Persondata politik og brug af cookies*
Du skal være opmærksom på, at du accepterer vores persondata politik og brug af cookies, når du besøger kristeligt-dagblad.dk og de tilknyttede domæner.
Vi indsamler ikke oplysninger, der ikke er beskrevet i vores persondata politik og vi indsamler aldrig persondata uden at du selv har givet os disse oplysninger, fx ved at registrere dig, købe en vare eller deltage i en undersøgelse.
På alle vore sites benytter vi cookies til at gøre din oplevelse bedre og for at kunne bringe de annoncer, som financierer disse sites.
Du kan i de fleste browsere ændre på indstillingerne for hvilke cookies, der bliver sat på din computer.
* En cookie er en lille stump data, der gemmes i din browser og kan læses af enten systemerne bag vores sites eller en af vores partnere. En cookie er ikke et program, der kører på din maskine og en cookie er ikke en virus eller spyware.
Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Når livet skiller os ad til din ven.
Når livet skiller os ad
Vielsesringene er ikke altid et livslangt smykke, selvom intentionen var der fra begyndelsen
-
Mange ægteskaber ender i smertefulde skilsmisser. Kirken må blive bedre til at tage hånd om det sårbare samliv, skriver åndelig vejleder Jette Dahl
Gennem mine 25 år som sognepræst i folkekirken med utallige bryllupper bag mig, ser jeg i bakspejlet en udvikling: parrene er blevet ældre, inden de gifter sig. De har prøvet at bo sammen og gifter sig ikke nødvendigvis som tidligere, hvis de får et barn i en ung alder.
I dag er de fleste brudepar derfor mere modne og kender hinandens gode og mindre gode sider. Forelskelsen har lagt sig, og kærligheden er trådt i stedet. De lægger rigtig meget i det at blive gift, og vielsen er ofte bestilt hos præsten et år eller mere i forvejen. Og generelt er bryllupperne både store og dyre.
Det hindrer ikke, at brudeparret har sjælen med i det, der sker og svares ja til. Langt fra. Jeg har oplevet mange par, der har taget det kirkelige ritual seriøst, og samtalen inden selve brylluppet har været både dyb og intens. Der er blevet talt om det helt centrale, om at ”elske og ære hinanden indtil døden skiller jer ad.”
Store ord
Mange par, der har en skilsmisse bag sig, og som står for at skulle giftes igen, har bedt om mulighed for at slette vielsesritualet ord: ”indtil døden skiller jer ad”. Når det ikke gik første gang, kan det være svært at give sådan et løfte igen.
Annonce
”Vi kan jo ikke garantere noget, selvom vi af hjertet vil hinanden det godt”, sagde én engang til mig. Det kom i den givne stund frem, at gommens følelse af uværdighed ved igen at stå foran Herrens alter og svare JA til døden skiller, var smertefuld og tyngede ham. Det spærrede for den kærlighed, han havde til sin brud. Det hjalp, at der kom hul på bylden. Men en lang samtale var nødvendig.
I dag er de fleste brudepar derfor mere modne og kender hinandens gode og mindre gode sider. Forelskelsen har lagt sig, og kærligheden er trådt i stedet. De lægger rigtig meget i det at blive gift, og vielsen er ofte bestilt hos præsten et år eller mere i forvejen. Og generelt er bryllupperne både store og dyre.
Det hindrer ikke, at brudeparret har sjælen med i det, der sker og svares ja til. Langt fra. Jeg har oplevet mange par, der har taget det kirkelige ritual seriøst, og samtalen inden selve brylluppet har været både dyb og intens. Der er blevet talt om det helt centrale, om at ”elske og ære hinanden indtil døden skiller jer ad.”
Store ord
Mange par, der har en skilsmisse bag sig, og som står for at skulle giftes igen, har bedt om mulighed for at slette vielsesritualet ord: ”indtil døden skiller jer ad”. Når det ikke gik første gang, kan det være svært at give sådan et løfte igen.
Det er min klare holdning, at denne del af vielsesritualet ikke skal tages ud, for det giver stunden både dybde og alvor. Jeg er selv gået igennem en skilsmisse og er blevet gift igen. Da jeg stod foran alteret har jeg begge gange ment det af et oprigtigt hjerte og svaret et ærligt JA i håb om, at det også blev til virkelighed.
Selvom ægteskab er en alvorlig sag, har jeg oplevet, at jeg kan bruge humoren i samtalen med brudepar og spørge med et smil: ”Hvor længe regner I med, at jeres ægteskab holder? Hvor mange år tør I svare ja til? ” Det virker jo grotesk, men svaret lyder som regel: ”Vi vil gøre alt for at holde sammen i både medgang og modgang! ” Og det er netop opgaven.
I medgang og modgang
Både ægtepar og de børn, der kommer ud af det, har brug for den tryghed, det er at være en familie, der står sammen i alle situationer. Det er udfordringen i dag, hvor vi som regel har mere end nok både at gøre og forholde os til.
”Hvor der er vilje er der vej”, siger man. Det er livsnødvendigt i en familie, at der trækkes på samme hammel, og at man vil hinanden det godt.
Hvis den ene part trækker sig, kan frøet være sået til en skilsmisse på længere sigt. Vi skal have hinanden med hele tiden i medgang og modgang og turde dele både frustrationer, længsler og glæder med hinanden. Det kniber gevaldigt for mange par at få det omsat og praktiseret.
Det sårbare samliv
Det er et stor beslutning at blive gift med hinanden, men det er ligeså stort at finde ud af, at man ikke kan holde sit løfte. Der skal mod til at sætte ord på og finde en vej ud af det.
Det gør en stor forskel, om der tilbydes hjælp udefra og en tredje part inddrages, eller parret selv skal gå vejen. At få professionel rådgivning og terapi er en god mulighed, men ikke alle har de ressourcer, et sådant forløb kræver.
Hvor er kirken henne her? Det spørgsmål presser sig på for mig. Der gås på mange gode måder alternativt til værks i folkekirken, men her er et forsømt område.
I mit samtalerum sidder der jævnligt mennesker, der ønsker hjælp til det sårbare samliv og har brug for en tredje part. Det tager tid og gøres ikke med enkelte samtaler.
Det sker, at parret vokser gennem samtalerne og gennem stærk vilje og dagligt slid. Men det sker også, at skilsmisse er den eneste løsning. Her kræves ligeså megen hjælp til at gå fra hinanden med værdigheden i bero.
Skilsmisseritual efterlyses
Det er Luthers fortjeneste, at et ægteskab kan opløses, for det er ikke i den lutherske kirke et sakramente, som det er i den katolske kirke.
Ind imellem er det til debat, om vi skulle have et skilsmisseritual i folkekirken, ligesom den svenske kirke har det. Efter sigende er det nået til enkelte biskoppers skriveborde, men uden opbakning til et konkret forslag.
Jeg ved, der er præster, som arbejder med det, men vi bør have en fælles drøftelse i kirkeligt regi. Kun få præster i folkekirken er imod skilsmisse og både præster og biskopper bliver skilt og gift igen, uden ret mange løfter et øjenbryn.
Jeg har selv lavet et skilsmisseritual, som jeg benytter, når der er par, som står overfor en skilsmisse. Det består af et centralt skriftsted, en bøn om barmhjertighed og tilgivelse og hjælp til at komme igennem skilsmissen. Til sidst lyser jeg velsignelsen med håndspålæggelse.
Kirken har kærligheden som speciale, men erfaringen viser, at samlivet kan være yderst sårbart. Mange kunne derfor hjælpes af, at kirken ikke blot satte ord på de glædelige øjeblikke men også gik med ind i de situationer, hvor kærligheden er slået i stykker.
Det sårbare samliv
Det er et stor beslutning at blive gift med hinanden, men det er ligeså stort at finde ud af, at man ikke kan holde sit løfte. Der skal mod til at sætte ord på og finde en vej ud af det.
Det gør en stor forskel, om der tilbydes hjælp udefra og en tredje part inddrages, eller parret selv skal gå vejen. At få professionel rådgivning og terapi er en god mulighed, men ikke alle har de ressourcer, et sådant forløb kræver.
Hvor er kirken henne her? Det spørgsmål presser sig på for mig. Der gås på mange gode måder alternativt til værks i folkekirken, men her er et forsømt område.
I mit samtalerum sidder der jævnligt mennesker, der ønsker hjælp til det sårbare samliv og har brug for en tredje part. Det tager tid og gøres ikke med enkelte samtaler.
Det sker, at parret vokser gennem samtalerne og gennem stærk vilje og dagligt slid. Men det sker også, at skilsmisse er den eneste løsning. Her kræves ligeså megen hjælp til at gå fra hinanden med værdigheden i bero.
Skilsmisseritual efterlyses
Det er Luthers fortjeneste, at et ægteskab kan opløses, for det er ikke i den lutherske kirke et sakramente, som det er i den katolske kirke.
Ind imellem er det til debat, om vi skulle have et skilsmisseritual i folkekirken, ligesom den svenske kirke har det. Efter sigende er det nået til enkelte biskoppers skriveborde, men uden opbakning til et konkret forslag.
Jeg ved, der er præster, som arbejder med det, men vi bør have en fælles drøftelse i kirkeligt regi. Kun få præster i folkekirken er imod skilsmisse og både præster og biskopper bliver skilt og gift igen, uden ret mange løfter et øjenbryn.
Jeg har selv lavet et skilsmisseritual, som jeg benytter, når der er par, som står overfor en skilsmisse. Det består af et centralt skriftsted, en bøn om barmhjertighed og tilgivelse og hjælp til at komme igennem skilsmissen. Til sidst lyser jeg velsignelsen med håndspålæggelse.
Kirken har kærligheden som speciale, men erfaringen viser, at samlivet kan være yderst sårbart. Mange kunne derfor hjælpes af, at kirken ikke blot satte ord på de glædelige øjeblikke men også gik med ind i de situationer, hvor kærligheden er slået i stykker.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk
Senest nyt fra Kirke og tro
Stillinger
-
Projektmedarbejder søges til Kingo-Samuel sogn
-
Søndbjerg Efterskole søger forstander/forstanderpar...
-
Sogne- og korshærspræst søges til Silkeborg Sogn
-
Udviklingskonsulent søges til KFUM og KFUK i Herning
-
Kordegn søges til Dyssegårdskirken, Gentofte Kommune
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce