets skyld og derigennem viser, at de er i stand til at skelne mellem det verdslige og det religiøse.

Med venlig hilsen

Lars Buch Viftrup, teolog og konsulent i IKON