Instruktørens spirituelle rejse

- På den måde har jeg, fra jeg var helt lille, haft en oplevelse af, at der var et sted, jeg kunne hente hjælp. At der var noget der beskyttede mig. Nemlig Gud.

Erfaringer med det guddommelige
På trods af en tidlig erfaring med Gud, var hendes ungdomsår og tidlige voksenliv mest præget af uddannelse, arbejde og familieliv. Men da hun var omkring fyrre år, startede hun en aktiv spirituel søgen.

Lefèvre havde opnået en vis tilfredshed i livet gennem en uddannelse som manuskriptforfatter på filmskolen og efterfølgende arbejde med spændende filmprojekter. Hun var blevet gift i Frankrig, havde fået børn og var siden blevet skilt. Efter skilsmissen vendte hun tilbage til Danmark, klar til at tage hul på et nyt livskapitel.

Hendes spirituelle søgen bragte hende blandt andet til Jes Bertelsens ”Vækstcenter”, hvor hun for første gang startede med at meditere. Her stiftede hun både bekendtskab med den tibetanske buddhisme og kristen mystik.

- Det var en enorm lettelse at møde mennesker, som mente, at man kunne have en indre erfaring med det guddommelige. At det var noget, der var tilgængeligt.

- De åndelige erfaringer, man får af at gå ind i en indre proces, var på det tidspunkt ikke noget folkekirken overhovedet var åben overfor. Mange præster mente, at man alene skulle tro på Gud, ikke opleve ham.

Hun søgte videre i Østens religioner, men indså til sidst, at det var kristen spiritualitet, der var hendes vej. Efterfølgende boede hun et par år i Frankrig, Israel og England, hvor hun opsøgte kirker og klostre for at finde ind til en kristen spirituel praksis. Undervejs skrev hun bogen ”Maria – Essay”, et arbejde der førte hende dybere ind i evangelierne.

Tilbage i Danmark igen fik hun kendskab til Thomas Keating gennem præsten Eva Borbye Pedersen, som en gang om måneden holder mini-retræter i præstegården i Lyngby ved København. Hun begyndte at læse hans bøger om kristen spiritualitet og besluttede sig for at lave en film om ham.

Vished om Guds eksistens
Selv om Marie Louise Lefèvre valgte at gå den kristne vej, mener hun, at alle religiøse veje til sidst fører det samme sted hen. Hvad en islamisk mystiker beskriver i digte, er ikke meget anderledes, end hvad hun oplever med den kristne meditation.

- I Det Gamle Testamente er der en meget flot tekst, som hedder Højsangen. Man kan læse den, som om det er en elskende - sjælen, der snakker til sin elskede - Gud. Det er en meget erotisk og sanselig tekst.

- Mange mystikere skriver digte i et sådant sprog, der godt kan virke meget svulstigt. Det er fordi, den stemning der kommer frem i én, den er, som om man er forelsket. Digtene bliver som kærlighedserklæringer.

- Det er derfor, de kan sige, at Gud ikke længere er noget de udelukkende tror på, men at de har vished om ham. De oplever det, som så stærk en følelse, at de ikke kan være i tvivl om, at de har oplevet det.

- Paulus taler om at få fuld kundskab om Gud, som er en indre viden om Gud. I stedet for at Gud er en intellektuel forståelse, bliver det til en indre intim viden, siger Lefèvre.

Spiritualiteten forvandler
Ifølge Marie Louise Lefèvre handler spiritualitet om at søge tilbage til udgangspunktet, så man bliver forvandlet:

- Den kristne spiritualitet har det udgangspunkt, at den treenige Gud er til stede i alle mennesker. Eftersom vi er skabt i Guds billede, og Gud blæste sin ånd ind i os, så har vi det potentiale indeni.

- Samtidig siger man også, at syndefaldet handler om, at Adam og Eva glemte, at de var ét med Gud. Det, at man er i enhed med Gud, er i virkeligheden en naturlig kvalitet ved mennesket. Mennesket har bare glemt det. Det er det, mystikeren prøver at reparere på; at komme tilbage til den erfaring, at man er ét med Gud.

- Det betyder ikke, at man bliver Gud. Men man kan få den erfaring, at man på en måde bliver Jesus, . Hvis Jesus er Gud søn, så har alle mennesker potentiale til at blive Guds søn eller datter.

- Men vi er så optaget af vores egen egoisme, at vi ikke kan mærke gudsforholdet, sådan at vi handler på det. Vi kan godt tænke os til, at vi skal elske vores næste som os selv, men for at vi virkelig kan handle på det, skal vi igennem en forvandlingsproces. Og det er den, spiritualiteten prøver at sætte i gang.

- De gamle kristne mystikere, som Johannes af Korset og Teresa af Avilas, levede en klostertilværelse, hvor målet har været at efterleve Jesu liv. Helt at blive ét med Faderen, som Jesus siger, at man kan blive. Gennem bøn, askese og hårdt arbejde har de prøvet at bryde igennem deres egoisme og begær, for at komme ind i den kerne, hvor de er ét med Gud.

Gud er i nuet
Bønnen handler i virkeligheden om at træne sig mere og mere i at være til stede i det nu, hvor Gud er, mener Lefèvre:

- Man må prøve at gå ud over sine grænser i livet. Bare det at være til stede med de mennesker man er sammen med. At man i de helt små konkrete ting øver sig i at være der, hvor man er og se den anden, som den anden er. Den øvelse er samtidig en stræben efter at være i det nu, hvor Gud er.

- Alt hvad der er fortid og fremtid er mentale konstruktioner i vores hoved. At være årvågen tilstede overfor de mennesker, man møder, at se det menneske man står overfor, som det er her og nu, det kan man hele tiden øve sig på. Og det er at tage bønnen med ud i verden.