Før 1600-tallet var børn minivoksne, dværge eller hvalpe. De blev ikke anset for værende selvstændige væsner, men skulle opdrages dertil. Dette syn kan virke meget fjernt og kynisk, og hænger måske sammen med den store børnedødelighed, der gjorde, at man ikke umiddelbart knyttede sig til barnet, som man gør senere. Dette er der mange delte meninger om.

I pietismen er det et andet syn, der vinder frem. Augustins tanker om arvesynden sætter sig stærkt igennem her, hvor barnet ses som født til at søge det onde. Det skal derfor tugtes og læres at gøre det gode, for Gud indhenter altid synderen, som måtte underkastes lov og dom. Kirken og det pietistiske syn fik stor indflydelse på barndommen. Kirken så, at børn er modtagelige for lærdom, og skolegangen i 1700-tallet var derfor mestendels kristendomskundskab. Moralen var i denne tid at skille kødets lyst og det åndelige ad. Det var kampen imellem det gode og det onde, og barnet måtte tugtes for at holde sig "rent".

Og at tugte barnet har jo været en ret voksne har haft til for omkring 15 år siden!

I 60`erne blir barnet et subjekt med egen vilje og selvstændighed, hvor det førhen altid har været et objekt underlagt de voksnes vilje og handlinger. Så man kan sige, at vi på mange måder har genoptaget Rousseaus syn på barnet.

Samtidigt har vi igen lagt vægt på det lige værd som Jesu ordene i Mattæusevangeliet pegede på. At vi for den kristne Gud har samme værd, uanset om vi er børn, kvinder eller mænd. Dette ses i nutidens tale om børns værdier og rettigheder.

Jeg håber du kan bruge noget af ovenstående. Måske også til selv at gå videre på jagt

God fornøjelse.

Med venlig hilsen

Kristine Stricker Hestbech, sognepræst