KEMO
Du vendte dig om
som ville du sige farvel.
Dit hår var borte.
Din mund var en tynd lille streg.
Du standsede op.
Mit blik slog dig roligt ihjel.
Jeg skyndte mig væk
fortvivlende fattig og fej.

Halfdan Rasmussens digt ”Kemo” beskriver, hvad flere af os har været ude for, når vi besøgte en svært syg, vi holdt af. Men endte med i vores usikkerhed at behandle den syge ikke som et levende menneske, men som en død. Hvordan taler du med en svært syg?

Lyt i stedet for at tale
Det er den vigtigste, enkle regel, som præster og sygeplejersker har måttet lære sig. Koncentrer dig om at lytte. Så møder du mennesket, dér hvor han eller hun er. Så undgår du at give udtryk for falsk optimisme, som ingen af jer tror på. Eller at begå overgreb mod den syge ved at bringe emner på banen, som den anden endnu ikke er klar til at tackle. Ved at være koncentreret, tage dig tid og lytte dig ind på den syge, giver du den vigtigste gave, du kan. Nemlig dit nærvær. Samtidig kan det være lindrende for den syge at få lov at fortælle sin historie.

Hvad kan man spørge den syge om?
En indledning kan være at spørge ind til sygdommen og sygdomsforløbet. Man kan spørge til familien. Og de fleste vil gerne fortælle om sig selv og deres liv, før de blev syge. Så det kan man også spørge ind til. Især hvis det er en døende, kan vedkommende have stærkt brug for at dele sin livshistorie med nogen.

Hvad gør man, hvis man føler sig i vejen?
Spørg direkte. ”Vil du gerne være alene, eller skal jeg blive hos dig?”

Hvad gør man, hvis man mangler ord?
Trøst er nogle gange bare at være stille sammen. Se den syge i øjnene og hold hans hånd. Eller læg armen om hans skulder. En åbning kan være: ”Har du lyst til at snakke om det?” Giv dig tid til at vente på svaret. Det kan tage tid at formulere sig. Men det er vigtigt for den syge at få lov at tale. Hele ens identitet falder fra hinanden, når man rammes af svær sygdom. Ved at få lov at snakke om det, får man mulighed for at blive afklaret og finde sig til rette med sin sygdom.