Man kan forstå på gråbrødrekrøniken, at der fandt et vist samspil sted
mellem kongen og borgerne. Men uanset, hvor velmenende kongen har været, har altså borgerne syntes om den lutherske prædiken. Og ikke blot prædikenen har de syntes om, også salmesangen har sagt dem noget.

Gråbrødrekrøniken gengiver i Malmø-afsnittet et par ordvekslinger, som måske kan antyde, hvordan det gamle blev sat op mod det nye. Den lutherske prædikant, Claus Mortensen, mener åbenbart, at det at gøre bod er ikke mere at stille sine lemmer til rådighed for urenheden og lovløsheden, men for retfærdigheden, svarende til hvad Paulus siger Romerbrevet 6,19.

Det udlægger imidlertid broder Jacob på følgende måde: "hvis denne kætter Claus tilbringer tre dage i fuldskab sammen med en skøge, så bør han, efter hans egne ord, også gøre bod ved at faste tre dage på vand og brød".

Det er broder Jacob, der har skrevet krøniken, så det er intet under, at han udlægger det som en sejr for sig selv. Men samtalen afspejler alligevel de vidt forskellige idealer, de to havde. Lutheranernes ideal var et liv i kald og stand, et godt, borgerligt liv, hvor man passede sit arbejde og beskæftigede sig med noget samfundsnyttigt. Brødrenes ideal var et liv i cølibat, hvor man tjente Gud gennem bøn og afholdenhed.

Det kommer også frem et andet sted i krøniken. På lutheranernes udfordrende spørgsmål om, hvad en god gerning er, svarer broder Jacob, at det at faste på rette måde er en god gerning, hvilket han beviser ud fra Mattæusevangeliet 6,16-18. Og man må indrømme, at dette er meget smart fundet på af den gode Jacob. Han véd, at lutheranerne ikke faster, faktisk er dette at bryde fredagsfasten et tegn på, at man er lutheraner. Og han véd, at lutheranerne vil reformere kirken efter bibelens ord. Derfor er det et snildt træk af broder Jacob, at han ud fra skriften beviser, at man bør faste og gøre det på rette måde.

Men alt dette hjalp ikke katolikkerne. Lutheranerne fik overbevist borgerne om, at munkenes gode gerninger aldeles ikke var gode gerninger, at munkene burde forlade deres klostre, og at man burde bruge klosterbygningerne til noget fornuftigt, for eksempel til skole, hospital eller til bolig for sognepræsten.

Så én eller anden utilfredshed med kirken og dens forkyndelse har der
åbenbart ligget blandt borgerskabet, en utilfredshed, der blev antændt af den lutherske forkyndelses gnist.

Man kan også nævne, at den katolske kirke netop på denne tid var præget af alvorlige brist. Kravet om, at præster skulle leve i cølibat, havde således hele middelalderen igennem været svært at opretholde; det vidnede de mange præstebørn om. Og helt umuligt blev det da for menigmand at kapére kirkens praksis, når man vidste, at to af landets biskopper ret så åbenlyst krænkede cølibatskravet, samtidig med, at de krævede det opretholdt af præsterne i deres stifter. Dertil kom de store pengebeløb, der skulle afleveres til paven, hver gang der skulle udnævnes en biskop. Det danske rigsråd, der var domineret af katolikkerne, besluttede således i midten af 1520erne, at de penge, man skulle have betalt til paven for udnævnelsen af ærkebiskoppen i Lund, i stedet skulle anvendes til landets forsvar mod Christian den Anden. Derved var forbindelsen til Rom i realiteten afbrudt.

Men, som du kan se af denne spredte fægtning, noget éntydigt svar på dit spørgsmål gives ikke. Mange faktorer arbejdede sammen om at give
lutherdommen vind i sejlene. Som et sidste eksempel kan jeg nævne, at hertug Christian, den senere Christian den Tredie, var til stede på rigsdagen i Worms april 1521, og hørte Luther aflægge sin bekendelse. Fra da af var han en svoren tilhænger af Luthers lære. Så også det kom til at spille en rolle for reformationens fremmarch.

Venlig hilsen

Ricardt Riis, teolog